Anne Henriksens tale ved den svenske Barsebäckmarch

Der var engang en by
mange grønne tårne,
og grå gader,
og grønne kanaler.
Byen var hovedstad i et lille
dronningerige uden bjerge.
Det myldrede af børn
og voksne i byen;
nogle var raske,
og andre var syge.
nogle var rige,
og flere var fattige.
Men en ting havde de næsten alle til fælles: 
de kunne nu så godt li' [sic]
deres by
med de mange 
grønne tårne.

Byen lå ved et sund,
som godt nok ikke
var helt så rent
som i gamle dage. 
Men det så alligevel 
meget smukt ud, 
når solen skinnede
 og mange hvide sejl 
bevægede sig 
i vinden.

På den anden side af sundet
kunne man se kysten
af et andet land
og andre myldrende byer.

Menneskene i de to lande 
syntes nok
hver for sig
at det var et besynderligt 
sprog man talte
ovre på den anden side. 
Men man kom alligevel godt 
ud af det sammen,
og havde derfor ikke ført krig
i flere hundrede år.

På begge sider af sundet 
var byerne omgivet
af frugtbare marker.
Ja, så gavmild var jorden, 
at man kunne sælge korn
til mange landsdele
hvor jorden ikke gav nok.

En skønne dag skete der det,
at nogen fandt på
at bygge en ny slags fabrik 
på stranden
i landet
på den anden side af sundet.

Det var aldrig rigtig
til at finde ud af,
hvem der egentlig 
havde bestemt,
at der skulle bygges 
netop den slags fabrik
på netop
det sted.
Men en ting er ganske klar:
man havde aldrig nogensinde 
spurgt de mange mennesker
omkring sundet
om sagen.

Så da menneskene
en dag opdagede
to blændhvide huse
ved vandkanten,
to hvide kasser med striber
og høje skorstene,
– – ja, så var det,
at de gned øjnene
og rystede på hovedet,
og enkelte troede sågar, 
at de drømte.

Det blev nu straks forklaret,
at i de stribede huse
blev der lavet
lys
og kraft
og varme
til glæde for alle.
Og det lød jo meget godt 
altsammen.

Men det var nu engang såda[n]
med menneskeslægten, 
at nogle plagedes af
stort videbegær.

Og de nysgerrige 
i begge lande 
blev ved
med at spørge.

Og de bedrevidende gav nu 
besked om,
at den hvide fabrik 
også lavede 
fremmede stoffer,
som udsendte underlige stråler, 
som kunne skade 
hvert levende væsen,
som de ramte,
i meget lang tid.

Men alle de fremmede stoffer,
– sådan sagde man –
var så godt lukket inde,
at intet kunne slippe ud.
Og hvis noget alligevel
skulle slippe ud,
ja, så ville intet alvorligt ske, 
især ikke
i dronningeriget 
på den anden side.

Nogle holdt nu op 
med at spørge.
Måske var de tilfredse
med svarene,
eller måske ville de
helst ikke have
mere at vide
om sagen.
Men for mange gav 
hver besked blot ophav 
til nye gåder.

Og så var det, 
at det pludselig 
begyndte at blive 
rigtigt svært
at få svar 
på spørgsmål.

Politikerne lavede udvalg
sammen med
embedsmændene
som lavede udvalg
sammen med
teknikerne
som lavede rapporter
sammen med
forskerne
som så blev indkaldt
til politikerne
som lavede udvalg
med hinanden.
Og helst sad de allesammen
i lange møder,
hvor de lavede Argumenter [sic.]
– som de utaknemmelige 
mennesker fandt
mer' og mer' latterlige 
og selvmodsigende.

Trætte af udvalg 
og fulde af mistro
gik menneskene nu selv 
på jagt
efter virkeligheden.
De brugte deres læseevne 
og deres sunde fornuft. 
Og hør blot
hvad
de fandt:

I den hvide fabrik, 
som skulle være så god, 
fandtes der rør,
som sad tåbeligt,
og rør med revner i. 
Og bygninger var placeret 
i forhold til hinanden, 
som de ikke burde være,
og med en alt for tynd
væg imellem.
Og de hvide kasser
var så små,
at trykket kunne blive
for stort
derinde.

Og den byggeplads på stranden,
som skulle være så god, 
blev overfløjet af tusindvis
af store flyvemaskiner hver måned.
Og i undergrunden var 
der sprækker,
så at jorden kunne finde på
at flytte sig
en dag.

Og alligevel var fabrikken 
ikke stærk nok
til at tåle faldende flyvemaskiner 
eller rystende jord.

Men mest af alt
tænkte man på,
at det var levende mennesker,
der passede fabrikken.
Og ingen havde nogensinde 
mødt et levende menneske, 
som ikke kunne
lave fejl.

Man opdagede også, 
at hvis det gik galt 
– sådan rigtig galt –
på den hvide fabrik, 
så kunne vinden bære 
de fremmede stoffer 
langt væk
i begge lande,
også over sundet
til byen
med de mange grønne tårne.

Og hvis det skete
ville sygdomme hærge 
blandt voksne og børn, 
og menneskene blive 
tvunget til at flytte
fra egnen.
Alt arbejde standset –
hjem uden liv – 
gader uden mylder – 
en død by
år efter år.

Og af de, 
der burde vide det, 
var der ingen,
der vidste, 
hvordan menneskene skulle fjernes
i hast
fra en forgiftet by.
Eller hvordan landet
skulle leve
uden sin hovedstad.
Eller hvem der skulle
rense byen
ren igen.

Nu voksede vreden, 
og mennesker kom sammen 
i mægtige marscher
på begge sider af sundet. 
“Fabrikken skal væk”
blev man ved med at råbe. 
“Hvad nytter det at 
lave lys og varme med den ene 
hånd,
når man ikke kan undgå 
at lave gifte og løgne 
med den anden.“
"Vi vil hellere beholde
vores byer og marker
end at bruge den 
hvide fabrik."

De, der havde magten
løb nu
hurtigere og hurtigere
fra møde til møde
og talte til Folket i fjernsyn: 
om Sandsynligheder
og Evakueringsplaner 
og Nedsætningsfaktorer og Energikrise
og Tillidskløfter
og Landets Interne
Anliggender
og deres egen Politiske 
Ansvarlighed.

Men børnene pegede fingre 
og råbte:
"Se, Kejseren er nøgen.
 I har jo ikke noget på. 
Jeres ord er bare luft."