Astrid Stampe Feddersens formandsberetning ved Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde

Ingen af os havde vist tænkt sig, da vi ifjor samledes til Fællesmøde i Odense, at vi igen i Aar skulde samles under Trykket af den forfærdelige Verdensulykke, som denne grufulde Krig er! Om to Maaneder har den varet i sam­fulde to Aar og fyldt Verden med Sorg, Lidelse og Elendighed, og selv i de Lande, som har været saa lykkelige at kunne holde sig neutrale, hemmet Fredens Arbejde.

Trods alt var der dog Fest over vort Fællesmøde ifjor. Vi Kvinder havde endelig naaet det, vi saa mange Aar havde kæmpet for: politisk Ligestilling med Mændene, og det kastede en egen Glans over vort Møde, at vi vid­ste, at det var grundlovsvedtaget, at inden Aaret var omme skulde vi Kvinder gaa til Valg som Mændenes Ligestillede, og den 5. Juni 1916 skul­de den Rigsdag samles, som vi Kvin­der havde været med til at vælge. Men Krigen, som hindrer frit menne­skeligt Liv, selv i de neutrale Lande, lagde ogsaa sin dødbringende Haand paa Kvindernes unge Frihed. Rege­ring og Rigsdag enedes om at udsæt­te Valget efter den nye Grundlov i det mindste til 1917 for ikke at udsætte Landet for de Vanskeligheder et Kampvalg, en Styrkeprøve mellem Partierne, hvor der maaske vilde fal­de mange uforsigtige Ytringer, kunde volde.

D. K. mente ikke, at vi Kvinder, der endnu er politisk uansvarlige og ik­ke har større Kendskab til de vanskelige udenrigske Forhold, end Aviserne giver, turde protestere paa anden Maade end i Kv. og Sf., og dette har vi gjort, men vi følte og føler en dyb Skuffelse over stadig at skulle se Statsskibet styret af en Rigsdag og Regering, hvor Kvinderne er aldeles uden den Indflydelse, som det er vor lovlige Ret at udøve.

 Dette har naturligvis lagt sin lam­mende Haand paa D. K.s politiske Virksomhed, men lidt har vi dog faaet udrettet Blandt de mange Udvalg, som nedsaltes ved vort første Fællesstyrelsesmøde efter Odensemødet, nedsattes ogsaa et Udvalg til at vir­ke for, at de kvindelige Synsmaader blev repræsenterede paa Rigsdagen. Udvalget holdt Møde med indbudte Repræsentanter for de forskellige po­litiske Partier, som alle efter Indby­delse havde sendt en Repræsentant paa nær Socialdemokraterne. Man forelagde dem D. K.s Odensepro­gram og bad dem virke for, at de­res Partier stillede sig velvillig over­for de forskellige Punkter deri, hvil­ket de lovede. Derefter sendte D. K. sit Program til Formændene for de politiske Organisationer med samme Anmodning. Og vi har haft den sto­re Tilfredsstillelse, at de tre Partier i deres Arbejdsprogrammer har opta­get fra vort Program Kravet om Kvinders retslige Ligestilling med Mænd. Et enkelt Parti (Venstre) har desuden lovet at ville støtte Kvinders Stræben efter at uddanne sig til deres særlige Gerning i Hjemmet; det kon­servative Folkeparti har udtalt at vil­le støtte Kvindernes Stræben efter at udvikle og dygtiggøre sig til den frie, selvstændige Samfundsborgers Arbej­de og Ansvar. Det radikale Parti har særlig fremhævet Kvinders lige Ad­gang med Mænd til at beklæde Embeder.

Det socialdemokratiske Parti har ikke udtalt sig om Kvinderne paa sit Program, men af deres Repræsentan­ters Udtalelser paa Rigsdagen fremgaar det, at dette Parti ikke stiller sig mindre velvillig overfor Gennemførelsen af Kvinders fulde Ligestilling med Mænd end de andre Partier.

Dansk Kvindesamfund har ogsaa rettet Anmodning til Formændene for de politiske Partier om ved de kom­mende Valg at stille kvindelige Kan­didater op.

