Skip to content

Avaaraq Olsens nytårstale

Angu Motzfeldt

Om

Taler

Avaaraq Olsen
Borgmester (IA), Sermersooq Kommune

Dato

Optagelse

Tale

Af hjertet ønsker jeg jer et godt nytår. 
Året 2024 er nu begyndt – et år med nye muligheder. Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i det nye år. Et nyt ’blankt’ år er hermed begyndt. Måske har I nye visioner, glæder jer til noget, ønsker at opnå mål eller har særlige planer for det nye år. 
De fleste har i året 2023 oplevet mange gode ting, men også mødt udfordrende perioder. Det kan gælde både i privatlivet eller i relation til ens arbejde. 
I 2023 gjorde vi også vigtige fremskridt i vores sociale infrastruktur. Den nye daginstitution er blevet indviet og det betyder, at mange børn har fået en dagligdag, hvor de kan blive passet i indbydende og moderne lokaler med plads til leg. 
Tasiilaq har fået et nyt Bræt og i Paamiut vil det nye ungdomskulturhus blive indviet. Disse tiltag er ikke bare investeringer i bygninger, men investeringer i vores fremtid, i vores børn og unges trivsel og udvikling. 
Vi kan sige, at året 2023 har været et år, hvor vi i fællesskab med glæde og festligheder har fejret sporten og kulturen. Når sporten og kulturen samler os allesammen er det blot et vidne om, at vi besidder en enorm styrke. I vores kommune og i vores land vil vi aldrig gå glip af noget, når nogen opnår effektfulde og forbilledlige mål, de får os til at føle os meget stolte. 
Vi skal være stolte over de bedrifter der er opnået, men hvis der er ting, der skal forbedres skal vi erkende det og lære af erfaringer og gå lysere tider i møder sammen og ved fælles hjælp.
Nogle af de ting i kommunen vi kan være stolte over er vores gode foreninger, som får alt til at blomstre, om det så er Tae-kwon-do, langrend, håndbold, fodbold eller kajakroning. En levende kultur og sportens verden baner vejen frem for vores fysiske og åndelige sundhed og trivsel i samfundet. 
Derfor vil vi med stolthed altid støtte vores frivillige i kommunen, som altid giver et løft i samfundet. Det er jo dem, der er vores styrke i kommunen og det er dem, der er med til at skabe et fundament for et sundt liv. 
2023 var året, hvor vi evaluerede vores tjenester og processer, vi er nu i gang med klargøring af implementering af ændringerne, som blandt andet er en nemmere og mere effektiv digital tjeneste, automatisering og længere åbningstider. 
Borgere, som modtager kommunal service vil derfor mærke en forbedring, uanset hvor de befinder sig i kommunens områder. 
Vi har arbejdet hårdt for at vedtage budgettet for 2024. Vi var fælles om budgetforliget, dette er et udtryk for en fælles vision og et fælles engagement for vores samfunds- forhold og fremtid. 
Vi, som folkevalgte i kommunen, gav et løfte til hinanden: At arbejde hårdt for forbedring af vilkårene og ydelserne, som har til formål at støtte samfundets familier og udsatte. Vi gav også et løfte om at have fokus på anbringelser udenfor hjemmet i 2024. 
Trivsel og kompetenceudvikling vil også være i centrum i 2024.
Vores skoler skal være attraktive for vores børn. Vi er med til at skabe en god fremtid for samfundet ved at tilbyde vore børn en god uddannelse. 
Derfor vil vi fokusere på at forbedre vores lærerstab og pædagogers kompetencer, så de kan give den bedste støtte til både de børn, der har brug for mere støtte og de børn, der har brug for flere udfordringer.
Vi skal sikre, at hvert barn føler sig værdsat, støttet og inspireret til at lære og vokse uanset om de er i skole eller daginstitution. Vi skal sikre en plads til børns kompetencer uanset deres situation, børn som er stolte af deres identitet og som har øjne for muligheder.
Vi skal optimere service til ældre, som har givet meget til vores samfund, blandt andet ved at opkvalificere personaler og forbedring af fysiske forhold. Livserfaringer og deres tjenester i livet skaber værdighed hos ældre, derfor skal de behandles med værdighed.
I år, om lidt over 10 måneder, lander en stor infrastrukturforandring, som kommer til at have en virkning for vores kommune og resten af Grønland, når den nye lufthavn i Nuuk åbner. Der åbnes nye muligheder, hvor resten af Verden kommer tættere på Nuuk. Denne udvikling repræsenterer nye horisonter for vores økonomi, turisme og samarbejde med andre lande.
