Skip to content

Birthe Neumanns tale ved modtagelsen af Robert-Prisen for årets kvindelige hovedrolle

Nellie Møberg

Om

Taler

Birthe Neumann
Skuespiller

Dato

Sted

Tivoli Hotel & Congres Center

Omstændigheder

Birthe Neumann vandt den 5. februar 2022 en Robert for sin portrættering af Karen Blixen i filmen 'Pagten'.

Tale

Tusind tak.
Må jeg godt have lov at tage tråden op efter Simon, tak for de smukke ord.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet mig i aften, men det her, det er i hvert fald overvældende.
Det har det egentlig været hele vejen igennem, det at få lov til at arbejde med Karen Blixen.
Overvældet over, at Bille så mig i den rolle og overvældet over, at hele forløbet har været så vellykket og så ukompliceret og ja forløsende på alle måder.
Jeg har skrevet lige et par ord op.
I den proces, som gik i gang, der vi i sommeren ‘20 startede optagelserne af Pagten, der var vi et helt vidunderligt filmhold, og det kunne ikke være bedre end verdens bedste, fordi det var Bille August, der havde udvalgt os hver og en.
Og i den proces, der var det så blevet min opgave, at jeg skulle gestalte Karen Blixen, og det så jeg virkelig meget frem til, fordi hun har altid været mit idol.
Jeg har læst hende, siden jeg var ganske ung og, som alle andre, beundret hende, denne verdensdame, som var et multitalent, som var en genial forfatterinde, som på alle områder – menneskeligt og ja alle steder, hvor man kunne udfolde sig – var en ener og var før sin tid.
Kvindesagskvinde før det egentlig var opfundet, mere moderne end vi er nu, så det var for mig en gave at få lov til at skulle gå ind i hende.
Og jeg synes nok, at jeg, med hensyn til nogle af alle de egenskaber, jeg har remset op, havde lidt at byde på.
Så derfor gik jeg en anelse i chok, da jeg et halvt års tid efter inden på SF film sad i deres lille biograf og for første gang så det færdige resultat og opdagede, at den karakter, jeg havde fremstillet, Karen Blixen, mit livs idol, hun fremstod – og nu må jeg igen læse op – med klare psykopatiske træk, egocentrisk, grådig, smålig, manipulerende, ondskabsfuld og nedrig. 
Og så gav jeg mig til at tude.
Og Jesper og Bille og Simon, der var der, jeg sad helt oppe foran, jeg ser ikke så godt, der er noget med mine øjne, så jeg sad på den forreste række, og de kunne godt se, at mine skuldre hoppede lidt, og at der kom nogle mærkelige grynt fra mig, så de kom op til mig, og de trøstede mig, men på det tidspunkt var der ikke så meget med kys eller klap eller sådan noget, så det var bare noget med en spids albue, der lige kom og aede mig, fordi de troede jo alle sammen, at det jeg græd over, det var bevægelse over den gribende historie.
Men det var det ikke.
Jeg er kommet mig siden.
Jeg har fået den bedste terapi.
Jeg har nemlig genlæst Karen Blixen, og når man læser hende, så kan alle finde trøst, selv forfængelige skuespillerinder. 
Tak.

Kilde

Kilde

Transskriberet fra robertprisen.dk

Kildetype

Transskription

Ophavsret

Tags