Det samme Udvalg havde ogsaa forberedt sig paa, at D. K. ved det ventede Rigsdagsvalg skulde adspørge Kandidaterne, om de vilde virke for flere forskellige Ting, som særlig vedrørte Kvinderne, saasom Kvin­ders Adgang til Embeder, lige Løn for lige Arbejde, Hustruens Retsstilling og Raadigheden over Børnene o. s. v., o. s. v. Men da Valget ikke blev til noget, faldt dette bort.

Der er af Afholdsorganisationerne blevet rettet Anmodning til D. K. om at adspørge ved Valgene, om Kandi­daten vil virke for Spiritusforbud, li­gesom Foreningen „Svalen” har an­modet os om at adspørge, om Kandi­daten vil virke for Dyreværn, idet man har gjort gældende, at det var Sager, der laa Kvinderne saa nær. Det gør de ogsaa, lige saa vel som Fredssagen, men D. K. har maattet svare til disse som til tidligere An­modninger, at vi kun virker for Sa­ger, der kommer ind under Kvindesagen — Kvindens Ligestilling med Manden — og ikke kan optage andre Sager paa vort Arbejdsprogram, dels fordi vi har fuldt op af Arbejde og ik­ke kan overkomme mere, dels fordi det vilde virke splittende, om vi optog disse Sager, om hvilke der er delte Meninger imellem D. K.s Medlemmer. Vi knyttes alle sammen af vort ene store Maal: „Lige Ret for Mand og Kvinde”, alle politiske Partier, Forbudstilhængere og Modstandere, forsvarsnihilistiske Fredsvenner og forsvarsvenlige Fredsvenner, alle kan vi arbejde sammen, naar vi holder vort store Formaal rent og klart og kun arbejder for det.

Har vi end — paa Grund af For­holdene — ikke kunnet arbejde di­rekte politisk, saa har vi samlet vore Kræfter paa det indirekte, politiske Arbejde, nemlig paa at oplyse Kvin­derne rundt om i Kredsene om det Samfund, hvis Styrelse de nu er kal­dede til at faa indflydelse paa. D. K. har særlig sat sine Kræfter ind paa at faa oprettet Kursus i Samfundslæ­re. I Efterhøst blev der nedsat et Ud­valg, som Skolebestyrer Iversen, Lyngby, blev Medlem af. Han har i flere Aar ledet et Kursus i Samfunds­lære i Lyngby, som har givet saa ud­mærkede Resultater, og i Samraad med ham sendte Udvalget i Efterhøst alle Kredsene en Plan for slige Kur­sus, og han har tillige udarbejdet en Ledetraad i Samfundslære indeholden­de en Gennemgang af Grundloven indtil Par. 40, og en Fortsættelse af denne Ledetraad vil med det første blive udsendt.

Fuldt saa grundig som Udvalget havde tænkt sig det, er disse Kursus i Samfundslære ikke bleven gennem­førte, men der er dog udført et godt Arbejde paa det Omraade ude i Kred­sene Der er bleven udsendt Fore­spørgsel til alle Kredsene om, hvor­vidt der har været afholdt Kur­sus i Samfundslære, hvilken Plan man har fulgt o. s. v. 56 Kredse har svaret. 23 af disse har haft en Slags Kursus eller oplysende Foredrag med Spørgetime. Af disse 23 har igen kun 10, været helt eller delvis, saaledes, som Udvalget har tænkt sig. I første Linie staar her Lyngby Kred­sen, derefter Aale, Helsingør,  Nr. Sundby, Nordby paa Fanø; Ulfborg, Struer, Stubbekøbing, Thisted og Ros­kilde. I Aale Kredsen har man for­fattet et kortfattet Uddrag af vor For­fatnings Historie. De øvrige 13 hører nærmest ind under Betegnelsen: „Op­lysende Foredrag med Spørgetime”. Ungdomsudvalget i Kbhvns. Kredsen har afholdt to Kursus i Samfundslæ­re, og D. K.s Hovedkontor har faaet et ganske udmærket Kursus med Sko­lebestyrer Iversen som Lærer. D. K. har Planer om til næste Aar at faa hele denne Virksomhed, som vi anser for noget af det, der i Øjeblikket er det vigtigste, udvidet og vil derfor søge at skaffe os nogen pekuniær Støtte. Men da det endnu kun er Planer, vil vi ik­ke omtale dem videre. — Af andet politisk Oplysningsarbejde maa næv­nes, at flere af Kredsene, f. Eks. Kø­benhavns Kredsen har faaet en Poli­tiker af hvert Parti til at holde Fore­drag, for at Kvinderne kunde danne sig en selvstændig Mening om vore po­litiske Forhold.

Med vor smukke, stolte Plan: som et Minde om, at vi Kvinder har faaet politisk Valgret og Valgbarhed, at rejse en Statue af Dronning Mar­grethe paa Slotsholmen midt i Dan­marks Hovedstad, kan der nu under Krigen ikke arbejdes noget videre, da man i denne Dyrtid ikke kan begynde paa en Indsamling. Men der er dan­net et Forbund af kvindelige Lands­organisationer i hele Landet, og det er dette Forbunds Plan at se at faa indsamlet saa mange Penge, at der kan udskrives en Konkurrence mellem Billedhuggere.

Saa har D. K. haft sit vanlige Ar­bejde: At staa paa Vagt. Et Led i dette Arbejde er det, at Fællesstyrelsen d. 9. Juli 1915 indgav et Andragende til det Udvalg Landstinget havde nedsat, om Forslag til Lov om den kommuna­le Beskatning, og bad om, at der i Lo­ven maatte blive indsat en Bestem­melse om, at den gifte Kvinde maatte betale sin Skat uafhængig af Manden: Loven siger nemlig, at Manden beta­ler Skat baade af sin Hustrus Særind­tægt og af deres fælles Indtægt. Og saa kan det hænde, at Hustruen mi­ster sin kommunale Valgret, naar Manden ikke har betalt Skat, ja, det vides at være hændt, at en Mand, som ikke ønskede, at hans Hustru skulde udøve sin kom. Valgret, har undladt at betale Skat, Men Lands­tingets Udvalg har ikke under hele sidste Rigsdagssamling afgivet nogen Betænkning, hvorfor D. Kv.s Udvalg in­tet videre har kunnet foretage sig.

I Anledning af Retsreformens Ved­tagelse har D. K. indgivet et Andra­gende til Justitsministeren, hvori D. K. peger paa flere Paragrafer, hvori Ordet „Mænd” bruges, hvilket synes at udelukke Kvinder. Det synes ifølge „Lov om Rettens Pleje” som om kun Mænd kan beklæde „Dommerembeder ved Landets samtlige Retter”, som om kun Mænd kan blive Justitssekretærer og Fuldmægtige ved Højesteret, Landretterne o. s. v., o. s. v., Rets­vidner, offentlige Anklagere, Politime­stre, Medlemmer af Forligskommissionen, samt Vidner og Vurderingsmænd ved Ekskutionsforretninger. — I alle disse Paragrafer bruges Ordet Mænd; men da alle Partierne i sine Program­mer har optaget Kvindens retslige Li­gestilling med Manden, maa man an­tage, at det alene bør opfattes som Gentagelser af en i, den tidligere Lov anvendt Sprogbrug, som er bleven staaende uforandret overalt, hvor der ikke er Tale om Indførelse af et nyt Krav. D. K. ansøger derfor i sit Andragende om, enten at Ordet „Mænd” de paagældende Steder maa blive om­byttet med et Ord, som ogsaa om­fatter Kvinder, eller at Loven maa blive ledsaget af en Tilkendegivelse af, at Ordet Mand skal opfattes i Be­tydningen Menneske,hvilket det be­tød i gamle Dage og endnu stundom betyder i vor nuværende Sprogbrug (f. Eks. Formand), saaledes at det ik­ke udelukker Ansættelsen af en Kvin­de, hvor en slig ønsker at søge Stil­lingen og er vel egnet dertil.

