August Golls foredrag i Kommunelærerforeningen

Det Spørgsmaal, jeg i Aften skal have den Ære at stille den ærede Forsamling, lyder — afklædt sin i Titlen indeholdte mere videnskabelige Form — kort og godt: Staar de uægtefødte Børn i Skolerne i Udvikling gennemgaaende — eller dog for en større Dels Vedkommende — tilbage for de ægte­fødte? Og hvad jeg her i Aften har at gøre Rede for er: Hvorfor gør jeg dette Spørgsmaal? Og hvortil skal Besvarelsen bruges?

Jeg skal da minde om, at den sidste Snes Aar hos os betegner en Reformperiode i Lovgivningen om uægtefødte Børn. Ligesom i Norge opstod herhjemme i Midten af 80erne en Bevægelse — udgaat fra frisindede Kredse — for at faa indført nye humane Regler paa dette Omraade, en Bevægelse, der førte til Loven af 1888, efterfulgt af Lovene af 1892 og 1900, hvis Indhold straks skal blive refereret. Her skal blot bemærkes, at denne Be­vægelse, som har sat sig Frugt i nævnte Love, ikke er standset med Tilvejebringelsen af disse. Med Dansk Kvindesamfund som Centrum, er Bevægelsen fortsat, og for Tiden er et privat Udvalg*) — med Tilslutning i indflydelsesrige Rigsdagskredse — beskæftiget med at søge vor Lov­givning bragt endnu et Stykke videre frem i samme Retning. Spørgsmaalet: uægtefødte Børns Retsstil­ling, kan alt saa formodentlig snart ventes bragt paa Bane for Lovgivningsmagten.

At overveje Sagen allerede nu har saaledes sin Betydning for enhver, hvem dens rette Løsning ligger paa Sinde, og hvis noget nyt ønskes draget frem, er det formentlig allerede nu Øje­blikket at forberede dette nye.

For mit eget Vedkommende har jeg den særlige Grund til at drage Sagen frem, at jeg som Medlem af førnævnte Udvalg selvfølgelig er interesseret i at berede Vejen for de Forslag, som Udvalgets Arbejde maatte føre til. Men for Resten taler jeg her ikke som Medlem af Udvalget, men udelukkende paa eget Ansvar.

At Spørgsmaalet de uægtefødte Børn fortjener den største Opmærksomhed baade fra Lovgivningsmagtens og Samfundsmedlemmernes Side er givet, allerede ved disse Børns store Antal i vort Land. Alene her i København fødes udenfor Ægteskab 2—300 Børn om Maaneden — ca. ⅕ af alle de Børn som kommer til Verden. Udenfor Køben­havn er Forholdet betydelig mindre udtalt; i det hele er dog for hele Landet af alle Fødsler ca. ⅒ udenfor Ægteskab, og der fødes aarlig ca. 7000 Børn udenfor Ægteskab.

Det, som tidligst har henledet Samfundets Op­mærksomhed paa disse Fødsler, er det Faktum, at der forefalder adskillige Drab af uægtefødte Børn; i den humane Periode, som indtraadte i dansk Lovgivning ved Midten af 18. Aarhundrede, indsaa man, at disse Barnemord ikke alene lod sig bekæmpe ved en haardhjærtet Straffelovgivning; man indsaa, at disse Drab havde, hvad man nu vil kalde dybere sociale Aarsager. I Forordning af 1763 er denne Erkendelse kommet til Orde. Den udtaler: — — — „naturlig Billighed tilsiger, at den, som med et „Kvindfolk” avler et uægte Barn, bør lige med Moderen tage Del i den Byrde og de Omkostninger, som Barnets Underhold og Opdragelse udkræver; men — siger Forordningen — det er dog ofte erfaret, at en og anden Barne­fader har søgt at unddrage sig denne Pligt og kaste al Byrden paa Moderen, som derved ofte, naar hun er fattig og ellers ingen Tilflugt har, sæt­tes i de „allerbedrøveligste Omstændigheder”, hvil­ket lettelig kan have adskillige farlige og skadelige Følger” — der har vi Barnemordene. Af denne Grund foreskriver saa Kongen, at Barnefaderen fremtidig efter hans Vilkaar og Formue skal er­lægge Halvdelen af de Omkostninger, som Bar­nets nødtørftige Underhold efter Øvrighedens Skøn udfordrer, og dermed vedblive, indtil Barnet er 10 Aar gammelt.