Vi står over for en tid med stor forandring og store muligheder, og vi må gribe og synliggøre disse chancer for at styrke vores samfund og skabe en bedre fremtid for alle.
Vi skal sørge for, at vi er klar til er vise verden, hvor fantastisk vores land er, og hvor fantastisk vores hovedstad er. Vi har brug for alle mulige kompetencer, fra kultur til guides, vi har brug for dem alle. Vi skal være gode til at spotte muligheder og styrke indtægtskilder ved at have større viden og udvikling af vores kompetencer. Det skal ikke kun være andre lande, der drager nytte af turismen. Turismen skal også være med til at løfte samfundet og hjælpe os med at udvikle os positivt.
Udviklingen skal foregå i hele kommunen. Lokal medbestemmelse i alle bosteder er vigtigt for os, og med det følger større ansvar i udviklingen. Vi har besluttet en række tiltag, der skal gavne kommunens mindre bosteder.
Mange borgere i byerne og bygderne vil i år få en håndsrækning i form af lavere takster. Vi har også besluttet, at fiskere og fangere i hele kommunen skal have bedre muligheder for at drive en god forretning.
Erhvervene fiskeri og fangst er i dag og vil i fremtiden være de bærende indtægtskilder for vores samfund. Derfor skal vi styrke, støtte og bane vejen for det bæredygtige erhverv.
Folkevalgte i kommunen er parate til at være en medspiller og være en part for erhvervslivet. Vi skal give virksomhederne de bedst mulige rammebetingelser og den bedst mulige service, så de kan give gode job til vores borgere.
Det er vigtigt at nævne, at omgivelserne og tilgængeligheden i vores bosteder, uanset om de er bygder eller byer, skal udvikles yderligere, dermed skabes en balance mellem byggeri og natur og det er med til at fremme sundhed.
Det gode miljø og lokal renholdelse samt gennemtænkte byggerier skal udføres så ordentligt som muligt.
Kommunen arbejder for borgere, og selvom kommunen har fokus på at lytte til borgere og har fokus på at skabe de bedste rammer er det min holdning, at alt altid kan forbedres.
Mine ønsker for jer er dog at yde den bedste og mest hensigtsmæssigt service. En god service fra kommunen er vigtig for, at alle børn skal have de bedste muligheder i deres liv. Når det så er sagt vil jeg gerne understrege, at det offentlige ikke kan løse alt alene. I vores samfund har vi alle rettigheder, pligter og medansvar. Ved fælles hjælp kan vi alle have en stor indflydelse.
Derfor vil jeg gerne takke alle dem, der i 2023 har ydet noget for andre, og med det vil jeg håbe, at vi i 2024 bliver flere, der gør noget. Handlinger er meget vigtige, de viser ansvarlighed. Uden jeres handlinger var vi ikke nået så vidt.
Jeg tror ikke man kan skabe et godt samfund uden frivillighed eller hjælpsomhed. Jeres indsatser er uvurderlige. Til jer, der overvejer at påtage sig et stykke frivilligt arbejde, vil jeg sige: Hold jer ikke tilbage, søg muligheder. Man kan ikke give sig selv og andre en bedre gave end at hjælpe andre og være medmenneskelig, det giver ikke kun nye kræfter, men skaber også nye venskaber.
Mens vi ser frem mod de muligheder og udfordringer 2024 vil bringe, lad os også tage et øjeblik til at værdsætte dem omkring os; vores familier, venner, kolleger og naboer – det er disse relationer, der former vores liv og vores samfund. Lad os huske på betydningen af fællesskab, medfølelse og samarbejde, når vi træder ind i det nye år. Tager vi disse ting med ind i 2024, kan vi i fællesskab gøre fremskridt.
Personlige mål og fremskridt har en indflydelsesrig virkning hos hele samfundet, så lad os som enkelte personer handle med tro på, at vi kan gøre en forskel og være med til at forme vores kommune og samfund, således disse har en varig forbedret effekt både hos os og andre.
Må det nye år bringe sundhed, fremskridt og åndelig berigelse. Vi skal som enkelte personer, men også i fællesskab, forme det nye år med ansvarlighed. Lad os sammen gøre 2024 til et år, vi kan se tilbage på med stolthed. 
Godt nytår!

Kilde

Kilde

sermersooq.gl

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags