Kære Studenter
I disse dage bliver der holdt rigtig mange taler for jer, og mange af de taler har nøjagtig det samme budskab:
De handler om, at I endelig - endelig - ikke må lade jer presse og stresse af præstationssamfundets konstante krav om succes..
De advarer jer mod det, der foregår i samfundet, og hvis man ikke vidste bedre kunne man tro, at der blev holdt tale for plejehjemsbeboere, der skal slippes ud i den corona-befængte virkelighed efter tre års isolation.
Det lyder ikke som taler til raske unge mennesker, der har livet foran sig og kan guffe det i sig i store, grådige klumper.
Hver gang jeg hører sådan en trist tale, så tænker jeg, at det er et utrolig negativt syn på samfundet. Som i øvrigt også er forkert.
For det er jo løgn, helt ærligt, at der er masse mennesker i samfundet, der går rundt og forventer noget af jer konkret. Af Linnea, af August, af Aisha. De fleste er da fuldkommen ligeglade, med mindre de kender jer personligt.
Faktisk er det største problem, man som menneske kan have, det omvendte: At der ikke er nogen, der forventer noget af en overhovedet: Så kan man ikke engang skuffe.
Jeg tror, at de fleste mennesker før eller siden når til den erkendelse, at den største lykke, er, hvis der er nogen, som satser på dem, stoler på dem, regner med dem, for det betyder, at de har gjort en forskel for andre.
Men nu skal jeg heller ikke gøre mig DUMMERE. For jeg ved da godt, at når man taler om præstationssamfundet, så taler man ikke om, hvad andre mennesker i samfundet måtte have af konkrete forventninger til konkrete personer, men om samfundets STRUKTURER.
Man taler om Hr. og Fru struktur, der angiveligt undertrykker os på alle mulige forskellige subtile måder. Hr. og fru struktur undertrykker os på grundlag af køn, seksualitet, klasse, hudfarve, etnicitet, JA OGSÅ bopæl - det gule danmark MOD de københavnske saloner ELLER PÅ GRUNDLAG AF profession - velfærdsstatens fodsoldater mod skrivebordsgeneralerne JA ENDDA - HVILKET I HØJESTE GRAD ANGÅR JER - STUDENTERNE - PÅ GRUNDLAG AF UDDANNELSE - de fine fra gymnasiet mod taberne fra erhvervsskolerne. I sidstnævnte tilfælde skal det forestille at være jer, der bliver favoriseret på bekostning af dem fra teknisk skole.
Som I kan høre, er der efterhånden så mange måder at være undertrykt på af disse strukturer, at vi nærmest ALLESAMMEN er forfordelt på et eller andet parameter.
Desværre har det ensidige fokus på strukturer gjort, at vi i vores samfund i dag konkurrerer om, hvem det er mest synd for. Hvem der er mest offer for strukturerne.
Og det er virkeligt trist, for der er jo faktisk nogle derude, det ER synd for. Rigtig synd for. Der er kvinder, der lever i voldelige forhold. Der er børn, der bliver mishandlet af deres forældre. Der er psykisk syge, der plages af tvangstanker. Der er gamle, som sidder alene og lider under ensomheden. Fortsæt selv listen. Og det bliver da ikke mindre synd for dem af, at de svageste i vores samfund i realiteten i dag konkurrerer med de stærkeste om, hvem der har det hårdest.
Så lad mig slutte med at slå en ting fast: Jeg har aldrig I MIT LIV mødt en samfundsstruktur.
Derimod har jeg mødt rigtig mange mennesker, og nogle af dem var flinke, og andre var idioter, og hver især var de med deres opførsel med til at gøre livet rart eller surt for mig. For kære studenter, vi ved det godt: Det er altså ikke bare samfundet, der skaber os, det er også os, der skaber samfundet. Og de mennesker, jeg elsker højest, er også dem, jeg har de højeste forventninger til.
Så det smukkeste, jeg kan tænke på at ønske jer, er, at I får et liv, hvor I giver andre mennesker - jeres børn, jeres forældre, kollegaer, venner, ja, hvem som helst, I møder på jeres vej - rigtig høje forventninger.
Stort Tillykke.
