Benny Andersens 1. maj-tale

Kære kolleger, kære venner

Tak fordi jeg måtte komme her i dag og fejre 1. maj sammen med jer.

Jeg har glædet mig – og jeg har rigtig meget på hjerte. Ikke mindst, fordi det jo har været et helt vildt år i fagbevægelsen. Siden sidste 1. maj har vi haft et forrygende år, hvor vi for alvor har kunnet vise, at rigtige fagforeninger skaber rigtige resultater.

(Trepart og OK24)
Vi har fået en historisk trepartsaftale, der har betydet det største og vigtigste ligelønsresultat i mands minde. Vi har simpelthen løftet lønnen med et kæmpe skub opad for en stor gruppe af fag, hvor der er flest kvinder ansat.

Og så har vi landet de offentlige overenskomstforhandlinger i OK24 med vilde resultater. Både med historisk høje lønstigninger og med kolossal opbakning fra medlemmerne. 

Det er den danske model, der igen-igen viser sit værd. Vi sætter os til forhandlingsbordet sammen med arbejdsgiverne, tager ansvar, forhandler frem og tilbage – ikke uden sværdslag, uenigheder og armlægninger – men vi ender altid med at blive enige og lande de fælles overenskomster, som vi gør det i den danske model.

Og som sagt er OK24 et historisk godt resultat. En socialpædagog med 10 års anciennitet kan se frem til en lønstigning på 5.000 kroner om måneden. Smag lige på tallet igen: 5.000 kroner om måneden – det er jo helt vildt! Og så kan man ovenikøbet lægge 700 kroner mere om måneden ovenpå lønsedlen, hvis man arbejder på skæve tidspunkter. 

Det er en kæmpe anerkendelse af vores fag, og det vil være med til at gøre det mere attraktivt at uddanne sig til socialpædagog i fremtiden. Det er jeg helt sikker på.

Og vores medlemmer har jo også – ligesom medlemmerne af de andre offentlige forbund – har stemt kæmpestort JA til de her overenskomstresultater. Det er jeg fantastisk glad for. Ikke bare fordi det viser, at de er tilfredse med det resultat, vi har forhandlet hjem til dem – men også fordi de har engageret sig og stemt og deltaget i vores aktive og levende medlemsdemokrati i fagbevægelsen.

(Arbejdsskadereform)
Noget andet fantastisk fra det forgangne år, som også fortjener at blive nævnt, er den arbejdsskadereform, som er blevet vedtaget, og som vi hos Socialpædagogerne har arbejdet for længe. Det er en reform som gør det nemmere at få fuld erstatning, når man har været udsat for vold på jobbet. Og det er der desværre alt for mange socialpædagoger, der oplever i deres arbejdsliv. 

Derfor er det også en lovændring som vi fra Socialpædagogerne har kæmpet for i 10 år. Den nye lov slår nemlig fast, at hvis der er en særlig risiko for at blive udsat for vold, så er offentlige og private arbejdsgivere forpligtet til at tegne en forsikring, så medarbejderne nemmere kan få erstatning.

Arbejdsskadereformen indeholder også en anden nyskabelse – uddannelsesgodtgørelse – som giver bedre mulighed for at blive omskolet, når man har fået en arbejdsskade. Det er også vigtigt – for det giver mennesker, der helt uforvarende er kommet til skade, mens de har passet deres job, en ny chance for et godt arbejdsliv. Det kan også være med til at fastholde flere med en arbejdsskade på arbejdsmarkedet – for i dag er der jo desværre alt for mange, der aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet, når de har fået en arbejdsskade.

Arbejdsskadereformen er et godt og nødvendigt skridt. Men vi skal selvfølgelig have mange flere ambitioner – især ambitioner og målsætninger om, at arbejdsmiljøet på vores arbejdspladser skal forbedres. Og vi skal have ambitioner om, at ingen skal komme til skade eller ligefrem miste livet af at gå på arbejde.

