Dette er til de unge, forpuppede sjæle. Alle jer, der springer ud i 2020. Selvom jeg helt ærligt ikke aner, hvad fanden ungdom overhovedet betyder.
Engang plejede jeg selv at tro, at jeg på et tidspunkt ville få styr på lortet. Efter gymnasiet, efter højskole. Når jeg kom hjem fra en rejse. Når vinteren var ovre. Men det skete aldrig. Og jeg er 33 og altså lige så gammel som Jesus, da han døde. Og voksenlivet kan stadig være et dagligt chok at vågne op til. Alle de små ting, der hele tiden skal ordnes.
Det siger jeg hverken for at skræmme nogen eller for at tale dagligdagen ned. Det er også her, midt i kaoset, at dagligdagen findes. At venskaberne vokser, og fra nu af begynder det udskillelsesløb, hvor I selv kan vælge, hvem der skal være der, når I fester, hvem der skal være der, når I græder, hvem I kommer til at sove på sofaen hos, hvad end det så bliver på grund af boligmarkedet, eller fordi at et forhold pludselig gik i stykker.
Det er et arbejde og en frihed selv at kunne vælge, hvem man deler sit liv med, til gengæld er I også den første årgang, som ikke kan benægte, at I er forbundet til verden, og at verden ikke bare er et sted, der skal indtages uden også at være et sted, der indtager jer. At vi ikke kan ignorere, hvad der foregår i Kina. At vi ikke bare kan fortsætte, som vi plejer med at rydde naturen og skubbe dens grænser uden også at skubbe vores egne. Jeg tror, at det er vigtige lektier, også selvom omkostningerne er enorme.
Måske har nogle af jer mistet folk helt tæt på eller har familie eller venner, som I ikke kan fejre med, fordi I ikke vil udsætte dem for smittefare. Måske skal I – som jeg – booke tid for at se en farmor og må kun besøge hende med plexiglas imellem jer, mens andre af jeres venner taler om overreaktioner, måske fordi de er bange for økonomisk kollaps. Måske fordi det er jer, der altid kun bliver talt til, når de ældres problemer kræver jeres afkald. Og så skal I høre på en opsang fra Dronningen. Men hvor var hun i øvrigt, da bankerne kollapsede? Med al den snak om, hvad man kan være bekendt.
Nu må selv politikerne gætte på strategier, og på den måde har foråret gjort os alle unge til nogen, der må være sammen om at finde ud af verden. Vi har altid været sammen hver for sig, men vi har ikke været vant til, at det var os, der var afhængige, at det var os, der måtte leve med konsekvenserne. Og derfor håber jeg, at vores fælles usikkerhed, at vores forandrede hverdag også får jer til at rette jeres blik mod alle dem, der lider i tavshed på centre i Danmark. Eller rundt om i verden, hvor luften klemmes ud af brystet på et menneske, der ikke anses som menneske.
Jeg tror på, at noget smukt kan blomstre fra uroen i en tid, hvor et kys ikke længere bare er et kys. I en af mine egne yndlingstaler indleder David Foster Wallace med en lille historie om to unge fisk, der svømmer i skole, og på et tidspunkt møder de en ældre fisk, og den ældre fisk siger: “Godmorgen, rødder, hvordan er vandet?”. Og de to unge fisk svømmer først lidt videre, og så kigger den ene pludselig på den anden og siger: “Hvad er vand?”. For mig er det en historie, der handler om at stille spørgsmål til alt det, vi ellers tager for givet. Men også om det smukke ved den ungdommelige undren. Så lad os blive lidt sammen her i uroen, også selvom vores uro ikke er den samme.
Jeg kan ikke forestille mig, hvad I har været igennem hele dette forår, mens blomsterne er sprunget ud, mens sommerfuglene lunt har ventet på at bryde frem. Men måske er det også et sted at begynde at være ærlig om alt det, vi ikke forstår. Det er ikke noget let arbejde, men jeg ønsker jer al mulig held og lykke. At festerne også fører til nye fællesskaber. At de får jer til at række ud mod de mindre heldige. Jeg tror virkelig på jeres ungdommelige kraft, fordi at I ved, at intet kan blive som før.