Betina Axelsens translokationstale

Da jeg startede forberedelserne til denne tale til jer, ledte jeg efter en begivenhed i dette skoleår, der havde fyldt noget for jer alle sammen. Jeres afgangs-år har været et bemærkelsesværdigt år: 

Jeg søgte efter noget, et eller andet, som havde fået jer alle sammen op af stolene – og det har ingen af de nævnte begivenheder. Men der har været én ting, der fik jer til at debattere med hinanden, med lærerne og med ledelsen: Forsøget med fokusmoduler! Der blev lagt lektielæsningstid ind i jeres skemaer midt på dagen, og derfor var vi nødt til at flytte noget undervisning til de ledige moduler om fredagen. Det resulterede i, at I i fire uger skulle have undervisning om fredagen i 4. modul. Meget, meget få af jer synes, at det var en god ide at have undervisning efter halv to om fredagen, det skulle I ikke bede om. Dér ville I være fri fra skole. 

Derfor vil temaet for min tale til jer være FRIHED 

Når jeg har valgt at tale til jer om frihed, er det selvklart mit håb, at I vil lytte opmærksomt, tage pointerne med jer og måske endda bruge dem, som I måtte finde relevante og nyttige ude i fremtiden. Inden jeg tager fat på friheden som taletema har jeg lyst til at pege på, at denne tale også vil være et eksempel på almendannelse. Det gør jeg, fordi der nogle gange sættes spørgsmålstegn ved nytteværdien af almendannelse, men også fordi almendannelse kan være svær at forklare. De eksamensbeviser, som I i dag får overrakt, er eksamensbeviser der dokumenterer, at I har taget en almendannende, gymnasial ungdomsuddannelse. Derfor vil I genkende mange elementer i min tale til jer. I vil finde, at jeg taler om et begrebs variationer og betydningen heraf; jeg vil inddrage tekster fra forrige og dette århundrede, jeg vil søge inspiration og perspektiv fra tænkere fra antikken og jeg vil name-droppe den videnskabelige metode. De mest trætte af jer, har hermed mulighed for at kaste sig over en bingo-liste – jeg håber dog de fleste af jer vil lytte efter budskabet. 

Lad os komme i gang! 

I jeres tid her, har I gennemlevet meget, der på det givne tidspunkt ikke var lystpræget; mon ikke der har været enkelte moduler, fag, emner, lektier, som I ikke ville have valgt den enkelte dag, hvis I havde været fri til at vælge? Skriftlige afleveringer, fraværsregistrering, karaktergivning – nå nej, det var lærerne, der sagde det... I har sandsynligvis alle fantaseret om at være FRI FRA nogle ting og hele dette skoleår er kulmineret i den seneste tid, hvor I lige om lidt for alvor er FRI FRA skole. I sin sang, Hjem Fra Fabrikken, beskriver Andreas Odbjerg hvordan det føles, når man om et øjeblik er FRI FRA: 

”Et minut tilbag' 
Det' sidste gang, jeg ser et ur i dag 
Og åh, hvor har jeg ventet 
Det har jeg ikke nemt ved, åh, nej 
Jeg pakker mine ting 
Og si'r farvel, vi ses i morgen igen 
Og åh, hvor har jeg ventet” 

Dén boblende, forventningsfulde mavefornemmelse, tror jeg mange af jer deler lige nu; om lidt, lige om lidt, skal I myldre ud herfra for sidste gang. 

MEN i Odbjergs sang er der et ”vi ses i morgen igen”. Han ved præcis, hvad der venter resten af dagen og næste dag, så hans frihed er bare dejlig og valgfri; der er ikke meget at tage stilling til. I de seneste år har skolen her fyldt jeres dagligdag, hvormed weekender og ferier har været velkomne afbræk. Den afslutning af frihed, som mandag morgen giver mens man går i gymnasiet, er borte om lidt. Nu skal I til selv at fylde dagene, I skal til at vælge TIL. De kommende uger er nok rimeligt præcist planlagt med fester og andet skønt og derefter har mange planlagt et sabbatår. Et FRI-år. Uanset, om man planlægger et sabbatår, et arbejde eller en videre uddannelse, er det ikke til at komme udenom, at når man er FRI TIL hvad-som- helst, er det kun en selv, der kan vælge hvad det hvad-som-helst skal være. Ellers ville der ikke være tale om frihed. Frihed TIL kræver at man handler, vælger, gør noget. Det er en helt, helt anden frihed end at være FRI FRA. 

Generationerne før jer har tumlet med det stigende pres der følger med den øgede frihed til selv at vælge og det voksende antal af valgmuligheder; men undersøgelser viser, at mange i jeres generation tumler endnu mere og at en af de bagvedliggende årsager er præstationspres. I er en generation, der i meget stort omfang er påvirkede af det, som andre mener, tror og tænker; i hvert fald bruger I enormt meget krudt på at overveje, hvad andre måtte tænke. Det har vi mærket i mange situationer. Nogle gange har det simpelthen svært at få nogen til at sige noget i et modul. 