Overfor „Den skandinaviske Familieretskommission” har D. K. ogsaa søgt at fremkomme med sine Syns­punkter. — I Septbr. 1915 modtog D. K. fra Fru Estrid Hein, Medlem af den skandinaviske Familieretskommission, Kommissionens Udkast til en Lov om Formueforholdet mellem Ægtefæller. Udkastet havde en rent foreløbig Ka­rakter og maatte behandles med stor Diskretion, da en Kommission selvfølgelig ikke ønsker sine Overvejelser og Meninger drøftede af udenforstaaende, saa længe Arbejdet endnu er paa de rent forberedende Trin.

D. K.s Familieretsudvalg udarbej­dede en udførlig og motiveret Betænk­ning over de Spørgsmaal, der er af Interesse for Kvinderne, og denne Be­tænkning blev, efter at have været fo­relagt Forretningsudvalget, sendt til Fru Hein, der har bragt vore Ønsker videre til Kommissionen.

Men selv om selve Kommissionens foreløbige Forslag er udelukket fra al­mindelig Drøftelse, er der selvfølge­lig intet i Vejen for, at Spørgsmaalene om Ændringen af Formueforholdet mellem Ægtefæller kan drøftes i Dansk Kvindesamfund, og dette har ogsaa i nogen Grad fundet Sted, dels ved Artikler i „Kvinden og Samf.”, dels ved Foredrag i Kredsene og en­delig ved Januarmødet, hvor Fru Valfrid Palmgren Munch-Petersen frem­hævede de Ønsker, der særlig ligger Kvinderne paa Hjerte. Endelig skal i denne Forbindelse nævnes den vellyk­kede Fest, som D. K. i Decbr. 1915 gav for Familieretskommissionens Medlemmer, ved hvilken Lejlighed Familieretsudvalgets Formand Fru Holten-Bechtolsheim, f. Rickmann, pegede paa de Punkter, der i Udval­gets Betænkninger er lagt mest Vægt paa.

Ved Formandsmødet gjorde D. K. en lille Fest for de islandske Kvinder for at udtale vor store Glæde over, at vore Søstre paa Island havde faaet politisk Valgret og Valgbarhed, lige­som de danske Kvinder. Og det var en Fornøjelse at se en hel Del af de unge islandske Kvinder, der er bosid­dende her i Kbhvn., som vore Gæster, nogle endogsaa i den smukke ejen­dommelige Nationaldragt og faa Lej­lighed til en Gang at lægge for Dagen, hvor varmt vi føler for det gamle og dog saa ungdomsfriske islandske Folk, der under Frihedens Fane udvikler sig med rivende Fart.

De husker nok, at det paa Mødet paa Marienlyst 1914 efter det nordiske Kvindesagsmøde af Tillidsmændene fra de forskellige Organisationer i al­le de nordiske Lande enstemmig ved­toges, at vi skulde se at danne en fast nordisk Organisation, som kunde holde Sambaandet mellem de nordiske Folk vedlige og være det Redskab, hvorigennem vi virkede, naar vi øn­skede at træde op i Fællesskab. Alle Organisationerne lovede hver at ind­sende sit Forslag til D. K. Men saa kom Krigen, og kun fra et Land — Finland — fik vi et Forslag, de andre foreslog, at vi skulde vente til efter Krigen. Men Krigen synes jo ikke at ville holde op, og D. K. syntes saa, at det var galt, at det nordiske Samarbej­de, der var saa godt begyndt i 1914, skulde visne hen og hvile i aarevis. Dertil kom, at D. K. syntes, at det kunde være af Betydning, mens den skandinaviske Familieretskommission sad, at fremkomme med en fælles nor­disk Udtalelse om, hvad der — paa det familieretlige Omraade —, var de nor­diske Kvinders Mindstekrav. D. K. sendte derfor i Novbr. i Fjor en Skrivelse til alle Repræsentanter, der del­tog i Mødet paa Marienlyst 1914, med Forespørgsel om hver Organisation vil­de sende en Tillidsmand herned som D. K.s Gæst i Januar 1916 for at vi kunde forhandle om at danne en nor­disk Organisation og om at frem­komme med en fælles nordisk Udtalelse til Familieretskommissionen. — Desværre sendte kun Sve­rige Tillidsmænd herned, men vi ud­arbejdede sammen paa Grundlag af det finske Forslag om Organisation, et Forslag, som vi derefter har sendt til Finlands, Norges og Islands Re­præsentanter. Vi har ikke endnu faaet Svar, men der er Udsigt til, at der inden Aaret 1916 løber ud, bliver et mindre nordisk Møde i Stockholm, hvor Formerne for den nordiske Or­ganisation saa skulde vedtages.