Denne Forordning er endnu den Dag i Dag det retslige Grundlag for Faderens Pligter mod det uægtefødte Barn. Kun er Bidragspligten 1839 bleven udstrakt til Barnets 14de Aar, dog at Bidra­get for de 4 Aar fra 10—14 kan nedsættes, fordi Barnet da i Reglen selv kan erhverve noget. Og ved de førnævnte Love af 1888 med Efter­følgere, er Bidragspligten strakt endnu en Del videre, løber altid til det 14de Aar — og kan ud­strækkes til det 18de Aar, dog kun naar det op­lyses (det maa altsaa godtgøres), at Barnet endnu fremdeles trænger til Hjælp, d. v. s. er kommet paa Fattigvæsenet eller er aandssvagt, Krøbling eller paa anden Maade ikke-arbejdsdygtigt. Hertil føjer Loven af 1888 etc. den vigtige Regel, at hele Samfundet indtræder overfor Barnemoderen som en Slags Kautionist for Bidragets Erlæggelse, det hun af det Offentlige i Trangstilfælde kan faa Bidraget udredet af Stedets Fattigvæsen saaledes, at Beløbet betragtes — ikke som Fattig­hjælp til Moderen, men til Faderen, og altsaa over­for ham og kun overfor ham har Fattighjælps sædvanlige Virkninger.

Det er dog ikke hele det Barnefaderen faktisk paalagte Bidrag, Moderen kan faa af det offent­lige, men kun Normalbidraget, d. v. s. saa stort et Beløb, som paa den Egn, hvor Barnet forsør­ges, i Almindelighed udredes af uformuende Barne­fædre. Denne Ret er saa endda yderligere knyt­tet til forskellige Betingelser: Moderens Forsørgelsesret her i Landet, at Faderen lever og ikke er udvandret herfra m. fl.

Hvad nu dette Underholdningsbidrag angaar, maa man lægge nøje Mærke til, at det — saaledes som Ordene i Fdg. 1763 klart viser — er foreskrevet som et rent Billighedskrav for Moderen ; det er en Naadesbevisning mod hende, der ellers kommer i de „allerbedrøveligste Omstændigheder”, og denne Betragtning er, trods alle Reformer, ikke ændret ved hele den senere Lovgivning, ligesaa lidt som den vistnok i det hele taget er undergaaet nogen Forandring ude i vort Samfund. Bevægelsen fra 80erne gjorde sig gældende ud fra en Medlidenhedsfølelse mod Moderen, som man fandt utilstrækkelig beskyttet af den indtil da gæl­dende Lovgivning, og ud fra en tilsvarende For­argelse overfor den i Forhold til Moderen uret­færdig begunstigede Barnefader. Og stort ander­ledes stiller Sagen sig vistnok ikke den Dag i Dag selv hos Flertallet af dem, der med større eller mindre Styrke atter kræver Reformer indført.

Nu er jeg selvfølgelig ganske enig i, at der her — som overalt, hvor man har med fattige og ulykkelige Mennesker at gøre — skal vises Barnemoderen saa megen Humanitet, ydes hende saa megen Hjælp som vel mulig. Men jeg me­ner, at hvad der kan bygges op paa det Grund­lag, er utilstrækkeligt, naar man vil have Spørgsmaa­let om de uægtefødte Børn bragt i den rette Gænge. De uægtefødte Børns Retsstilling bør ikke bero paa Medlidenhed og Humanitet. Her bør ikke øves Barmhjertighed, men Ret, og den, om hvis Ret her er Tale, er ikke Mode­ren, men Barnet.

Barnets Ret overfor sine Forældre, de to, hvem det skylder sin Tilværelse — i anden Række overfor Samfundet — er det Udgangspunkt, som det gælder om at holde fast.

