Skip to content

Brian Mikkelsens tale ved Biosolutions High Level Summit

Helle Moos

Om

Taler

Brian Mikkelsen
Direktør for Dansk Erhverv

Dato

Sted

Børsen

Tale

Kære alle sammen!
Velkommen på Børsen – til det første, men helt sikkert ikke sidste ’High Level Summit’ om Biosolutions.
Og stor tak til Novo Nordisk Fonden og DI Bio, som arrangerer det her med os i dag.
***
Når jeg tænker på biosolutions, så tænker jeg på et eventyr.
Selvfølgelig på et erhvervseventyr – det er klart!
Men faktisk også på et rigtigt eventyr af H.C. Andersen.
”Vanddråben”, hedder det.
Det handler om en gammel mand, der sidder med et forstørrelsesglas.
Og da han sætter forstørrelsesglasset hen over en lille-bitte dråbe grøftevand…
… så åbenbarer der sig en verden fyldt med tusindvis af væsener og organismer.
Så meget liv er der i den ene dråbe vand – at da manden rækker forstørrelsesglasset til en trold (ja, for det er jo et eventyr…) 
… så er trolden sikker på, der er tale om ren magi. 
***

For mig er biosolutions også ren magi.
For det er en måde, hvor vi kan bruge nogle af naturens allermindste byggeklodser … til at løse nogle af klodens allerstørste udfordringer.
Og potentialet er nærmest uendeligt.
Når danske virksomheder i dag kigger ned i mikroskopet – 
så ser de ikke bare celler, enzymer og bakterier…
Nej, de ser fremtidens fødevarer. Fremtidens grønne brændstoffer.
Fremtidens tøj, plastik, beton, asfalt – og meget andet.

Og ikke mindst ser de en fremtid, hvor vi bevæger os væk fra en fossil økonomi.

Hvis vi bare ser på de løsninger, der findes i sektoren i dag …
… så kan de frem mod 2030 reducere verdens CO2-udledninger med over 4 milliarder ton CO2 årligt.
Det svarer cirka til at fjerne de årlige udledninger fra hele USA. 
Og jeg gentager lige: Det er bare med de løsninger, vi kender i dag…
***
I Danmark har vi en styrkeposition på biosolutions.
Vi har en lang række virksomheder, som er langt fremme på det her:
Virksomheder, som er skarpe på alt fra fermentering til feromoner – og til fangst af CO2.
Og som skaber tusindvis af arbejdspladser.
Men det er ikke alene danske virksomheder, der lige nu kigger ned i mikroskopet og ser fremtiden. Det gør man også mange andre steder.

Derfor er det vigtigt, at vi sikrer sektoren de bedst mulige rammevilkår – både i Danmark og i EU.
***
Noget af det, vi skal have kigget på, er reguleringen på området.
For lige nu er der desværre for mange eksempler på, at fortidens lovgivning spænder ben for fremtidens løsninger.
Vi skal gøre det nemmere for virksomhederne at skalere, hente investeringer og få nye løsninger på markedet.
Det handler ikke bare om vores konkurrenceevne.
Nej, det handler også om vores evne til at løse nogle af klodens helt store udfordringer.
***
Derfor er jeg også virkelig glad for, at vi har erhvervsministeren med i dag.
Jeg ved, at du, Morten – og regeringen – er super-opmærksomme på det potentiale, der ligger i sektoren.
Og jeg ved, I er optaget af, at vi skal have kigget på reguleringen i EU.
Så forordninger ikke står i vejen for forskning og innovation.

Det er ikke lang tid siden, at von der Leyen varslede et nyt initiativ indenfor biotek. Her skal vi selvfølgelig sikre, at biosolutions bliver en del af det initiativ.
Ligesom vi i 2025 – når vi i Danmark overtager EU-formandskabet …
… skal bruge anledningen til at styrke det europæiske fokus på biosolutions.
***
For vi står over for nogle helt enorme muligheder. 
Lige nu taler vi meget om vores styrkeposition på life science.
Og med god grund. For vi har en sektor, der skaber enorm velstand og velfærd.
Men jeg tror, potentialet er mindst lige så stort på biosolutions.
For vi har – for at vende tilbage til eventyret og H.C. Andersen – kun kigget ned på en enkelt vanddråbe i et helt ocean af muligheder.
***
Så tak til jer alle fordi I er med i dag.
Tak til ministeren. 
Til alle de gode oplægsholdere… 
… og til Novo Nordisk Fonden og DI Bio, som er medarrangører i dag.
Og tak for ordet – og rigtig god summit.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags