Morten Andersens tale ved indvielsen af Dansk Sprognævns lokaler

Kære alle sammen

Som borgmester er det mig en stor fornøjelse at byde Dansk Sprognævn velkommen til Bogense. Det har jeg allerede gjort ved flere lejligheder, men det er selvfølgelig noget helt særligt her i dag, hvor både sprognævnets samarbejdspartnere er til stede og repræsentanter fra ministeriet. Også et varmt velkommen til Sprognævnets medarbejdere.

Der er sagt og skrevet rigtig meget om udflytningen af sprognævnet. 900 artikler er tikket ind i vores medieovervågning, hvor sprognævnet er nævnt sammen med Bogense. Jeg ved selvfølgelig godt, at de mange artikler også er udtryk for den debat, der har været i kølvandet på beslutningen om at flytte Sprognævnet til Bogense.

Jeg vil vælge at kigge fremad og fokusere på de muligheder, den nye placering åbner for Fyn, for vores kommune og ikke mindst Sprognævnet selv. 
Jeg har læst mig frem til, at sprognævnet har tre hovedopgaver: At sætte normer for retskrivningen, at oplyse om det danske sprog og følge sprogets udvikling.

Jeg er sikker på, at Sprognævnet også fremover vil kunne løfte disse opgaver på kompetent vis, både sammen med eksisterende samarbejdspartnere – men selvfølgelig også de nye samarbejdspartnere, som placeringen i Bogense givetvis vil føre med sig.

Personligt ser jeg mange muligheder for et samarbejde. Der har allerede været afholdt møder mellem Sprognævnet, Syddansk Universitet og kommunen om at indgå en partnerskabsaftale. Blandt andet er der opstået en idé om at etablere refugiumophold for forskere her på Nordfyn. Med vores langstrakte kysstrækning, vores skønne, uspolerede natur og de store vidder vil det være helt oplagt for forskere at søge ophold her, når der er brug for ro til fordybelse og forskning.

Fra kommunens side er vi stolte over at kunne byde en så respekteret institution som Dansk Sprognævn velkommen. Sprognævnet er en meget synlig og anerkendt statsinstitution. Det danske sprog stikker rigtig dybt i os alle. Ja, det er måske ovenikøbet hjerteblod for mange. De fleste har nok en forestilling om, at de mestrer det danske sprog ret godt. Alligevel – eller måske netop derfor – opstår der tit diskussioner om, hvem der nu har ret i en sprogdiskussion.

Jeg kan godt se en fordel i, at danskere har en nogenlunde sammenfaldende opfattelse af, hvad der er op og ned i det danske sprog. Her er det vigtigt, at vi har Sprognævnet til at følge med og holde øje med udviklingen, svare på spørgsmål og afgøre sprogstridigheder, inden det kommer til blodsudgydelser. Det er nok sat på spidsen, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen!

Nogle havde måske håbet på, at det fynske sprog ville komme til at fylde lidt mere, nu da Sprognævnet er kommet til Fyns land! At det danske sprog som sådan ville blive lidt mere syngende og lidt mere lej’fi at lytte til. Sådanne forhåbninger har den nye direktør for sprognævnet dog gjort til skamme ved at slå fast, at Sprognævnet ikke vil blive et regionalt nævn. Det må vi modvilligt tage til efterretning. 
Sprognævnet redigerer og udgiver som bekendt Retskrivningsordbogen, som vi danskere ofte konsulterer, når vi kommer i tvivl om stavemåder.

Jeg har spejdet forgæves efter fynske bøjninger i Retskrivningsordbogen. På Fyn udmærker vi os blandt andet ved at have navneord i tre køn, og vi har nogle uregelmæssige datidsformer, som der mig bekendt ikke findes andre steder i landet.

Jeg har taget en lille gave med til Sprognævnet, som måske alligevel kan tilføre lidt fynsk til sprognævnets arbejde. Det drejer sig om bogen ”Fynsk så det synger – nu med brunsviger” af Anders W. Berthelsen. Bogen giver en god og humoristisk indføring i det fynske sprog – og altså også fynsk brunsviger.

Jeg ved, at direktør for Dansk Sprognævn, Thomas Hestbæk Andersen, vil sige nogle ord her efterfølgende. Så vil du ikke lige kommer herhen og modtage gaven. Jeg tænker, at den skal have en meget fremtrædende plads på jeres nye flotte bogreol.

[...]

Endnu engang tillykke med jeres nye hus – og velkommen til Bogense. Vi ser frem til at følge Sprognævnets arbejde og indgå i samarbejde om fælles indsatser, hvor det giver mening.