(Fortsat fra forrige nummer)

At der ved Siden af kan blive Tale om en Ret for Moderen, hvis Faderens Forhold overfor hende har haft Karakteren af en Forbrydelse, er en anden Sag; til Barnets Ret slutter sig da desuden Moderens Ret overfor Faderen paa fuldstændig Skadesløsholdelse, men Barnets Ret overfor Faderen bliver ikke større, fordi han har begaaet en Forbrydelse overfor dets Moder, og den bliver ikke mindre, selv om Mo­deren har aldrig saa megen Skyld i, at Barnet er kommen til Verden. Hele denne Skyldbetragtning, som naturligvis er afgørende, saa længe der er Tale om Humanitet og Velgørenhed, har slet intet at gøre med Barnets Ret. Først med den som Udgangspunkt bliver det muligt at komme ud over al den megen Tale om „Skyld“ og „Usædelighed“, som nu i saa mange Aar har gjort Begreberne taagede paa hele dette Omraade. Alle de mange Veklager over de „beklagelsesværdige" Mødre og de mange Forbandelser over de „skændige“ Fædre, hører, hvor berettigede de end i mange Tilfælde kan være, ikke hjemme i Retsspørgsmaalenes Sfære. Men akkurat lige saa lidt afgørende er de Betragtninger, man fra Praktikeres og Sagkyndiges Kreds i Reglen fører i Marken imod disse Veklager og disse Forban­delser — nemlig, at Barnemødrene langt fra altid er saa medynksværdige, og Fædrene ingenlunde altid er saa nederdrægtige, idet Forholdet under­tiden netop er lige omvendt. Det er aldeles givet, at de sagkyndige Praktikere har ganske Ret heri; men det beviser slet ingenting for det, som er Hovedsagen.

Hvad man end vil mene om Skyld og Brøde for Forældrenes Vedkommende, saa staar det fast, at Barnet i alle Tilfælde er uskyldigt, og at Barnet er lige uskyldigt, enten dets Tilblivelse skyldes en Kønsforbindelse udenfor Ægteskab eller i lovligt Ægteskab. Og uanset hvem af For­ældrene, der er den moralsk mest „skyldige“ i Forholdet til den anden, saa staar det fast, at Barnets Tilblivelse i ganske lige Grad maa hen­føres til begge dets Forældre. Barnets Ret maa derfor principielt være lige Ret overfor begge dets Forældre.

Men saaledes staar Sagen ingenlunde i vor nu­gældende Ret. Man kan ganske vist med Rette sige, at vor Lovgivning i Henseende til sin Hu­manitet overfor Moderen paa visse Punkter er en af de mest fremskredne i Verden, men Humani­tet og Ret er nu en Gang ikke det samme, og den Ret, vor Lovgivning yder Barnet, er virkelig overordentlig mangelfuld.

For det første har Loven aldeles ikke sørget for, at det Bidrag, som Faderen erlægger til Bar­nets Underhold, virkelig kommer det til Gode. Da det altid er Moderen, man har tænkt paa, ikke Barnet, saa er det efter Loven ogsaa hende, der faar Bidraget udbetalt; om det saa virkelig kommer Barnet til Gode, beror paa Moderens Forgodtbefindende. Og det er nu virkelig saa — her kommer Praktikernes Tale om de mange daarlige Barnemødre til deres Ret — det er virkelig saa, at Moderen i mangfoldige Tilfælde for­bruger Pengene til alt andet end til Barnets Be­hov. Det er bl. a. en af de Erfaringer, som hos Praktikeren skaber den stærke Modstand mod at give Moderen Ret til rundelige Underholdsbidrag, hvor Faderens Evne til at betale dem er sikker — en Modstand, som af sig selv vil bortfalde, saa snart man drager Konsekvenserne af, at det er Barnet, ikke Moderen, der har Ret til Under­holdsbidraget; det gælder da blot om at sikre Barnet det efter Faderens Forhold og Evner af­passede Bidrag, og Midlet hertil har den tyske Lovgivning allerede anvist — nemlig at der af det offentlige beskikkes Barnet en Værge, hvis Pligt det er at paase, at Bidragene, der udbetales til Værgen, ogsaa anvendes til Barnets Behov. For vore nyskabte Værgeraad er her en ny og smuk Opgave, som de naturligvis efter Omstæn­dighederne, hvor Moderens Hæderlighed og Omhu forekommer dem utvivlsom, kan opfylde ved at tillade Moderen selv at være sit Barns Værge, saa længe hun opfylder sine Pligter overfor Bar­net. Meningen er jo ikke, at Moderen skal skydes ud; men Opgaven maa være, at den daar­lige Moder kan skydes ud, og dertil er den of­fentlige Værgeinstitution paa dette Omraade et aldeles fortræffeligt Middel.

