– Fru formand!
Mennesker bliver dræbt på grund af deres kærlighed. Mennesket skal ikke dømmes til døden for at elske et andet menneske af samme køn. Det er absurd, og det er umenneskeligt.
Jeg priser mig lykkelig for hver dag at mine børn og børnebørn vokser op og er født i Danmark, hvor man har ret til at elske den, man vil. Men selvom vi er foregangsland i EU i forhold til LGBT+-rettighederne, så skal vi ikke være blinde for, at personer dagligt oplever diskriminering i EU, og at flere af medlemsstaterne laver hadefulde og diskriminerende lovgivning mod disse personer.
Min egen søn er homoseksuel. Han har oplevet at blive slået ned på grund af sin seksualitet. Derfor er det noget, vi skal gøre rigtig meget ved. Det hører fortiden til, og det skal stoppes.
Lad os i stedet se fremad og gøre fremtiden endnu bedre for de personer. Det kan vi, det skal vi, og det vil vi.