Skip to content

Chris Preuss' grundlovstale

Kristian H Jensen

Om

Taler

Chris Preuss
Formand for DUF

Dato

Sted

Omstændigheder

Talen blev holdt på Demokratifestivalen i Ollerup, der på grund af coronakrisen blev afholdt online.

Tale

"De unge er skideligeglade"
"De unge tænker mest på sig selv!"
"De unge opfører sig som fjolser med hærværk og druk i store grupper!"
I kommentarsporene på Facebook flyder det over med kommentarer om, at ungdommen er ansvarsløs, ubetænksom, og at vi ikke kan se ud over egen næsetip.
Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut har endda fået sagt, at "[de unge] er en aldersgruppe, der nogle gange kan have svært ved at tænke sig om". 
Desværre virker det til, at det billede af ungdommen er smittet af på alt for mange danskere. 
En kommende undersøgelse fra Københavns Universitet viser for eksempel, at et flertal af danskerne mener, at unge har skylden for, at coronaen blev en epidemi i Danmark.
Som formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, må jeg sige, at vi i vores paraply af 78 unge-organisationer oplever en helt anden virkelighed.
I DUF ser vi unge, som går forrest og tager ansvaret på sig. 
Vi ser unge, som er omstillingsparate og i deres foreningsfællesskaber bidrager til – efter bedste evne – at løse de mange store og små udfordringer, som coronakrisen har påført os allesammen.
Så i stedet for at pege fingre her i Danmark bør vi løfte blikket mod den store verden og stille os selv spørgsmålet – hvorfor er coronakrisen gået så galt? Det præcise svar kender vi formentlig først om mange år, men manglen på åbenhed og tillid, tror jeg, spiller en afgørende rolle. 
For jeg er sikker på, at hvis der havde været større åbenhed og større tillid globalt set – så havde situationen set anderledes ud i dag. For Kina skulle have været åbne og ærlige om den situation, de befandt sig i, i stedet for at holde deres befolkning og verdenssamfundet hen med halve sandheder. 
Og vi skulle kunne have tillid til, at verdens ledere ville arbejde sammen om at løse udfordringerne frem for at misbruge det politisk.
Den globale demokratiske samtale er forstummet. Og når den forstummer, så er det, at krisen rammer os alle sammen. Som et af verdens stærkeste demokratier har vi i Danmark et ansvar for at tale demokratiet op, for at tale samarbejdet op og for at tale åbenhed op. Vi ved fra vores egen lille andedam, at vi kan samarbejde på trods af uenighed. 
Så vi skal slå et slag for det demokratiske sindelag i hele verden. Fordi de kriser vi står overfor, de kræver demokrati, de kræver tillid, og de kræver åbenhed. 
Vi kan ikke løse de grænseoverskridende problemer uden grænseoverskridende løsninger – og uden at tage ansvar og handling. 
For mig er det tydeligt, at unge tager et stort ansvar for de globale udfordringer, og det ser vi også med en af vor tids andre store kriser – klimakrisen. 
For jeg tror ikke, at den krise havde fået samme politiske bevågenhed, hvis ikke unge havde insisteret på klar handling. 
For vi unge er fuldstændigt klar over, at vi på godt og ondt arver fremtiden, og at det kalder på vores engagement og deltagelse. Derfor siger vi også tak til de generationer, der har skabt et af verdens bedste lande at vokse op i. Men vi siger nej tak til de generationer, som ikke tager ansvar for klimaet.
Men vi tager jo ikke kun ansvar i klimakrisen. Jeg synes faktisk også, at ungdommen løfter et stort ansvar under coronakrisen. Og det er et ansvar, vi løfter til trods for, at krisen også har store omkostninger for vores generation – også selvom vi ikke er i den direkte risikogruppe.
Vi er nødt til at anerkende, at ungefællesskaberne også har lidt under coronakrisen. 
I DUF-organisationerne har vi set vores fællesskaber lukke ned de sidste par måneder. Det har kostet både på fællesskabskontoen, når unge ikke har kunnet mødes i foreningen og dyrke det frivillige engagement med hinanden. Men også økonomisk har mange af vores foreninger tabt, når forældre tøver med at betale kontingentet til den lokale forening, som er tvunget til at holde lukket.
Og lige nu går mange unge mennesker fortsat glip af vigtige mærkedage og begivenheder – også uden for foreningslivet – som de aldrig får igen. Det kan være konfirmationer, 18-års fødselsdage, den sidste dag i folkeskolen, svendegildet eller studenterkørslen. Oplevelser, som man husker resten af livet.
Vi ser nu ind i en fremtid, hvor prisen for coronakrisen vil fortsætte med at være høj, uanset hvor meget vi åbner – særligt for ungdommen. 
Mange unge kommer til at mærke alvorlige økonomiske konsekvenser af krisen, og vi ser eksempelvis allerede en stor mangel på lærepladser, som har betydning for de unge, som går på erhvervsuddannelserne. 
Og mange unge, som har færdiggjort et uddannelsesforløb, kan se ud på et jobmarked præget af stor og voksende ungdomsarbejdsløshed.
Det er alvorligt, og det bør være en af de største prioriteter i tiden efter coronakrisen at finde svar på de løsninger.
For ungdommen er fundamentet for fremtiden. Og det er vigtigt, at vi ikke taber den nuværende ungdomsgeneration på jorden.
Grundlovsdag er demokratiets festdag. En dag hvor vi både kigger på vores helt nære demokrati, samtalen mellem frie mennesker, men også det store demokrati ude i verdenen. 
Og særligt det globale demokrati mangler vi i stigende grad blik på. Når vi som ungdom ser tilbage på, hvilke begivenheder der i de seneste årtier grundlæggende har været med til at ændre danske unges liv – så kommer de ofte ude fra den store verden.
Det så vi både med oliekrisen og finanskrisen, hvor ungdomsarbejdsløsheden var i top. Vi kommer til at se, at klimakrisen, hvor omkostninger stiger for hver generation – og vi kommer til at se tilbage på coronakrisen med samme konklusion – de globale kriser har store omkostninger for ungdommen. 
Når en flagermus basker med vingerne i Kina, så påvirker det vores liv i Danmark.
Årsagen til kriserne er grænseløse. Derfor må vi også løfte blikket og se uden for Danmarks grænser, når løsningerne på problemerne skal findes. 
Både når det gælder om at sikre os mod konsekvenserne af corona, når vi skal sikre et bæredygtigt klima, eller når det gælder om at sikre det demokrati, som vi hylder og fejrer i dag.
Mange tak for ordet – og hav en rigtig god grundlovsdag!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags