Trods alle profetier om venstrefløjens død, så står vi her altså igen.
Trods alle påstande om ideologiernes død – så blev det altså alligevel 1. maj – også i 2005.
Vi tabte valget i februar.
Og både Socialdemokratiet og SF har som direkte følge af det, haft urafstemninger om nye formænd.
Jeg synes venstrefløjen på den måde har vist, at vi kan vende et nederlag til en sejr.
Vi har nu vist, at demokrati og medindflydelse trives bedst på venstrefløjen.
Vi har vist, at på venstrefløjen tør vi lade almindelige mennesker træffe de store beslutninger.
Sådan skal det være i alle tilværelsens forhold.
Det er jo også derfor vi holder 1. maj.
For at mindes en tid, hvor politiske rettigheder ikke var en selvfølge, men noget, som blev tilkæmpet.
For at mindes, at venstrefløjen har måttet kæmpe hårdt og længe.
Og vi skal mindes de store sejre, vi har opnået.
Man siger, at det er det private erhvervsliv, der skaber væksten og værdierne.
Men kig på verden omkring os:
De rigeste lande i verden har samtidig haft
- en stærk arbejderbevægelse
- en stærk venstrefløj
- en stærk velfærdsstat
Det er ikke tilfældigt.
Vi har grund til at være stolte af, hvad vi har opbygget af velfærd og velstand og relativ social retfærdighed.
Og vi kan se på en række andre lande, at nok er de rige. Og måske også nok rigere
- men de har langt større og værre fattigdom
- langt større og værre kriminalitet
- langt større og værre modsætninger mellem dem med alle muligheder og dem helt uden muligheder
Men vi hverken kan eller skal hvile på laurbærrene.
For det er jo ikke sådan, at de værdier, vi har skabt sammen, står til evig tid.
De skal styrkes. De skal forbedres. De skal udvikles. Og de skal undertiden forsvares.
Dét handler 1. maj også om.
Vi står nu foran Danmarks historiens største ændring af den offentlige sektor. Kommuner lægges sammen, amter nedlægges og mange offentligt ansatte skal flytte – uden at de ved hvorhen. Mange opgaver skal nu varetages af kommunerne, uden at der er sikkerhed for, at kommunerne rent faktisk er i stand til at varetage disse opgaver. Og der bliver ikke afsat en krone til hele denne omlægning. Det kan true vores velfærdssamfund på en måde, så vi pludselig kan stå med en minimalstat, helt i Foghs ånd.
Derfor handler 1. maj også om, at vi giver hinanden et løfte om, at vi står sammen om udviklingen af velfærdssamfundet og står sammen om det projekt, der ligger foran os.
Og at det projekt skal være et der forener – ikke et der splitter!
Venstrefløjens projekt er netop mangfoldigheden. Vores projekt er for de unge, de smarte og de veluddannede. Men vores projekt er også for platuglerne og lommetyvene. De trendy, de funky og taberne. De stærke og de nedslidte. Og så alle os andre.
Det er vores alle sammens land. Og der skal være plads til alle.
Venstrefløjens projekt er et bæredygtigt samfund – et samfund, hvor alle kan leve og udfolde sig med respekt for forskelligheder.
Dét handler 1. maj også om.
Vi bruger den dag til at være sammen. På tværs af alder, køn, uddannelse, hudfarve …
1. maj er vores – venstrefløjens – markering af, at vi vil et andet samfund. Et samfund som er socialt, etnisk, miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt.
Det blev 1. maj alligevel, og det bliver det også næste år.
For venstrefløjens dagsorden er stadig relevant, trods alle de borgerliges forsøg på at tale det væk.
Jeg møder mange unge, når jeg er rundt til møder i hele landet.
Og jeg kan sige til jer, der er her i dag – det lover godt for fremtiden.
Venstrefløjen vil igen blive en politisk magtfaktor! Der står masser af engagerede og begavede og indignerede unge på spring.
Og de har en vaskeægte venstreorienteret dagsorden:
De skal have plads til at sætte ord på deres meninger, drømme og håb!
Vi skal genrejse et Danmark, vi kan være bekendt. Et Danmark, som ikke er præget af intolerance.
Et Danmark, som ikke lefler for racisme og fremmedhad. Et Danmark, som ikke lader folk leve og dø på gaden.
Et Danmark, som ikke går i krig i Irak på en løgn.
Et Danmark, som naturligvis har råd til u-landsbistand til verdens fattigste lande.
Et Danmark som investerer i uddannelser, i miljøet, ja – i vores fælles fremtid.
Vi skal og vi kan genrejse et Danmark, vi kan være bekendt.
Adelsmærkerne for venstrefløjen lever stadig – også blandt de unge:
Lighed, social retfærdighed og solidaritet stadig lever denne 1. maj 2005.
Dét fejrer vi i dag.
Det minder vi hinanden om i dag – sammen.