Benny Nybos tale i anledning af Grønlands nationaldag

Hjertelig tilykke alle sammen med Grønlands Nationaldag. 
Lad os tænke tilbage til den 21. juni 1979 – for 44 år siden, 
mens vi sender vores varmeste tanker til venner og familier i Grønland, hvor Nationaldagen fejres overalt i byer og i bygder. 

Går vi længere tilbage – til 1973, ja, så er det 50 år siden 
Det Grønlandske Hus i Odense blev grundtlagt. 50 år er ikke meget ift. jordens alder, alligevel føles det som lang tid.

50 år x 365 dage, x 24 timer, x 60 minutter x 60 sekunder. 
I alt 1586 millioner 800 tusinde sekunder. Verdensuret tikker, 
som det gjorde i 1973 og i 1979 og i 2009, hvor Grønland endelig fik Selvstyre. Verdensuret tikker sekund for sekund for sekund. Verdensuret tikker overalt på jorden, også i USA.

Da min indianske familiemor og mentor lakotakvinden 
Doris Leader Charge fra Rosebud Reservatet i South Dakota for mange år siden var en lille pige, tog hendes gamle bedstemor hende med ud i en bjergkløft langt fra de hvide mennesker og sagde nogle vigtige ord til hende. 

Det var i en tid, hvor den hvide mand fjernede indianerbørn 
fra deres familier og flyttede dem på kostskoler, 
hvor de skulle forvandles til den hvide mands kultursyn.  

De måtte ikke tale deres eget sprog, og de måtte ikke bruge indianertøj, de fik deres lange år klippet kort, de blev afskåret fra deres kulturelle verden og deres spirituelle tro. 

Doris' gamle bedstemor sagde dengang til hende:
Hvis du mister dit sprog og din kultur, 
mister du din historie …. så er du ingenting.

Nu er vi så i “FN-10 året året for verdens oprindelige folks sprog” - der bl.a. sætter fokus på retten til at tale sit eget sprog. Vi lever i en tid, hvor der er 7000 sprog på denne jordklode. Sprogeksperter mener, at 30 % af disse sprog vil forsvinde i løbet af de næste 30 år.

Prøv og læg det sammen med sandheden i de gamle ord:
Mit sprog er min verdens grænser. 

H.C. Andersen skrev en sang, som mange mener burde være Danmarks nationalsang: I Danmark er jeg født.

I et af versene står der:
Du danske sprog du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når.

Det gælder jo for alle verdens sprog, at vores  oprindelige sprog er forbundet med vores moders hjerte, som vi har ligget lige under i de første ni måneder af vores liv.

Lad mig vende blikket mod DGH’s 50 års jubilæum. Da jeg blev udpeget af Odense Byråd og senere valgt til formand i 1998 boede DGH i det gamle børnehospital på Hunderupvej. 

Mine første tanker som formand handlede dengang om bogstaverne S og K. Men denne historie begyndte egentlig i Rosebud Reservatet, hvor jeg sammen med 100 lakotaer sad omkring en lille scene under et banner med teksten på lakotasproget og på engelsk:
”The Cultural Healing of The Oyate” -
på dansk “Den kulturelle heling af folket”. 

Fra scenen fortalte gamle indianere, tidligere alkoholikere deres  personlige beretninger om, hvordan de var kommet ud af deres misbrug, og samtidig opfordrede de unge indianere til at undgå misbrug af alkohol og narko og kriminalitet, og så sagde de: 
I skal hellere være med til at bevare vores indianske kultur. 

Det inspirerede mig til alt hvad jeg har kommet med af ideer til H.C. Andersens Odense af HCA Priser, fejring af HCA’s fødselsdag for skolebørn og HCA Skoven m.m. Vigtigheden af at have traditioner med fællesfolkelig sammenhængskraft .

For grønlandsk vedkommende handlede min inspiration af budskabet i “Den kulturelle heling af folket” som sagt om bogstaverne S og K. Jeg ville erstatte det stigmatiserende S – S for socialt tilfælde, der var brændemærket ind i brystet på mange herboende grønlændere, med et stort K –K for kultur grønlandsk kultur. 

Derfor er jeg også stolt af at DGH sammen med Odense Byråd har kunnet virkeliggøre dette skønne hus – Nordatlantisk Hus, som foreningshus og som en smuk kulturambassade for Grønland, sammen med Færøerne og Island.

Både her i Nordatlantisk Hus, på Hunderupvej og i Det første Grønlandske Hus, lejlighederne i Vollsmose har det gennem 50 år handlet om uddannelse, sociale udfordringer og kultur for de mere end 4000 grønlændere i Syddanmark. 

Vores skiftende medarbejdere har gennem 50 år arbejdet dedikeret og engageret for at hjælpe grønlændere og grønlandske familier.  Der har været tid til meget i disse 50 år, der har været

tid til drømme og visioner
tid til glæde og tid til sorg
tid til at være ulykkelig og tid til at være lykkelig
tid til at være syg og tid til at være rask
tid til at være alene og tid til at være sammen
tid til bekymringer og tid til at være bange
tid til at spise sammen og tid til kaffemik 
tid til samtale og tid til at lytte
tid til fødsel og dåb, og tid til død og begravelse
tid til at græde og tid til latter og smil
tid til venner og familie, tid til fravær og tid til nærvær
tid til fejl og og tid til succes
tid til at tilgive og tid til at forsone
tid til at synge og danse, tid til at feste
tid til taknemlighed og sige tak for livet
sidst men ikke mindst: tid til kærlighed

Lad mig slutte med at sige tak til borgmester Peter Rahbek Juel og Odense Byråd og Grønlands Selvstyre – Naalakkersuitsut for at vise mig tillid som formand for DGH.

Tak til DGH's medarbejdere, de frivillige, UMIAK, bestyrelsen og tak til bestyrelsen for Nordatlantisk Hus og stor tak for godt samarbejde til formanden for Nordatlantisk Hus Claus Housen.

En særlig tak skal lyde til mine tre direktører i min formandstid Finn Illum, Kirsten Mærsk og Nauja Bianco.

Men til allersidst skal der lyde en hjertelig tak til alle jer grønlændere, for uden jer ville Det Grønlandske Hus i Odense slet ikke eksistere. og der ville slet ikke være noget Nordatlantisk Hus. 

Endnu engang til lykke med Grønlands Nationaldag.