Bertel Petersen Østerbys foredrag om kvinden som mandens medhjælp

Herrens Ord i 1. Mos. 2, 18 om Kvindens Opgave eller Bestemmelse skal efter flere Oversættelser hedde:

— Norsk: „en Medhjælp, som er ham lig“ eller hans Lige, — Dansk: „som skal være hos ham“, — Svensk: „som maa holde sig til ham,“ — gl. Engelsk: „tjenlig for ham“. —

I Hedenskabet som i alle falske Re­ligioner er Kvindens Stilling som Træl­lens som den ufri; kun Kristendom­men giver hende den sande Frihed og Ligestillethed. — Denne Ligestilling findes jo egentlig i alle Hjem. — Paa Skovvæsenets Omraade har Kvinden ogsaa omtrent naaet Ligeberettigelse med Manden. I mange forskellige andre Livsstillinger ligesaa. (flernævntes). — Kvinder tager deres Eksamen saavel som Mændene osv.

I det kristelige Samfundsliv og Mis­sionsarbejdet er Kvinderne med fuldt saa godt som Mændene. Vi har K. F. U. K. saa vel som M. De kvindelige Ar­bejdere i Guds Rige hjemme som ude staar ikke tilbage for Mændene. Mange Kvinder kan lige saa godt som Mæn­dene yde et Arbejde i det offentlige Liv, socialt og politisk, de burde saa ogsaa have samme Rettigheder. (Valg­ret). — —

— — Men er det noget der passer i en K. F. U. K.? — Ja, Kristendom­men er det første, det ene fornødne; men K. F. U. M. og K. har da ogsaa Oplysning med paa sit Program; vi maa dygtiggøres til vor jordiske Ger­ning. De rette Himmelborgere bør og­saa være gode Borgere paa Jorden, helst de bedste. — Vi har Guds Ord med os: Filp. 4, 8! — Kvindesagen, som vi tager den inden for K. K. F. er ogsaa god, og at Kvinden faar po­litisk Ligeberettigelse med Manden er retfærdigt. Hvordan kan det da være, at saa mange — maaske de fleste — troende Mennesker er imod denne Sag. (Sammenlign Modstanden mod Det blaa Kors og andre „gode“ Be­vægelser !) Men lad os se lidt paa Indvendingerne. —

1. Det er verdsligt; — men kan lige­som andre „verdslige“ Sager helliges ved Guds Ord og Bøn.

2. Kvinden skal passe sit Hjem. — Ja, først sit Hjem — om hun har et. — Mange bliver aldrig Hustruer og har saaledes ikke Mand og Børn at tage Hensyn til; og der for­sømmes intet ved, at Konen „følger lidt med“ i Bladene og afgiver sin Stemme, naar Tid er. (En god Mand ser gerne, at hans Hustru deler alle hans Interesser med ham).

3. Det er ukvindeligt. — Saaledes har man sagt om saa mange Ting, som nu er regnet for helt kvindeligt. Nej, det kan være saa rent og ærbart som noget. („For den rene er alt rent[“]).

4. Det strider mod Guds Ord. — Og man henviser til 1. Kor. 14. — Saa­ledes maa Ordet ikke misbruges. Lad os altid huske: Der staar ogsaa skrevet! Der kan anføres mange Steder for Sagen. Og der er i Bi­belen og Kirkehistorien Eksempler nok paa Kvinder som var stillet lige med Manden, og hele Kristendom­mens Aand og Væsen er jo et Forsvar for Sagen.

5. Endelig kan ogsaa indvendes, at mange Kvinder slet ikke ønsker at faa Valgret; — det er meget lettere at være fri. — Ja vel! men er Ma­gelighed en kristelig Dyd? — Mange Negerslaver skønnede heller ikke paa Friheden, og mange danske Bønder ønskede ikke Selvstændighed og Fri­hed i 1788 og 1849; der fulgte saa meget Ansvar med Rettighederne! — Nej, denne ængstelige Beskeden­hed er næppe af det gode. — — Se hen til Kvinder, som har ofret sig helt for det almene Vel, og tænk paa Missionær-Kvinderne, hvilke Fa­rer og Anstrengelser de har udsat sig for.

Det bør være saa, og er det ikke ogsaa saaledes, at alle de Kvinder, som har Øjet aabent for Samfundets Brøst, og som føler med de forurettede, ogsaa gerne vil være med i Arbejdet for at udbedre Skaden, selv om der er Besvær derved. Men Samfundsforholdene æn­dres og ordnes gennem Love, og Kvin­den bør saaledes baade for sin egen og for Samfundets Skyld søge at komme med i Lovgivningsarbejdet, og derfor maa hun have politisk Valgret. Der kan sikkert ingen gyldige Ind­vendinger rejses imod denne Sag, og Kvindens Krav om Deltagelse i Lov­givningsarbejdet er altsaa fuldtud be­rettiget, og det er tillige klogt fra Sam­fundets Side at imødekomme Kravet.

Kirken maa ønske det, da Kvinden længere end Manden holder paa Guds Ord.

Skolen vil have Gavn deraf. Kvinden vil bl. a. ikke give Slip paa Religions­undervisningen.

For Hjemmenes Skyld og ikke mindst for alle de hjemløse Børns Skyld maa Kvinden med til at lave Love. Al Sædeligheds-Lovgivning vil blive skæv uden Kvindens Medvirkning.

I Afholdssagen er ingen mere inter­esseret end Hustruen og Moderen og vel Søsteren med, og vi faar næppe de rette Love her uden Kvindens Med­virkning. (Eksempler fra Amerika).

Saavel Forsvarssagen som Freds­sagen vil sikkert vinde ved at faa Kvinder med i Lovgivningen, (vort For­svar har til Formaal at afværge Krigen, er altsaa fredsvenlig).

Alle borgerlige Partier vil uden Tvivl have Fordel af at faa Kvinden med i det offentlige Liv, da hun efter sit Naturel er mere konservativ end Man­den. — Her har jeg dog et lille Haab om, at Kvindens umiddelbare Følelse af Ret og Uret tidt vil bringe hende til at sprænge Partirammerne. (Bedst om hun altid som Borgerrepræsentant Frk. Blom i København kunde staa udenfor Partierne).

Men først og sidst er det retfærdigt, at Kvinden faar fuld Ligeberettigelse med Manden, ogsaa paa det politiske Omraade, hvilket alene er Grund nok.

Naa, Valgretten kommer nok inden ret længe, saa følger da dermed ogsaa Pligterne; det gælder da om at være sig sit Ansvar bevidst. (Læs Fru Blauenfeldts Pjece herom!) De troende Kvin­der maa ikke komme bagefter her.

Endelig skal jeg minde om noget der hedder Værnepligt; men derom nær­mere en anden Gang.

Tilsidst mindes om en Valgret som vi alle unge som gamle alt har, ogsaa ethvert Medlem af
K. F. U. M. — Val­get mellem godt og ondt, Ret og Uret, — mellem Lys og Mørke, Liv og Død, Valget imellem at tjene Jesus eller sig selv og Verden. At vælge ret her er det ene fornødne; men dernæst vil vi give Agt paa alt, hvad der er sandt og ær­bart, retfærdigt og rent; hvad der erelskeligt og har godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder. —