Hertil kender vor gældende Lovgivning imidler­tid intet, og at den ikke er naaet til at sikre Barnets Ret, kan da heller ikke forundre, siden den ikke en Gang er naaet til at anerkende den. Den gældende Lovgivning anerkender ikke det uægtefødte Barns lige Ret overfor begge dets Forældre; den gældende Lovgivning ligestiller kun det uægtefødte Barn med det ægtefødte overfor Moderen, ikke overfor Faderen.

I sidstnævnte Henseende skal jeg fremhæve følgende:

1) Faderen, som overfor sit ægtefødte Barn har den fulde Forsørgelsespligt til dets 18. Aar, har overfor det uægtefødte Barn normalt kun Forsørgelsespligten til dets 14. Aar. Medens 14—18 Aars Alderen netop er den Alder, hvor Uddan­nelsen for Livet skal foregaa, og hvor Forsørgel­sespligten overfor de ægtefødte Børn derfor med Samfundets nuværende Udvikling kræver de tungeste Ofre, stiller Samfundet intet Krav til Faderen til det uægtefødte Barn udenfor de Tilfælde, at Bar­net er ligefrem nødlidende eller abnormt.
2) Medens det ægtefødte Barns Fader — om end ikke i Loven saa dog efter Samfundsopinionen — maa give det en med hans Stilling og For­hold stemmende Opdragelse og Uddannelse, saa har han overfor sit uægtefødte Barn kun Pligt til at sørge for dets nødtørftige Underhold.
3) Og medens han overfor sit ægtefødte Barn har den fulde Underholdspligt i hele dens Om­fang, skal han overfor sit uægtefødte Barn kun tilsvare Halvdelen af, hvad dets nødtørftige Underhold kræver.
4) Medens det ægtefødte Barn har Ret til at vide Besked med, hvem dets Forældre er, og til at bære sin Faders Navn, har det uægtefødte Barn end ikke Ret til at faa at vide, hvem dets Fader er.
5) Medens endelig det ægtefødte Barn har Ret til at arve sin Fader saa vel som sin Moder, har det uægtefødte Barn i det højeste Ret til at arve sin Moder, aldrig sin Fader.

(Fortsat fra forrige nummer)

Men selv om Loven saaledes paa ethvert Punkt til det yderste begrænser Barnets Ret overfor Faderen, saa skulde man dog tro, at den paa det begrænsede Omraade (i Henseende til Underholdskravet) stillede begge Forældrene ens. Men det er ingenlunde Tilfældet. Tilsyneladende har Mode­ren ganske vist Ret til at fordre Halvdelen af Forsørgelsespligten godtgjort ved Faderens Bidrag, i Virkeligheden maa hun bære mindst de ⅔, ja ikke sjælden den hele Byrde. For det første er det klart, at vil hun som god Moder unde Barnet aldrig saa lidt udover den nødtørftige Pleje, saa falder hele Udgiften dertil alene paa hende (mere end Halvdelen af det nødtørftige kan hun jo aldrig kræve); men bortset herfra, maa man jo huske, at de Forhold, Forordningen af 1763 forudsætter, nu kun undtagelsesvis eksisterer. 150 Aar er en lang Tid; Lovens Princip er nu som før, men Samfundsforholdene har forandret sig. Den Gang, og endnu langt senere, var Naturalforplejning i Familjens Skød den absolut normale Underholdsmaade for Barnet, og for denne Forplejning var Faderens kontante Bidrag en meget væsentlig og værdifuld Støtte. Nu har Erhvervslivet inddraget den unge Kvinde, ikke mindre end den unge Mand, i sin Hvirvel. I Stedet for Natural­forplejning i Hjemmet, gaar i de allerfleste Tilfælde Plejeanbringelse for kontante Penge, og disse Penge maa skaffes til Veje. Men Underholdsbidragets Størrelse har endnu ikke sluppet den gamle Værdi­ansættelse efter Naturalforplejning; det er maaske hist og her, paa de mest fremskredne Steder i Færd dermed; de fleste Steder er det ikke begyndt derpaa, og ingen Steder er det sket fuldstændig.

Derfor fastsættes den Halvdel, Faderen skal ud­rede, stadig for lavt i Forhold til den virkelige Udgift som Plejeanbringelsen medfører. Hvor Pleje­afgiften — som her i København — i Reglen er 20 Kr. maanedlig, er Faderens Underholdnings­bidrag ikke 10, men kun 8 Kr.; det er i Alimentationsberegningen — men ikke overfor den betalte Plejemoder — Halvdelen af 20. Resten, de 12 Kr., maa Moderen skaffe. Og da nu overalt det kvindelige Arbejde normalt næppe indbringer det halve af Mandens, saa er det oven i Købet klart, at de 12 Kr., Moderen maa udrede, tynger meget haardere paa hendes Budget, udgør en langt større Procent af hendes Fortjeneste, end 12 Kr. vilde gøre for Manden end sige 8. Alt iberegnet kan man sikkert uden Overdrivelse sige, at medens den Del af Underholdspligten, som paahviler Moderen, i de brede Lag — hvor de fleste uægtefødte Børn findes — meget ofte vil udgøre ca. 50 % af hendes Arbejdsfortjeneste, udgør den for en Fader, under tilsvarende sociale Forhold, sjælden mere end 12—14 %. Det kalder Loven at dele Underholdningspligten lige! ! ! Og dette gælder endda som Regel kun til Barnets 14. Aar. Derefter maa normalt hun alene bære hele Byr­den. Ligesaa naar Manden gør sig usynlig, og hun selv ikke er forsørgelsesberettiget her i Lan­det, eller i alle Tilfælde naar han udvandrer.

Jeg vil lade det staa for sit Værd, om det selv ud fra den gængse Skyldbetragtning er retfærdigt, at Faderens usædelige Handling skal forpligte ham i mindre Omfang end hans ikke-usædelige; at altsaa den Mand, der avler et uægtefødt Barn, stil­les ulige bedre end den Mand, der avler et ægte­født Barn. Og om Skyldbetragtningen virkelig kan retfærdiggøre, at Moderen, hvis Skyld dog normalt i hvert Fald ikke er større end Faderens, skal bære en mange Gange tungere Byrde end han. At det i hvert Fald er i bestemt Strid med Barnets Ret er indlysende. Jeg tror nu heller ikke, at der er nogen, der paastaar det modsatte. Derimod kan jeg ikke undlade at omtale, at mange, som har aabent Øje for, at Barnets Ret krænkes ved den bestaaende Ordning, dog søger at forsvare denne, særlig ved 2 Betragtninger.

a) Vi kan ikke, siger man, ligestille det ægtefødte og det uægtefødte Barn, fordi det vilde være i Strid med Ægteskabets Hellighed.

b) Og vi kan heller ikke, siger man, ligestille Faderens Pligter overfor Barnet med Moderens, fordi dets Krav mod Moderen hviler paa en Kendsgærning (Fødslen), dets Krav mod Faderen paa en Formodning (Paterniteten).

Jeg maa nu her begrænse mig til i yderste Korthed at angive, hvorfor jeg ikke føler mig over­bevist ved nogen af disse Indvendinger.

Hvad Hensynet til Ægteskabet angaar, saa maa man vel være berettiget til at sige, at Ægteskabet maatte være en mere ormstukken Institution, end det fornuftigvis er, hvis det kun kan bjerges ved at være uretfærdig overfor det uskyldige Barn; men bortset herfra, maa det dog være klart, at det, der vil skade Ægteskabet, det er enhver po­sitiv Begunstigelse af de løse Kønsforbindelser.

(Fortsat fra forrige nummer)

Og er ikke det, at lade Faderens Forpligtelser overfor det uægtefødte Barn være endog meget betydelig mindre end overfor det ægtefødte Barn, en ligefrem Begunstigelse til, næsten en Præmie for at faa saa mange uægtefødte og saa faa ægte­fødte Børn som muligt — ja, saa ved jeg slet ikke, hvad en Begunstigelse er. I Motiverne til den norske Alimentationslov af 1892 siges der da ogsaa følgende:

„Den nuværende Lov begunstiger i Virkeligheden de løse Forbindelser og forlokker Mænd til at tilfredsstille deres Lidenskaber paa illegitim Maade, medens Gennemførelsen af det almindelige Ligheds­princip mellem ægtefødte og uægtefødte Børn vil tvinge ham til at fatte den sædelige Alvor i den Kønsforbindelse, der har faaet sit højeste Maal i Ægteskabet”. Disse Ord kan jeg ganske gøre til mine.

