Skip to content

C. Ingerslevs prædiken 1. søndag efter helligtrekonger

Om

Taler

C. Ingerslev
Pastor

Dato

Sted

Virum Kirke

Omstændigheder

Tale

En god Mand skrev engang saaledes:  
“Alle Synder kommer af Egenkærlighed, og al Egenkærlighed er Synd.” 
Da jeg læste det, maatte jeg give Manden Ret. Hvad siger du til det? Er det rigtigt? Er det sand Kristendom?  
Hvad der er sand Kristendom læres kun af een, af Jesus. Men er der noget, der skiller ham fra alle andre Mennesker, saa er det her. Han søgte ikke sit eget, plejede ikke sig selv, vilde ikke have det godt og hyggeligt selv, - noget af det, hvori Egenkærligheden viser sig.  
“Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange,” sagde han. Hele hans Liv, allerklarest hans Død paa Korset, viser, at han mente, hvad han sagde. 
Det samme viser Evangeliet i Dag. Det er den kendte Fortælling om Jesus, der 12 Aar gammel kom op til Jerusalem, blev borte for sine Forældre, men atter fundet i Templet, siddende midt blandt Lærerne. Da hans Moder bebrejdede ham det, svarede Jesus: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Gerning?” 
I min Faders Gerning” - uden Hensyn til egen Vilje eller egen Lyst. - For “alle Synder kommer af Egenkærlighed, og al Egenkærlighed er Synd”. 
Herigennem har Gud i Dag noget at sige dig om, hvori Egenkærlighed bestaar.  
At være i min Faders Gerning” betyder først ligefrem at være i min Faders Hus. Jesus kom stadigt, “efter Sædvane”, som der staar, i sin Faders Hus. 
Du – skal du først se efter Vejret, om det er saa godt, at du maa ud paa Tur; eller skal du sove igennem, fordi du var saa længe ude i Aftes; eller kan du ikke, fordi der kommer fremmede i Dag; eller skal du have noget Arbejde til Side, nu, du har en rolig Formiddag; eller – hedder det: Jeg er saa træt; jeg har ikke Lyst i Dag; der er ikke noget ved det! 
Det er jo altsammen Egenkærlighed, det er Synd; og af Egenkærlighed kommer alle Synder.  
At være i min Faders Gerning” betyder dernæst, at være i min Faders Vilje. For Jesus var det saadan: “Min Mad er, at jeg gør hans Vilje, som udsendte mig, og fuldbyrder hans Gerning.” 
Du, - er det første for dig at ville gøre Guds Vilje i fuld Lydighed? Blot et Par praktiske Spørgsmaal til Selvprøvelse: 
Hele Guds Ord siger klart, at der kun er een Vej til Himlen, den at omvende sig – vil du det? Har du omvendt dig? Guds Ord siger: “Dette er Guds Vilje: eders Helliggørelse” - vil du renses og helliggøres? 
Der staar skrevet: “Takker i alle Forhold, thi dette er Guds Vilje.” Gør du det? Jesus sagde om Nadveren: “Dersom I ikke æde Menneskesønnens Kød og drikker hans Blod, have I ikke Liv i eder.” Og han bad sine Venner om atter og atter at komme til Alters. Altsaa: det er Livet om at gøre at gaa til Alters for der, der vil frelses - gør du det? 
Drejer det sig i alt dette om Guds Vilje i Lydighed – eller din egen Vilje? “Al Egenkærlighed er Synd, og af Egenkærlighed kommer alle Synder.” 
At være i min Faders Gerning” betyder endelig bogstaveligt, at være i min Faders Gerning. For Jesus var der ingen Tvivl, skønt han vidste, det vilde koste ham Livet. Du, der vil være et troende Menneske, har du fundet ind i den Gerning, Gud har bestemt, at du skulde gøre? Er du villig til at holde ud, saa længe Gud vil det, hvad det saa koster, - ja, og gaa, naar han vil det? Eller hører du til den Slags Mennesker, der vil være troende Mennesker og trøste sig til Guds Naade, men samtidig lever efter, hvad der passer dem og “virkelig ikke kan binde sig” til noget Arbejde i Faderens Gerning, saa det muligvis kunde hindre dem i at komme ud og more sig om Søndagen, akkurat som det passer dem? 
Tænk endnu engang paa Ordet: “Al Egenkærlighed er Synd, og af Egenkærlighed kommer alle Synder.” Fik nu Gud sagt dig noget i Dag gennem alt det? Fik han dig ned paa Synderens Plads, saa du ikke har andet end Synd at komme med til ham? Det var Ordets Mening i Dag.  
Lykkedes det, saa vil jeg bede Gud – sig det til dig, som han sagde til mig:  
Du er en Synder; du har intet, og jo nærmere du kommer den hellige Gud, desto mere vil du se og forstaa det. Men saa tro mig, stol paa mig, paa det jeg har gjort og gør for dig paa Korset, i Daaben, ved Nadverbordet. Det bærer; det frelser en fortabt Synder. Guds frelsende Naade er netop for fortabte Syndere, der tror og stoler paa Guds Naade alene. 
Amen.  

Kilde

Kilde

Kristeligt Dagblad, Nr. 86, 49. Aarg. 07/01-1945

Kildetype

Dokumentation i avis, magasin e.l.

Ophavsret

Tags