I disse dage bliver der holdt rigtig mange taler for jer, og mange af de taler har nøjagtig det samme budskab:
De handler om, at I endelig - endelig - ikke må lade jer presse og stresse af præstationssamfundets konstante krav om succes..
De advarer jer mod det, der foregår i samfundet, og hvis man ikke vidste bedre kunne man tro, at der blev holdt tale for plejehjemsbeboere, der skal slippes ud i den corona-befængte virkelighed efter tre års isolation.
Det lyder ikke som taler til raske unge mennesker, der har livet foran sig og kan guffe det i sig i store, grådige klumper.
Hver gang jeg hører sådan en trist tale, så tænker jeg, at det er et utrolig negativt syn på samfundet. Som i øvrigt også er forkert.
For det er jo løgn, helt ærligt, at der er masse mennesker i samfundet, der går rundt og forventer noget af jer konkret. Af Linnea, af August, af Aisha. De fleste er da fuldkommen ligeglade, med mindre de kender jer personligt.
Faktisk er det største problem, man som menneske kan have, det omvendte: At der ikke er nogen, der forventer noget af en overhovedet: Så kan man ikke engang skuffe.
Jeg tror, at de fleste mennesker før eller siden når til den erkendelse, at den største lykke, er, hvis der er nogen, som satser på dem, stoler på dem, regner med dem, for det betyder, at de har gjort en forskel for andre.
Men nu skal jeg heller ikke gøre mig DUMMERE. For jeg ved da godt, at når man taler om præstationssamfundet, så taler man ikke om, hvad andre mennesker i samfundet måtte have af konkrete forventninger til konkrete personer, men om samfundets STRUKTURER.
Man taler om Hr. og Fru struktur, der angiveligt undertrykker os på alle mulige forskellige subtile måder. Hr. og fru struktur undertrykker os på grundlag af køn, seksualitet, klasse, hudfarve, etnicitet, JA OGSÅ bopæl - det gule danmark MOD de københavnske saloner ELLER PÅ GRUNDLAG AF profession - velfærdsstatens fodsoldater mod skrivebordsgeneralerne JA ENDDA - HVILKET I HØJESTE GRAD ANGÅR JER - STUDENTERNE - PÅ GRUNDLAG AF UDDANNELSE - de fine fra gymnasiet mod taberne fra erhvervsskolerne. I sidstnævnte tilfælde skal det forestille at være jer, der bliver favoriseret på bekostning af dem fra teknisk skole.
Som I kan høre, er der efterhånden så mange måder at være undertrykt på af disse strukturer, at vi nærmest ALLESAMMEN er forfordelt på et eller andet parameter.
Desværre har det ensidige fokus på strukturer gjort, at vi i vores samfund i dag konkurrerer om, hvem det er mest synd for. Hvem der er mest offer for strukturerne.
Og det er virkeligt trist, for der er jo faktisk nogle derude, det ER synd for. Rigtig synd for. Der er kvinder, der lever i voldelige forhold. Der er børn, der bliver mishandlet af deres forældre. Der er psykisk syge, der plages af tvangstanker. Der er gamle, som sidder alene og lider under ensomheden. Fortsæt selv listen. Og det bliver da ikke mindre synd for dem af, at de svageste i vores samfund i realiteten i dag konkurrerer med de stærkeste om, hvem der har det hårdest.
Så lad mig slutte med at slå en ting fast: Jeg har aldrig I MIT LIV mødt en samfundsstruktur.
Derimod har jeg mødt rigtig mange mennesker, og nogle af dem var flinke, og andre var idioter, og hver især var de med deres opførsel med til at gøre livet rart eller surt for mig. For kære studenter, vi ved det godt: Det er altså ikke bare samfundet, der skaber os, det er også os, der skaber samfundet. Og de mennesker, jeg elsker højest, er også dem, jeg har de højeste forventninger til.
Så det smukkeste, jeg kan tænke på at ønske jer, er, at I får et liv, hvor I giver andre mennesker - jeres børn, jeres forældre, kollegaer, venner, ja, hvem som helst, I møder på jeres vej - rigtig høje forventninger.
Stort Tillykke.