Så kom vi igennem året 2021.
Hold ud, vi er der næsten.
Sikke et år det har været.
Jeg har en oplevelse af at tumle mig igennem det, og jeg er sikker på, at det nok også er rigtig mange andres oplevelser.
Det var endnu et år i coronaskygge med nedlukninger, savn efter at mødes, være sammen om musik, kunsten, kulturen.
Alt det, der giver os glæde og energi, måtte vi have meget lidt af.
Men hvad vi har oplevet, er noget helt for sig selv og går uden tvivl over i historiebøgerne.
Mange har været ramte på hver sin måde, men kulturlivet har været så utrolig hårdt ramte af, at de ikke må gøre det, de er allerbedst til.
At invitere store grupper ind til at opleve.
Sæderne i teatrene har samlet støv, salene foran scenerne på spillestederne har været rungende tomme, museerne har haft stille og tomme gange mellem de mange udstillede værker og fortidsminder, bibliotekerne har været uden studiegrupperne og børnehavebørnene, der normalt fylder lokalerne med lyd og liv.
Jeg sagde sidste år, at jeg ville stå foran scenerne og synge med og klappe højt.
Og jeg var også med til meget af det, der kunne lade sig gøre.
Men festivalerne og de store arrangementer måtte vi desværre undvære.
De mange nedlukninger har især været hårdt ved de mange aktører på kulturområdet, der på mange måder egentlig er vant til at klare sig selv, både på godt og på ondt, men her blev det noget nært umuligt, da de blev lukket ned.
Jeg har i 2021 været meget mere i kontakt med mange forskellige aktører og organisationer inden for kulturbranchen end nogensinde før.
Det har været nødvendigt, men det har også været lærerigt.
Og jeg spørger faktisk også mig selv nogle gange, om vi ikke kunne have været dygtigere til at inddrage kulturlivet i alternative løsninger.
Kunne museerne, teatrene og spillestederne ikke have hjulpet, da skoler og daginstitutioner måtte være i små grupper?
Men for kulturlivet, der har der været bekymringer for at kunne overleve, som har fyldt meget.
Og dernæst bekymringerne for fremtiden, og det har berørt mig på alle måder.
Og det har derfor været en kernesag for mig at sikre kulturlivets overlevelse.
For vi har også brug for den efter corona.
Og lige nu hænger der en ny sky over hovedet på kulturaktørerne, en ny moms på kunstnerisk virksomhed, det er lovgivning, der kommer fra EU.
Men vi må ikke haste det igennem, vi skal først have en grundig kortlægning af konsekvenserne af lovforslaget, og vi skal sikre, at vi ikke overimplementerer forslaget, og endelig så skal vi faktisk også sikre en nænsom overgang.
Den danske kultur, vores kultur, har i særdeleshed været en prøve.
Det har i lang tid ikke været nemt, og vi skal ikke gøre det sværere, at være en del af kulturlivet.
I denne tid er det fortsat vigtigt, at vi politisk både støtter og giver kompensation, men også er opmærksomme på de eftervirkninger, der er efter lange nedlukninger.
Mange har brugt deres opsparinger, belånt sig, og det sætter nogle rigtig rigtig svært.
Og jeg er glad for, at vi bredt i Folketinget sikrede kompensationsordninger for kulturbranchen, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var svært, og at vi ikke altid ramte godt nok.
Og derfor så forstår jeg også bekymringerne, når fremtiden er så usikker, og kompensationerne ikke helt dækker, og derfor vil jeg på kulturområdet kæmpe for, at kulturen skal blive en større politisk prioritet.
Fordi kultur er også en væsentlig del af et velfærdssamfund.
Kultur er for os alle.
At kulturen er den, der binder os sammen gennem oplevelserne og historierne.
At kulturen er med til at skabe debat, dialog og udfordre os.
Det er intet mindre end prisværdigt at opleve, hvordan der under corona er fundet på mange nye idéer og løsninger til at dele kulturen under de mest uforudsigelige tider i vores historier.
Der skal være plads til udvikling og innovation på området, og derfor er jeg glad for, at vi faktisk er lykkedes med Kulturens analyseinstitut på finansloven.
Det skal hjælpe med at samle data på de mange fede ting, der faktisk foregår derude, og være med til at skabe opmærksomhed omkring det, der virker.
Kulturoplevelser er ikke kun for borgere med mange penge eller det største overskud.
Kulturen og dens oplevelser skal være tilgængelig for alle uanset indkomst og baggrund.
Denne kamp er værd at kæmpe, fordi vi tror på, at det vil gøre en forskel i samfundet.
Det vil skabe mere lighed og forståelse på tværs af samfundet, når kulturen rammer bredt.
Kulturen er hver dag med til at danne, uddanne os og samtidig forme vores samfund ved at dele vores kulturskatte og historier.
Det at dele og værne om vores kultur er grunden til, at vi kan se hinanden i noget, der er større end os selv.
Nemlig fællesskabet.
Kultur er noget, vi både har og er i vores fællesskab.
Det er bevaringsværdigt for nuet og for fremtiden.
For vores børn og unge.
For voksne og ældre.
Fællesskabskulturen har indflydelse på os og berører alles liv.
Og som tidligere nævnt, så er der en bekymring for fremtiden, og jeg forstår, at den er der.
Alligevel når jeg ser, hvad vores børn og unge kan, så bliver jeg optimistisk.
Jeg ser glædeligt frem til de nye og innovative kunstformer og kunstnere, der må komme i de nye år.
Men i en usikker tid er det endnu mere vigtigt, at vi også støtter vækstlaget.
At vi sikrer fremtidens kulturaktører.
Det er igen vores børn og unge, der er fremtiden.
Der vil blive skabt en verden af udfoldelse og udtryksformer, som vi nok aldrig har set før.
Og det vil vi omfavne, for det skal der være plads til.
Mit største ønske for det kommende år er, at corona slipper sit tag i vores samfund, og vi kan leve uden restriktioner og nedlukninger.
At kulturen igen kan blomstre, så vi kan mødes igen og igen til udstillinger, foran scenerne.
Jeg ønsker jer alle sammen et rigtig godt og glædeligt kulturår med alle dem, I elsker og holder af.