Den fælles nordiske Udtalelse om Kvindernes Mindstekrav til Familieretskommissionen viste det sig ikke at være saa let at faa istand, dels paa Grund af et lidt forskelligt Syn paa, hvad vi mente var det mindste, Kvin­derne kunde kræve, og dels fordi Nor­ge ikke havde sendt nogen Repræ­sentant; senere har vi dog faaet per­sonlig og skriftlig Forbindelse med Norge, der viser at ogsaa der finder man Tanken god.

Imidlertid udviklede Forholdene i Sverige sig saa hurtigt, at svenske Kvinder maatte skyndsomst indsende deres Udtalelse, hvis den skulde blive af Værdi, — Man arbejdede nu paa, at Danmark og Norge i Fællesskab skal indgive deres og henvise til den sven­ske. — Dette vil ogsaa give D. K. Lejlighed til at udtale sig officielt og direkte til Kommissionen, hvilket ikke kunde ske gennem det fortrolige iøvrigt meget værdifulde Samarbejde med et enkelt Medlem af Kommissionen, som jeg nys omtalte. Det nordiske Udvalg bad Familieretsudvalget, hvis Formand havde tiltraadt dette Udvalg, om at forme vor og pege paa, at de andre nordiske Lande ogsaa havde sendt eller vilde sende en Udtalelse. —

De synes maaske at vore Resulta­ter kun er smaa, men det er ikke saa let at faa saa mange Hoveder under en Hat. Vort Arbejde med den nordiske Sag har ikke været ringe, og det vil sikkert krones med Held, naar vi gi­ver Tid. Et kan De stole paa; det nor­diske Samarbejde skal ikke blive glemt eller syltet hen; vi vil altid være vaagne og ivrige for at opdyrke den Mark, som vil kunne give saa rig Frugt. —

Paa det praktiske Omraade har D. K. arbejdet støt og roligt som altid, og der har været holdt Kursus over hele Landet. Der har været afholdt statsunderstøttede Kursus ialt paa 31 Steder: 18 Steder Kursus i Husholdnings og Sundhedslære med ialt ca. 800 Elever og 13 Steder Kursus i Syning med ialt ca. 200 Elever. —

Den praktiske Ledelse er nu lagt ind under Hovedkontoret, og dette har øget Kontorets Arbejde en Del, men Systemet syntes at virke udmær­ket. Desværre har der været flere Ud­gifter for Kontoret, som jo vil mær­kes paa Regnskabet. Vor Skrivema­skine var slidt op, og vi maatte købe en ny, og Afgiften for Telefon er sat op, da vi havde mere end 2000 Sam­taler. Huslejen er ogsaa sat op, men om vor — som sædvanlig — sørge­lige økonomiske Stilling er det iøvrigt forbeholdt Kassereren at tale.

Jeg maa ogsaa nævne, at D. K. har modtaget to Gaver. Dagmar Hjorts Mand har givet os Restoplaget af sin afdøde Hustrus Bog: Kvinderetsbevægelsen i Amerika, hvilket vi i høj Grad paaskønner, og der er blevet sendt et Eksemplar til hver af Fællesstyrelsens Medlemmer. Der findes endnu en Del Eksemplarer, og hvis nogen sætter Pris paa at eje den al­deles udmærkede Bog, bedes De hen­vende sig til Hovedkontoret. Frkn. Laurberg og Gad har givet os Filmen til Valgrettoget den 5. Juni paa Ama­lienborg Slotsplads, og det er en stor Fornøjelse at eje den. Jeg haaber, at det vil lykkes os at vise den til Tillidsmændene ved dette Møde, og det vil sikkert more dem, der ikke var med hin mindeværdige Dag, at se hvor smukt, stilfuldt og imponerende det hele gik til.