Hvad den anden Betragtning angaar, at Fader­skabet kun beror paa en Formodning, saa er den uomtvistelig sand — saa sand, at den gælder ikke mindre i Ægteskabet end udenfor Ægteskabet. Selv om man med Rette kan anføre, at den dog som Regel har mere at støtte sig til i Ægteskabet end udenfor, saa gælder det jo netop kun som Regel. Der gives Tilfælde, hvor Formodnin­gen kan være meget svag i Ægteskabet, og Til­fælde, hvor den kan være meget stærk udenfor Ægteskabet; men under alle Omstændigheder synes den angivne Betragtning at maatte føre til et af to Resultater: Enten maa man lægge Vægt paa Paternitetens absolutte Ubevislighed udenfor Ægte­skabet, og saa har Barnet kun Moderen at holde sig til, og alle vor Rets Pligter mod den mulige Barnefader er da en blodig Uret mod en maaske ganske uskyldig Person. Eller man maa, som dansk Ret, lægge Vægten paa, at Bevis for, hvem der virkelig er Fader, er umuligt at opnaa, og altsaa lade Faderpligternes Indtræden afhænge af, hvem der kan være Fader; men saa maa man i som udenfor Ægteskabet ogsaa tage Konsekven­serne heraf.

Den Mellemvej at sige: Du er maaske ikke Fader, og derfor skal du ikke bære Faderpligterne, men du er maaske alligevel Fader, og derfor skal du bære nogle af dem — den Mellemvej er her akkurat lige saa inkonsekvent, som den gamle franske Retsregel, der — sans comparaison natur­ligvis — sagde til den, der ikke kunde overbevises om at have gjort sig skyldig i Mord: Du skal altsaa ikke radbrækkes, du skal slippe med at hænges. 

Jeg fastholder derfor i Princippet stadig Barnets Ret: Lige Krav for det uægtefødte Barn overfor begge dets Forældre i samme Omfang som det ægtefødte Barn, og jeg mener, at det er den Fane, under hvilken en Kamp for en Reform af vor Lov­givning bør føres.

Men jeg ved ogsaa, at der er langt fra at rejse dette Krav til at faa det gennemført. De 2 Betragtninger, jeg har anført, slaas ikke ihjel ved Ræson­nementer; de bunder dybt i Aarhundreders sejge Tradition og Overlevering. Og nu kommer jeg til det, som egentlig har foranlediget mig til at komme her i Aften. Hvad man i vore Dage bøjer sig for, er ikke logiske Forstandsudviklinger. Det er Kendsgerninger. Et Faktum er bedre end ti Ræ­sonnementer, de være saa rigtige og uimodsigelige, de være vil. Derfor er jeg ogsaa klar paa, at man faar ikke mit Princip ført igennem, ja det kan næppe en Gang nytte at føre det frem for den store Offentlighed, før det er til det yderste underbygget med Kendsgerninger. Og hvad er det for Kendsgerninger, der her kan være Tale om? Det er Kendsgerninger som med klare Tal og med uimodsigelige Erfaringer beviser, at det er til Sam­fundets egen Skade, at lade Tingene gaa som hidtil. Det er muligt, at slige Kendsgerninger slet ikke kan skaffes, det er jo endog tænkeligt, at de slet ikke eksisterer. I saa Fald maa vi jo lade vort Krav stilles i Bero og fortsætte med den i hvert Fald meget fortjenstfulde Humanitet overfor Moderen, vi hidtil har vist og fremdeles vil vise, maaske endog i forøget Grad. Men kan Kendsgerninger skaffes til Veje, bør det ske, og Rets­kravet for Barnet rejses.

Og her er det, at navnlig et Spørgsmaal trænger sig paa: Hvad bliver der egentlig af alle de uægtefødte Børn, de 7000 aarlig, der fødes i vort Land? Paa dette Spørgsmaals Besvarelse, tror jeg, at det for en meget væsentlig Del vil kom­me til at bero, om gennemgribende Reformer til Fordel for de uægtefødte Børn skal kunne ventes gennemført eller ikke. Er det saa, at de uægte­fødte Børn i alt væsentlig følger Trup med de andre Børn af væsentlig samme sociale Niveau som de selv, saa er der jo ingen særlig Grund til at interessere sig for dem, saa er det alene Moderen, hvor hun er forladt og ulykkelig, vi bør tage os af; men er det saa, at de uægtefødte Børn som saadanne i højere Grad, maaske i langt højere Grad, end deres ligestillede ægtefødte Brødre, synker til Bunds eller dog langt ned i Samfundsdybet, saa har vi deri en ganske særlig Grund til at vie dem vor Interesse, og er det saa, at dette ikke skyldes til­fældige eller medfødte, uafhjælpelige Aarsager, men netop den Omstændighed, at de faktisk af Lovgivningen ligefrem et udpeget som en Pariaklasse i vort Samfund, saa er der i allerhøjeste Grad Anledning for Lovgivningen til at raade Bod paa dette Forhold; saa kan Kravet om Barnets Ret rejses med Alvor og Vægt.

Og nu er Forholdet efter min Formening saa, at der er Tegn, som tyder paa, baade at de uægte­fødte Børn faktisk synker lettere til Bunds end deres ægtefødte Brødre, og at dette netop skyldes den forladte og hjælpeløse Stilling, Lovgivningen lader dem indtage i Samfundet. Disse Tegn er maaske ikke afgørende, men vistnok heller ikke betydningsløse. Der er 3.

2.—3. Medens de uægtefødte Børn som før nævnt kun udgør 9—10 % af alle fødte Børn, og medens den store Dødelighed blandt uægtefødte Børn bevirker, at der blandt den voksne Befolk­ning næppe findes mere end 5—6 % uægtefødte Personer, saa er blandt de offentlige Fruentimmer ca. 15 %, og af Straffangerne ca. 18 % uægte­fødte Personer.

Altsaa der dør omtrent dobbelt saa mange uægtefødte som ægtefødte Børn, og der synker ca. 3 Gange saa mange uægtefødte Personer ned i Samfundets allerdybeste Skakter, ned til de prostituerede Kvinder og Straffangerne. At dette nu skulde skyldes medfødte Ejendommeligheder, er jo ganske uantageligt. For de Prostitueredes og Straf­fangernes Vedkommende er det jo paa Forhaand en ganske urimelig Antagelse. For Dødelighedens Vedkommende modbevises det ogsaa bestemt deraf, at det i 1895 indførte offentlige Tilsyn med Pleje­børn har bragt Dødeligheden blandt de uægtefødte — hvoraf de fleste jo netop er Plejebørn — til at dale betydeligt.

Muligvis kunde de uægtefødte Prostitueredes og Straffangers Overvægt skyldes, at de har Samfundsopinionen imod sig, at de altsaa lettere stødes ud — maaske derfor ogsaa lettere stiller sig selv udenfor Samfundet — men heller ikke det, tror jeg, har stort paa sig; i det mindste ikke her i København.

Grunden kan derfor ikke godt være nogen anden end den, at de uægtefødtes Opfostring i langt overvejende Grad er væltet over paa de økonomisk svagest stillede Befolkningselementer, Kvinderne, endda Kvinder med nedsat Erhvervsevne, hvad jo netop det uægtefødte Barn bevirker; i Forbindelse med den Omstændighed, at det uægtefødte Barn normalt berøves al anden Støtte end Moderens fra dets 14. Aar. Disse Omstændigheder bevirker, at de uægtefødte Børns Opfostring og Opdragelse kommer til at foregaa under saa baade hygiejnisk og moralsk daarlige Forhold, at de ikke kan følge med i Konkurrencen med deres bedre udrustede, ægtefødte Brødre og Søstre, men synker til Bunds.

