Godaften
Mit navn er Aslak, jeg bliver 19 her om lidt – Og så er jeg transkønnet.
Jeg vil gerne fortælle en lille historie om hvor vigtigt støtte og anerkendelse kan være for børn og unge som stiller spørgsmål til hvem de er her i verden – Og hvordan det føles at være det foruden.
Jeg kan huske den dag så tydeligt.
Året er 2016 – Det er forår, blæsten svirvler i træerne, solen skinner let fra en lidt overskyet himmel – En blond ung pige gemmer på en hemmelighed som snart ændrer en hel del ting.
Vi er i Store Fuglede, en lille landsby udenfor Kalundborg – Jeg er 11 år gammel, mange ser mig som enhver anden pige, måske lidt genert, drenget og stille, men helt ordinær.
Det er midt på formiddagen, jeg har sagt til de gamle at der noget vigtigt som jeg er nødt til at snakke med dem om, jeg går ængstelig rundt og venter på at de kommer ind i stuen og sætter sig ved det spisebord, som normalt kun bliver brugt til fest og finere besøg.
De får sat sig, og jeg følger hurtigt efter, dem på den ene side og mig overfor dem – Jeg kan mærke jeg bliver tør i halsen og det knuger i maven.
“Mor, far, jeg vil gerne have i omtaler mig som en dreng og ser mig som jeres søn.”
Stilhed, en stilhed så høj at det gør ondt i ørene og man bliver svimmel.
De sidder og kigger lidt på mig, jeg kan ikke tyde hvad de føler – Men glade er de ikke.
Når unge trans og non-binære personer ikke oplever støtte fra deres familie ift deres identitet, er de i højere grad udsat for mulige selvmordstanker. Støtte og accept er altafgørende – frem for afvisning af de problemer de står med.
Forskning viser det at selvmordsraten og selvmords-tendenserne blandt transkønnede er betydeligt højere sammenlignet med befolkningen generelt. Den ligger på 32%-50% på tværs af verden, og hvor mange oplever diskriminering, mobning, vold, og at blive afvist af familie, venner og miljø.
Jeg har selv oplevet det hos de transmennesker, jeg har mødt, og set hvor svært de har haft det.
Kort sagt er det at leve med en transidentitet er ikke nemt.
Selv har jeg følt mig alene, da min familie ikke forstod mig, og jeg havde et voldsomt stort had til den, jeg var.
Men alligevel vil jeg ikke være min identitet som transmand foruden.
Fra 2016 og til i dag er der sket meget. I løbet af de otte år gik mine forældre fra at have svært ved at forstå min identitet og mine udfordringer til at støtte mig og være stolt af den søn, de har fået.
I dag er jeg stolt af det menneske jeg er, de venner jeg har og hvor langt mine forældre og min familie er kommet i deres forståelse.
Så.
Hvis jeg kunne sige en ting til 11 årige Aslak tilbage i 2016, så er det
“Mor og far er måske ikke på din side endnu, men det er de en dag, og du vil elske og forstå dem endnu mere end nu, du er stadig ung, og livet er ikke forbi.”
Hvis jeg kunne sige en ting til 13 årige Aslak, så det ville det nok lyde sådan her
“Jeg ved tingene er hårde, jeg ved at du skændes med de gamle, og jeg ved det aldrig ser ud til at stoppe – Men hæng fast, for tingene bliver bedre, det lover jeg.”
Hvis jeg skulle sige en ting til 15 årige Aslak, ville det være
“Dit liv er dyrebart, jeg ved tingene er hårde nu, og jeg ved at du har lyst til at forlade det hele, men du vil en dag have folk der ser op til dig, du vil have forældre der forstår dig mere end aldrig nogensinde før, du vil føle dig værdsat.”
Hvis jeg skulle sige en ting til migselv for et år siden, ville det nok være
“Hvad sagde jeg?”
Hvis jeg skulle sige en ting til jer som måske har svært ved at forstå os og vores problemer, så er det nok
“Prøv, I behøver ikke få den fra starten af, men prøv.”
Og hvis jeg skal sige en ting til alle jer der står her idag og måske har det lidt som jeg havde det engang, så ville det være
“Jeg tror på jer, I er lige dem, som I skal være, og det må I aldrig lade andre folk udfordre.”
Tak.