De har nok lagt Mærke til, at Geheimekonferensraadinde Andræs Minde­legat ved Brødrene Andræs smukke og rigelige Gave er vokset, saa at vi i Aar har haft den store Glæde at kunne ud­dele 1700 Kr., men til næste Aar vil den Sum, D. K. faar at raade over, igen blive øget.

Som De tidligere har hørt, blev der i 1913 i afdøde Lærer Ludvig Triers Bo oprettet et Legat, kaldet „Ludvig Triers Legat til Fremme af Kvinders økonomiske Selvstændighed”. Og D. K. anmodedes om at styre dette Legat og uddele Renten af Kapitalen, naar denne engang blev ledig. Fore­løbig skulde nogle Slægtninge af Lud­vig Trier nyde Renten, saa længe de levede. Nu er imidlertid en Kapital paa omkring 14,000 Kr. i Februar i Aar bleven ledig ved en Legatnyders Død; den vil i Juni Termin blive ud­betalt til D. K., og vi vil altsaa til næste Aar faa en endnu større Sum at uddele til hint udmærkede Formaal.

Det er en meget stor Glæde, at der gives Mennesker, som tænker paa at støtte uformuende Kvinder i deres haarde Kamp for at uddanne sig, og jeg vilde kun inderlig ønske, at man­ge vilde følge efter i deres Spor. Gan­ske vist er det for det meste Mænd, der ejer Penge, og Kvinder har sjæl­dent meget at raade over. Men det er dog underligt, at de, som hidtil har givet os Penge til at støtte Kvinders Uddannelse til Selverhverv, kun er Mænd. Gid der blandt velhavende, barnløse Kvinder maatte findes nogle, som fik en saa dyb Følelse af, hvor haardt det er for en Kvinde, der skal uddanne sig til Selverhverv, at maat­te kæmpe med smaa Kaar, at de i de­res Testamente bestemte en Sum til at øge vore to udmærkede Legater med.

Fjorten nye Kredse er stiftet siden sidste Fællesmøde.

De fleste af dem har Repræsentan­ter paa dette Møde, og jeg byder her­ved disse nye Kræfter i vort Arbejde hjertelig velkommen. 

Vi havde haabet paa en større Til­vækst, men dels har Krigen sikkert ogsaa her virket hæmmende, dels har mange haft det Fejlsyn, at naar vi først havde faaet Valgretten, saa var Maalet naaet, og der var ikke mere at arbejde for. Men hvor tager de dog Fejl! Hvor vilde det være sørgeligt, om vi  Kvinder nu, da der ligger saa meget Arbejde for os: Arbejde for at oplyse Kvinderne og Vagttjeneste for at passe paa, — om vi nu splittedes for alle Vinde og lod de enkelte sejle sin egen Sø. Nej, D. K. er et grund­muret Hus bygget paa den faste Grund af stille, trofast, slidsomt Arbej­de, som Modgang og Skuffelser ikke har kunnet styrte i Grus. Skulde saa Medgangen kunne det? Nej, Medgan­gen maa lære os at fordoble vore Kræfter, saa at vi sætter alt ind paa at faa flere Kredse og flere Medlem­mer, som knyttes fast og inderlig sammen i Arbejdet for at oplyse Kvin­derne og holde et vaagent Øje med, hvor Kvinder bliver forbigaaede eller glemte. Samfundet er, som Manden har skabt det, og Manden har skabt det efter sit Hoved og til sit Tarv: der vil løbe meget Vand i Stranden, inden Kvinden faar tilkæmpet sig den Plads, tilkommer hende, og kan udøve den Indflydelse gennem sin Moderlighed, som i saa høj Grad tiltrænges, og først naar det Maal naas, er D. K.s Arbejde overflødigt. Lad os derfor holde trofast ud; være glade over det gode Vaaben, vi har faaet i Valgretten og stadig lægge flere og flere Kredse og Medlemmer til vor lille Flok.