Er dette rigtigt, maa Konsekvenserne for­mentlig strække sig videre. Det er jo dog højst usandsynligt, at de uægtefødte ganske vist dør let­tere, lettere bliver Forbrydere og Prostituerede end de andre, men at de uægtefødte, der ikke er saa uheldige, i alle Henseender ellers skulde være deres Lige. Al Sandsynlighed taler for, at de samme Love, som paa de anførte Omraader, giver sig saa tydeligt til Kende i det, vi ved, ogsaa maa virke paa de Omraader, vi endnu ikke kender. Sandsynligheden taler altsaa for, at den uægte Fødsel overalt virker som et Hæmningsmoment i Individets Ud­vikling. Naturligvis ikke saaledes at forstaa, at alle Uægtefødte nødvendigvis skulde staa tilbage for alle ægtefødte, men saaledes, at der, trods alle Undtagelser, maa antages at være færre uægtefødte blandt de faguddannede Arbejdere, Haandværkerne, de velstillede Klasser, end de uægtefødtes Procenttal i Befolkningen i det hele berettiger dem til; og omvendt saaledes, at de uægtefødte — ikke blot blandt Forbrydere og Prostituerede — men ogsaa blandt f. Eks. Drankerne, Bøllerne, Alfonserne, Vagabonderne, Dagdriverne, Fattiglemmerne, de Erhvervsløse, de simple Arbejdshaandlangere o. s. v. — bl. alle disse Samfundsundermålere maa antages at frembyde et forholdsvis Betydeligt Overskud.

Svaret paa Spørgsmaalet: Hvad bliver der af de uægtefødte Børn? Hvor skal de Søges i Samfundet? vilde altsaa blive:

Det fulde Bevis herfor er imidlertid endnu ikke tilvejebragt, og dets Tilvejebringelse vil ganske sikkert støde paa meget store Vanskeligheder. Det er imidlertid min Hensigt at gaa i Gang dermed, og Arbejdet er allerede til Dels paabegyndt.

Men intet Sted vil formentlig den Hæmning, som uægte Fødsel — eller rettere de uheldige Opfostringsforhold, som altfor ofte ledsager den uægte Fødsel — fremkalder, lettere kunne konstateres, hvis den eksisterer, end i Skolerne. Her, hvor vi endnu kun har med Barnet at gøre, maa baade selve Hæmningen og dens Aarsager være langt lettere at paavise og kontrollere end senere i Livet, hvor Åarsagsforholdene er mere komplicerede.

Staar de uægtefødte Børn i Skolerne gennemgaaende eller dog for en Del, paa alle Omraader eller kun paa enkelte, tilbage for de øvrige? Er de Sinker? Er det Begavelse, eller er det Flid, det skorter paa? Er deres Opførsel slettere? Har de uheldige eller lastefulde Tilbøjeligheder? Er deres Helbred ringere? Hvorledes er Barnet udrustet i Henseende til Føde, Klæder, Renlighed osv. fra Hjemmets Side? Kan der endelig op­lyses noget om Forholdene i Barnets Hjem, af hvem det opdrages, hvorledes disse Opdragere er?

Det er de Spørgsmaal, jeg med Skoledirektionens forventede Tilladelse gerne vilde have Lov til at rette til Københavns Kommunelærere og Kommune­lærerinder. Fra Barnet i Skolen kan en ikke altfor usikker Sandsynlighedsberegning gøres til, hvorledes Mennesket i Livet vil udvikle sig.

Og det forekommer mig, at disse Spørgsmaal maa kunne besvares uden alt Hensyn til, om De er enige med mig i min Grundbetragtning eller ikke, om De tror paa Hæmningen eller ikke. De givne Oplysninger skal jo ikke indeholde nogen Tendens. Hvad der stemmer med min Opfattelse, har sin Betydning; hvad der strider derimod en ikke ringere.

Men jeg tror ganske vist ubetinget, at der ad denne Vej aabner sig en Mulighed for en Dag at kunne gaa til Lovgivningsmagten og sige:

Her er en daarlig stillet Klasse i vort Samfund. Det er de uægtefødte Børn. Her er Beviserne, og her er Tallene. — Denne Pariaklasse er af Lovgivningen stedmoderligt behandlet. Det er disse Lovgivningens Uretfærdigheder, som giver sig Ud­slag i disse sørgelige Resultater. Her er Beviserne, og her er Tallene. — Skaf derfor de uægtefødte Børn deres Ret.

Og da skulde vor Tale sikkerlig blive hørt.