På vegne af Fossilfri Fremtid vil jeg gerne byde velkommen til konferencen Fra oliestat til grøn stat. Først og fremmest et kæmpe tak til formanden for Klima-, energi, og Forsyningsudvalget, Rasmus Horn Langhoff, for at være vært for os i dag og åbne Christiansborg for denne vigtige samtale. Og tak til alle jer, der sidder som gæster i dag. Den her konference er resultatet af mange frivilliges utrættelige indsats, og det er det, Fossilfri Fremtid kan: Samle kræfter og skabe handling. Bevægelsen er kun ét år gammel, og alligevel står vi her i en fyldt Fællessal og nogle af landets skarpeste hoveder til debat. Tak for det, og tusinde tak til alle jer, der går på scenen i dag. Og tak til vores kunstneriske indslag, der dagen igennem vil løfte perspektivet og dele deres kunstneriske tolkning af dagens hovedpunkter gennem poetry slam og live illustrationer, der præsenteres som afslutning på dagen.
Havde det her været for et par år siden, skulle vi nok starte med at sætte klimascenen og forklare katastrofens omfang. Men i dag står vi midt i det. Klimaforandringerne er fremskredne. Skulle nogen have misset det, er DR nyheder også ude med en historie her til morgen, der fortæller hvor problematisk det er at Danmarks største pensionsselskab fortsat investerer i et et af verdens største olieselskaber, idet fossil ekspansion er uforenelig med Parisaftalen. Heldigvis betyder det ikke, at alt håb er ude. Udbygningen af vedvarende energi er gået hurtigere de seneste tyve år, end de fleste havde turde håbe på, og globalt set betyder klimaindsatsen, at vi har sat den rette kurs. Det er i fællesskab lykkes os at forpligte os til at holde den globale temperaturstigning på 1,5 grad. Det er helt ekstremt positivt! Desværre fører Danmark stadig fossil politik, der ifølge klimavidenskaben er inkompatibelt med 1,5 graders målsætningen. Her har vi højere forventninger til vores politikere!
Så lad os rette blikket mod den politiske scene: I 2020 blev der indgået et bredt forlig om at revidere Nordsøaftalen, hvor nye statslige udbud af olie- og gaslicenser blev stoppet, og 2050 blev sat som slutdato. Aftalen blev præsenteret som et stort skridt fremad mod at udfase Danmarks fossile produktion i Nordsøen. Men realiteten er en anden. Olie- og gasselskaber kan fortsat jagte fossile ressourcer, så længe det bare ikke er staten, der inviterer dem – og nu ved vi, at de skal skynde sig at suge det sidste op inden 2050. Resultatet er, at Danmark ekspanderer produktionen af olie og gas i Nordsøen. Samtidig ser vi tilbagerulning af vigtige EU-politikker, der skulle hjælpe os med at opnå vores reduktionsmål, og som efter Ruslands invasion af Ukraine skulle gøre os uafhængig af russisk gas. Desværre har krigen vist sig at være en ulykkelig situation ikke bare for mennesker, men også for klimaet. Pludselig har olie-og gasindustrien fundet et trylleord: forsyningssikkerhed. Et argument, der virker som teflon for al kritik. Det til trods for at at intentionen med planen og EU-direktiverne var at gøre os uafhængig af russisk gas og sikre forsyningssikkerhed gennem en hurtig omstilling til vedvarende energikilder, samt tiltag der skulle reducere efterspørgslen af fossil gas. Realiteten er, at det er olie-og gasselskaberne, der er de store vindere, og nu står vi i en virkelighed, hvor argumentationen om forsyningssikkerhed er vendt fra at handle om at omstille og reducere til at øge den lokale produktion af fossil gas.
Vi ved at fossile brændsler er ansvarlig for for 75 % af de globale klimaforandringer. Men når vi forholder vores klimaminister behovet for at udfase fossil produktion hurtigt, svarer han, at han lever i den virkelige verden. Det lader dog til at være lidt af en papirverden. Herude i den virkelige verden skelner atmosfæren ikke mellem hvorvidt co2-udledningen indgår i et klimaregnskab eller ej. I Fossilfri Fremtid ser vi den etablerede klimavidenskab som et udtryk for virkeligheden. Og vi mener, at den historie vi i DK fortæller om os selv som grønt foregangsland er langt fra virkeligheden. Det er derfor at Fossilfri Fremtid blev etableret, og det er derfor at vi er samlet her i dag: Vi kæmper for en retfærdig fossilfri fremtid, hvor klimapolitikken stemmer overens med klimavidenskaben.
Den gode nyhed er, at der er enighed om, hvad der skal til, og at løsningerne er lige her: Det internationale Energiagentur IEA slår fast, at der ikke er plads til flere nye olie-og gasfelter efter 2021, hvis vi skal have en chance for at holde os inden for Parisaftalens 1,5 graders mål. IPCC konkulderer, at eksisterende fossil infrastruktur med stor sandsynlighed vil overstige det fremtidige carbon-budget for en 1,5 graders reduktionsvej, og anbefaler at alle fremtidige fossile projekter aflyses for at kunne holde os indenfor målet. Iflg. International Institute for National Development, IISD, bør højindkomstlande som Danmark, der allerede har udledt massive mængder co2 og tjent anseelige beløb på fossilproduktion, udfase fossiljagten senest i 2031 for en fair Transition. Vi er historisk og moralsk forpligtede til at stoppe med fossil produktion som de første, og give lavindkomstlande tiden til at omstille sig.
Dette historiske og moralske ansvar for at gå forrest er også skrevet ind i vores Klimalov. Her har vi også forpligtet os til at holde os inden for Parisaftalens 1,5 graders mål - en sti der er fuldstændig nødvendig, hvis vi skal afværge de værste klimakatastrofer. Konklusionen er derfor klar: Stop for al fossil produktion og lad os gå fra oliestat til grøn stat - også i den virkelige verden.