Vi er ikke kommet sammen i Dag for at tale store og voldsomme Ord, men vi har stævnet danske Kvinder til Møde her paa Københavns Raadhus, for at vi med glade og taknemmelige Sind sammen kan fejre Freden og Friheden. I fem tunge Aar blev vor Talefrihed, vor Handlefrihed og Selvbestemmmelsesret [sic] traadt under Fod af Vold og Uret, men en eneste Ting formaaede Voldsherredømmet ikke at berøve os: Vor frie Tanke. Tværtimod. Fra den første til den sidste Dag af Besættelsen var den vort Liv og Aandedrag, og i stedse højere Grad gav den sig Udslag gennem fri Handlen. Ogsaa Kvinderne var med her paa utallige Maader, ved den aktive Front som på Taalmodighedens skjulte Post. Vi mindes med ærefrygt de danske Mænd og Kvinder, der gav Livet hen i Kampen for Friheden.
Men når vi netop har valgt Bystyrets Hus at samles i, har det sin bestemte Grund. I hele Maj Maaned har vi levet i Festrus og Begejstring, nu kræver Hverdagen os igen. Derfor kan vi i Dag ikke fejre Freden paa en bedre Maade, end ved at vende vort Ansigt mod Fremtiden, idet vi gør os klart, hvilken Gerning den frie Tanke har gjort i den danske Kvindeverden i disse Aar, og hvad den kræver af os nu. Kvindernes Kamp for deres personlige Frigørelse har sine Rødder dybt ned i vor Historie: En Hærskare af Kvinder satte al deres Kraft og Intelligens ind for denne Sag, og vi staar forlængst i fuld social og politisk Ligestilling med Manden. Disse Kvinder staar vi alle i Gæld til. På deres Gerning bygger vi i Dag. Deres Gerning er ikke endt. Kun hvad man stadig tilegner sig, ejer man. Derfor byder vi med Glæde og Tak Formændene for Danske Kvinders Nationalraad og Dansk Kvindesamfund velkommen blandt os. Enhver Kvinde bør vagtsomt og med Respekt følge og støtte det arbejde, der gøres i de to Organisationer.
Og dog er vi ikke her samlet til Kvindesagsmøde. Kvindesagens Resultater er for os den selvfølgelige Forudsætning for vort Arbejde.
Levende Medvirken
Men med Folkevirke er der ikke skabt en ny Kvindeforening. Vi har sagt det fra Begyndelsen, og jeg gentager det her: Vi er ingen Institution, men en Bevægelse: Vi er Udtryk for noget, der er ved at gro i den danske Kvindeverden. Dette "noget" er den vaagnende demokratiske Samfundsforstaaelse. Dermed være ikke sagt, at vi ikke før vidste, hvad Demokrati var. Ordet Folkestyre faldt os maaske endda for let i Munden. Og dog var Sandheden om os, at langt, langt den største Del af de danske Kvinder forholdt sig ganske passive over for Samfundsspørgsmål. Staten var for os et Administrationsapparat, hvor Specialister tog Vare paa Borgernes materielle og aandelige Ve og Vel.
Men et sandt Folkestyre beror paa Borgernes levende Medvirken. Det er ofte blevet sagt, at Mændene stænger Kvinderne ude fra det politiske Liv, hvor de kan. Lad være, at det sker baade her og der; når vi ikke var med mere, var den dybeste Aarsag til syvende og sidst egen Passivitet. Ikke de politiske Kvinders, vi har haft mange dygtige Kvinder med i Politik, men deres Arbejde manglede Baggrund og Klangfarve, fordi deres Arbejde ikke blev baaret oppe af alle danske Kvinders Interesse og levende Forstaaelse.
Det er anderledes nu. Vi har lært i disse Aar, at Politik kommer os ved. Politik gaar tværs ind gennem vore Hjems Døre, det deler Ledemod og Marv og har at gøre med vor Livsanskuelse og Menneskeopfattelse. Derfor er en ny Frihedsforstaaelse ved at folde sig ud iblandt os. Vi ved nu, at borgerlig Frihed er et Gode, vi skal vide at agte højt. Men bruger vi den kun til eget Gavn og ved Stemmeurnen hvert fjerde Aar, er den en død Kapital, der kan tages fra os før vi ved det. Tænk på de tyske Kvinder. Nazismen vandt frem, ikke mindst fordi Kvinderne var uden nogen demokratisk Bevidsthed. Derfor faldt de for de fladeste Fraser. Men værner vi vor borgerlige Frihed, uddyber vi den, tager vi dens Forpligtelse med, da vokser ud af den som Blomst i Knop den politiske Frihed, der betyder den enkeltes Fuldmyndiggørelse til Samfundsborger. Paa denne politiske Frihedsforståelse bygger Folkevirke sit Arbejde. Den slaar os i Møde fra alle de stille i Landet, der for for [sic] at tale med den svenske Forfatterinde Elin Wägner er besjælet af en dyb Tro paa Livets Værd, men som aldrig fandt Vej til at gøre denne Tro aktiv og frugtbar i Samfundslivet. Nu hungrer og tørster de efter Kundskab, efter Mulighed for at være med. Disse Marie Michelets Ord drager ogsaa Norge ind i vor Sammenhæng. Den Kvindevækkelse, vi tilsigter, er et fællesnordisk Anliggende.