Heldigvis er det noget, som nogle af jer er gået til kamp mod. Både FUN og Elevrådet har i år lavet nogle skønne – og meget morsomme – videoer, hvor de har gjort en dyd ud af at tage pis på sig selv. Og I andre har elsket det. I det hele taget har både Elevrådet og FUN lagt en stor indsats i, at der skulle være nogle frirum fra præstationspresset; der har været Formel Fredag, MOGO, FUN-fester og fredagscaféer. Tak for det! Til jeres allersidste café kom DJ Harske Hubbi og satte fart på, og det er jo også i den grad en invitation fra FUN til ikke at tage sig selv alt for alvorligt, men i stedet sænke skuldrene for en stund og bare have det sjovt. 

Kronprins Christian, der også dimitterer som student i dag, har ligesom FUN og Elevrådet taget kampen op. I hans tale ved hans 18-års fødselsdag var der var et meget klart budskab til jer, hans egen generation. Han sagde: 

I blev dermed kaldt til kamp, kloge unge mennesker. Når kronprinsen bruger sin taletid på at understrege, at det, at han gør sig umage, er det, vi kan forvente af ham, så er det jer, han kæmper for og inviterer til at samle handsken op. Han forsøger at frigøre sig selv – og frigøre jer – fra præstationspresset. På sine egne - og på jeres vegne – kæmper han for FRIHEDEN TIL at begå fejl og til at blive klogere. 

Kampen mod præstationspresset synes jeg man med god ret kan kalde en frihedskamp; der skal nemlig kæmpes for friheden til at begå̊ fejl og være uperfekt. Hvis præstationspres afholder jer fra at træffe valg, afholder jer fra at gøre noget, at handle, skal det angribes og bekæmpes. 

Frihedskæmperne under 2. Verdenskrig havde en klar ydre fjende og nogle meget håndgribelige våben i deres frihedskamp. Sådan forholder det sig ikke med en frihedskamp mod præstationspresset. I kan med rimelighed spørge: 

”Hvad skal jeg kæmpe med,
hvad er mit våben?”, 

som det fængende vers fra Griegs digt Til Ungdommen lyder. 

For inspiration foreslår jeg, at I kigger mod antikkens tænkere – for det er dét, I véd nu: at vores nutidige problemer kan belyses med perspektiver og viden fra endog meget gammel tid! 

Stoikerne, der tænkte deres ideer nogle hundrede år før vores tidsregning, inddelte problemer i to kategorier: Dem, som du ikke har magt over, og dem som du har magt over. De problemer, som du ikke har magt over, opfordrede stoikerne til, at du arbejder på at acceptere som de er – brug ikke krudt på den slags problemer, for du løber bare dig selv træt. I dén kategori falder det, som andre mennesker tænker om dig. I den anden kategori falder det, som du tænker om andre og dig selv – det har du reel magt over. Og den kategori opfordrede stoikerne til, at man kaster sig over. Undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem hvordan man tænker om andre mennesker og hvordan man tænker om sig selv. Tænk derfor godt om andre. Vid, at de, ligesom dig, gør deres bedste og at du intet begreb har om, hvad deres dag og liv er fyldt af. Når du tænker mere positivt om andre, vil du temmelig sikkert tænke mere positivt om dig selv. Og vær så helt sikker på, at ingen lægger lige så meget mærke til, hvad du foretager dig, som du selv gør. Det er (empirisk) bevist! 

Jeres stærkeste våben mod præstationspresset er altså at dreje jeres egne tanker om andre i en positiv retning – så vil jeres tanker om jer selv følge med. Hæld ikke vand på møllen ved at være kritiske og dømmende. 

Der er enorm frihed i at være uperfekt – og det er på den anden side vildt begrænsende kun at gå i gang med noget, som man er temmelig sikker på at lykkedes med. Se bare jeres forældre; hvis I spørger dem, tror jeg at de vil kunne bekræfte, at de indimellem har tvivlet på, om de var perfekte forældre; men måske I skal spørge en anden dag, for i dag er de vist ikke til at skyde igennem! Spørg dem, hvad de har gjort, som de ikke kunne forudsige udfaldet af – og om det var ok. Spørg, om de nogensinde har fortrudt et valg eller en handling – og hvordan de kom videre. 

Når I skal til at gøre noget, til at træffe et valg, at vælge til, kan I med fordel supplere jeres positive tanker om jer selv og andre med at minde jer selv om, at hvis I gør noget, som hen ad vejen viste sig at være en fejl – ja, så er I blevet så meget klogere. I videnskaben anerkendes negative resultater på lige fod med positive resultater og det vil jeg opfordre jer til at tænke over på jeres vej gennem livet. For hvis I nu starter på en uddannelse, som viser sig ikke at være den rigtige for jer, så er det jo værdifuld viden! Det ville I slet ikke have vidst, hvis I ikke havde prøvet. På den måde bliver I FRI FOR at begå samme fejl en gang til. Og tag det fra mig, en 50-årig: det kan altså virkelig noget. At der er ting, som man bare véd man ikke behøver prøve igen. Anerkend den kvalitet som fejl og fejltagelser har, for de er med til at vise, hvad der er mere rigtigt for jer. 

Her på skolen vil I, Årgang 2024, blive husket: Ikke for jeres karakterer, ikke for jeres fraværsprocenter, ikke for jeres afleveringer eller for jeres perfekte hår: Men for alt det I har vist os og bidraget med af pletskud og skæverter – TAK for jer. 

Med disse ord dimitterer jeg jer, Årgang 2024 fra Middelfart Gymnasium & HF.