(Handicapområdet/socialpolitik)
Og så vil jeg gerne bruge lidt af min taletid på et problem, som jeg som formand for den største faggruppe på det sociale område har et særligt ansvar for.

Et velfærdssamfund skal jo kendes ved, hvordan det behandler sine mest udsatte borgere. Men på socialområdet i Danmark i dag, er der mennesker, der ikke oplever lighed og frihed til at leve med livsmuligheder og livskvalitet. Mennesker der på mange måder er meget langt fra det fællesskab, som vi andre kender, deltager i og tager for givet. Det er mennesker med udviklingshandicap, med svære psykiske lidelser, det er stofmisbrugere og hjemløse. Det er børn, der er blevet omsorgssvigtet eller har svære handicaps.

Socialområdet har brug for ny retning og nye rammer.
Der er borgmestre og landspolitikere, der synes, at udgifterne stiger for meget.
Der er pårørende, der ikke synes deres familiemedlemmer får den hjælp og støtte, de skal have.
Der er sagsbehandlere der sidder og måler ligegyldigheder, før de kan bevilge et hjælpemiddel.
Og der er socialpædagoger, der knokler for at hjælpe, støtte og løfte mennesker med handicap og give dem en god hverdag.

Lige i øjeblikket forhandler politikerne på Christiansborg om en ny politisk aftale for handicapområdet. Der ligger et aftaleudkast på bordet. Med nogle gode og også nogle knap så gode elementer. 
Men hvor der er vigtige overvejelser og initiativer om betydningen af, at mennesker med handicap, anbragte børn og mennesker med svære psykiske lidelser har behov for at blive mødt af medarbejdere med faglighed og viden om deres behov. Og initiativer om, at de mennesker, der har allermest behov for velfærdssamfundets støtte selvfølgelig skal have den rette faglige støtte i første hug.

Vi fra Socialpædagogerne håber rigtig meget, at det vil lykkes at lande aftalen.

For det vil være simpelthen være for ærgerligt, hvis denne her store mulighed ikke gribes. Selvom det kun er et lille skridt i retning af alle de forandringer og forbedringer, som socialpolitikken har brug for, så er det dog første vigtige skridt.

Så derfor en opfordring fra mig til regeringen og folketinget:
Få landet den aftale - socialområdet har virkelig brug for den.

Men venner – jeg er ved at have brugt min taletid.
Det er altid skønt at holde 1. maj, arbejderbevægelsens kampdag. Men 1. maj er også en festdag – og i år er der grund til at fejre 1. maj. Jeg vil gerne i dag sende en hilsen til mine kolleger i de andre fagforeninger. Det har nemlig været en samlet fagbevægelse, der har hevet resultater hjem til danske lønmodtagere.
(For selvom der er andre, der kalder sig fagforeninger, er de det ikke nødvendigvis. I ved hvem jeg tænker på). 

Og så vil jeg lige bruge mit sidste minut på at takke nogle vaskeægte helte. For de resultater, vi skaber for de danske lønmodtagere, handler jo ikke bare om vores overenskomstforhandlinger hvert andet eller tredje år. Der bliver skabt resultater hver eneste dag ude på arbejdspladserne, hvor dygtige og vedholdende tillidsrepræsentanter bider sig fast, ser muligheder, finder løsninger. Tager ansvar. Ansvar for deres kolleger og for deres arbejdspladser.

Det er hårdt arbejde at være tillidsrepræsentant – og det er ikke altid, at man får stående klapsalver for sin indsats. Men jeg synes faktisk, at vi alle sammen lige skal sende en hyldest-tanke til vores seje tillidsrepræsentanter. Det er dem, der er spydspidserne i den måde, vi organiserer vores arbejdsmarkedsmarked - og i den danske model. Det er også på grund af deres indsats, at vi med stolthed kan sige, at rigtige fagforeninger skaber rigtige resultater.

Tak tak til jer - og mange tak fordi jeg måtte være her i dag. 

Rigtig god 1. maj!