Et større Perspektiv
Hungrer og tørster efter Kundskab. Her er vi ved Sagens Kerne. Kvinderne er gennemgaaende alt for uvidende om sociale og politiske Spørgsmaal, ja ofte katastrofalt uvidende. Det er ikke saa sært. Deres Arbejdes Art hugger Tiden i Smaastykker og hindrer dem i at se det større Perspektiv. Gennem Byplanlægning, Boligpolitik, Familiekundskab kan der gøres meget for at føje Hjemmets Kvinder helt anderledes organisk ind i Samfundet til Gavn for begge Parter, men skal vi faa Indflydelse paa disse Ting, maa vi først og fremmest skaffe os Viden. Kun Viden giver Myndighed. Vel at mærke ikke gold Kundskab, men Viden parret med Menneskelighed og sund Sans.
Derfor er Folkevirke efter sit indre Væsen en samfundsmæssig Vækkelse, men efter sin ydre Struktur et sagligt Oplysningsarbejde, der saa at sige vil skabe en Forberedelsesskole for de partipolitiske Fraktioner. Der maa vi ind. Ikke for at fanges i Baase, men for at være Medskabere. Der maa vi dygtiggøres. Der maa vi gøre os gældende.
Naturligvis er det ikke Folkevirkes Mening at alle Kvinder skal ind i aktiv Politik, men alle maa være med til at skabe den offentlige Mening, der bærer og inspirerer det politiske Liv. Som Knud Kristensen sagde forleden: nu gælder det den moralske Styrke i de tusind Hjem. Men mange mange flere Kvinder maa aktivt med. Vi maa ind i Sogne- og Byraad og videre frem til Rigsdag og Regering, der hvor de afgørende Beslutninger tages, hvor Loddet falder om Krig og Fred, om Ret og Uret. Saa mange maa vi med, at det kvindepolitiske Arbejde ikke udøves af en lille Flok, der har alt for travlt, men af en stor, stor Skare, hvor hver roligt tager sin Tørn og derfor ikke glemmer, at Menneskelivet lader sig ikke hundse og jage med.
Med maa vi, ikke fordi vi er klogere eller bedre end Mændene, men fordi Mands og Kvinders Psyke, deres indre Form, er saa dybt forskellig, at det er i Overensstemmelse med Livets egne Love, at begge er med til at præge Udviklingen. Først naar mandligt og kvindeligt instinkt afvejes i jævnbyrdig Brydning, falder Tingene i deres sunde Balance. Det gælder i det store som i det smaa.
Aand er Virkelighed
Da den første Fangetransport fra Neuengamme skulde til Sverige, sprang en ung Mand af Toget i Valby. Han besøgte mig samme Dag. Faa Timer efter var han i Gang med Maskinpistolen. Han var ingen Drømmer, ingen Fantast, men en ung Mand af i Dag, parat til at skyde og kaste Bomber. Men bedst som han fortalte de Ting, vi kender alt for godt, brast det ud af ham: een Ting lærte jeg dernede: at Aand er en Realitet.
Gid Troen paa, at Aand er Virkelighed, maa blive vort politiske Vaaben i Fremtiden. Det Vaaben maa Kvinderne tage i Haand: alene det kan skaffe den frie Tanke Levevilkaar. Lad os have vore Meningers Mod og stole paa Sandheds og Ærligheds iboende Kraft og ikke sætte vor Lid til Maskinpistolerne. Den frie Tanke er Nerven i det folkestyrede Samfund. Men Samfundets Grocelle er Hjemmet. Jeg tror, at en afgørende Grund til at Europa ser ud, som det gør i Dag, er den, at Kvinderne alt for længe handlede, som om Hjemmene var en Art Beskyttelsesrum, hvor de kunde hygge sig i uforpligtende Idyl, mens Taget brændte over Hovedet paa dem. Den Tid er forbi. Vi maa lære at tænke frit, uden Milieutvang, uden Partitvang. Vi maa være villige til at tænke nye Tanker, til at ændre gamle Forestillinger og lade ydre Former falde om nødvendigt; vi maa gøre det, hvis vi vil være med til at bevare Medmenneskelighed og Retfærdighed. Derfor maa vi først og fremmest være villige til ikke at misopfatte og mistro anderledes tænkende, men møde dem i ærlig Kamp. Vor Kamp imod Nazismen maa ikke, som Huxley siger det, medføre, at vort Demokrati forvandles til Nazisme. Frø af Ugræs er føget over Hegnet – det maa ikke ske.
Foraaret 1945 er ikke alene Glædens Tid, men ogsaa Opgørets og Klaringens Tid[.] Vi kommer ikke i Folkevirke som de, der kan og ved og har Svaret. Men vi kommer som meddelagtige i Fortids Skyld og medansvarlige i Fremtids Gerning. Skyld og Ansvar fordeler sig ikke saa entydigt, som vi gerne vil tro. Det er en sund Tanke at tænke med, hvor Regnskab gøres op.
Og saa – danske Kvinder, lad os aabne os for den politiske Frihedsforstaaelse, som gør os til levende Medarbejdere paa et frit og lykkeligt Danmark.