Et hundrede og syvogtredive dage. Over en tredjedel af et år er der gået siden den 7. oktober. Over en tredjedel af et år er gået med udsultning, fangentagen og brutale mord på forældre, børn, nødhjælpsarbejdere og journalister. Og jeg bliver stadig spurgt hvordan jeg som queerperson kan støtte et frit Palæstina. Og svaret kunne være nemt. Svaret kunne være: fordi jeg ikke støtter folkemord og helst ikke vil se et folk blive fuldstændigt udslettet af en besættelsesmagt.
Altså jeg mener… helt ærligt. Lille syvårige Hind blev myrdet i en bil, omgivet af sin døde familie, af en israelsk kampvogn. Røde Halvmåne ikke kunne nå frem til hende i 12 dage. Næsten to uger. Eksperter advarer om hungersnød fordi nødhjælpen ikke kan komme ind til palæstinenserne. Den internationale domstol mistænker folkemord. Men det vigtige spørgsmål er stadig, hvordan jeg kan støtte et ”så queerfobisk land som Palæstina?” Okay, så tager vi den.
Et eller andet sted forstår jeg godt spørgsmålet. For helt juridisk ville jeg som queer person ikke have det nemt i ”de palæstinensiske områder.” Men helt menneskeligt har queerpersoner det ikke nemt særlig mange steder. Og ingen af de steder fortjener og blive tæppebombet.
Hvis dem, som stiller det spørgsmål reelt er interesserede i at gøre verden til et bedre sted for queer personer, så… tak for interessen, men jeg har det efter omstændighederne ganske fint. Hvis de faktisk ønsker at gøre livet bedre for mig, vil jeg gerne se dem aktive i de ting, som rent faktisk gør samfundet bedre; skriv under på borgerforslag, sig fra overfor ”hyggehomofobi” og ”hyggetransfobi” og lad for guds skyld være med, at yde økonomisk støtte til forfattere som J. K. Rowling, som gør det rigtig, rigtig, rigtig svært at eksistere som transperson, når hun donerer 70.000 pund til en anti-trans forening, for et par dage siden
Og apropos Gud, så kan vi også lige med det samme aflive argumentet om antisemitisme hos propalæstinensere. Jeg er, rent genetisk, jøde. Og jeg. er ikke. antisemit. Jeg er derimod antizionist, sammen med størstedelen af praktiserende jøder i verden, som heller ikke ønsker at se Palæstina ødelagt.
Som jeg ser det, er argumentet om at palæstinensere skulle være queerfobiske et selvmodsigende argument. Selv hvis størstedelen af palæstinensere er queerfobiske (og det foregiver jeg ikke at vide noget om, om de er) så vil der også være palæstinensiske queerfolk som er udsat for israels folkemord. Og de skal hjælpes lige så meget som alle andre queermennesker. Hvis argumentet er et reelt ønske om ligestilling af queerfolk, vil jeg henstille til, at man inkluderer palæstinensiske queerfolk i sin kamp for ligestilling.
Men, hvis argumentet egentlig inderst inde er et forsøg på at retfærdiggøre et folkemord, har jeg kun en ting at sige: ikke i vores navn. Ikke i jøders, og ikke i queerfolks. Når israels folkemord er stoppet, kan vi tage fat på juridisk queer-ligestilling i Palæstina. Men før det, skal vi sikre at der er et Palæstina at tage fat i det i. Hvis vi skal ændre menneskesyn, skal vi først redde menneskeliv.
Jeg lover dig, at din status som queer-allieret ikke bliver truet af at være pro-Palæstina. Så tag til demonstrationer, skriv under på underskriftindsamlinger og sig fra overfor misbrug af både religioner og queer-identiteter.
Tak for jeres tid. Våbenhvile nu. Fri Palæstina.