Skip to content

Christian Holst Vigilius' tale ved Konservativ Ungdoms landsråd

Om

Taler

Christian Holst Vigilius
Landsformand for Konservativ Ungdom

Dato

Sted

Borreby Herreborg, Borrebyvej 41, 4230 Skælskør

Tale

Høje landsråd

I dag går det løs. I dag skal vi have gang i den politiske debat, krydse verbale klinger på talerstolen, drøfte dybsindige konservative perspektiver, og i aften skal vi selvfølgelig have årets store gallafest. Jeg har glædet mig ufatteligt meget. At mærke det konservative fællesskab, traditionerne, æstetikken, ånden og troen på et mere retfærdigt, trygt og sikkert Danmark – det er essensen af Konservativ Ungdom.

Der er dog heller ikke nogen tvivl om, at vi i år holder vores landsråd på et trist bagtæppe. Søren Pape Poulsen er ikke iblandt os længere, og det er så tragisk som noget kan være. Han var på alle måder et gennemført ordentligt og godt menneske og et politisk forbillede, som gav os alle troen på, at den konservative bevægelse i Danmark kan blive til meget mere, end den har været i mange år.

Søren havde et godt hjerte, der lyste igennem alt det, han gjorde og den måde, han behandlede andre mennesker på. Han spredte liv og glæde, hvor han var - selv i svære tider. 

Det sås blandt andet, da han for et halvt år siden var festtaler til Konservativ Symposium. Og jeg kunne forestille mig, at det for nogle KU’eres vedkommende også er deres sidste minde med ham. Men et godt minde. Det er det i hvert fald for mig. Han holdt en fremragende tale, og var i topform - også selvom “det blæser lige nu”, som han sagde. Han talte om sammenhold, fællesskab og tro på fremtiden. Og det var altså i en periode, hvor der blev skudt på partiet fra højre og venstre. Det syntes jeg, var utroligt stærkt, og det siger noget om den robusthed, som Søren var kendetegnet af. Og jeg er virkelig glad for, at vi dengang, førhen og sidenhen har givet ham den opbakning, han fortjente. Det var en hyggelig aften, og hvis ikke det var fordi, forpligtelserne kaldte, tror jeg også, Søren ville være blevet til luk og sluk.

Det er godt at holde fast i gode minder i svære tider. Tabet af Søren er ubærligt, uvirkeligt og ufatteligt trist. Og nok heller ikke noget, der nogensinde kommer til at give mening. Men jeg tror, det er vigtigt at huske på al den glæde, han spredte mens han var her, den inspiration han var og den forskel han gjorde for os, for partiet og for Danmark.

Søren gav os drømmene tilbage, stod der på en af blomsterkransene til bisættelsen i Viborg. Og det synes jeg, er meget rammende. Da jeg meldte mig ind, var vi en my over spærregrænsen, og det var til tider pinligt at sige, at man støttede Det Konservative Folkeparti. Mange opfattede det som et taberprojekt. Søren formåede med sin kyndige ledelse, sit politiske kompas og sin favnende facon at samle partiet. Et parti, der er notorisk kendt for at bekrige hinanden internt. Han samlede partiet, fik styr på butikken, og lagde en kurs, som positionerede os som et reelt, borgerligt parti, der tog vigtige værdipolitiske dagsordener op, samtidig med at vi sikrede indflydelse på den førte politik. Vi steg i meningsmålingerne, kom i regering, Pape gjorde det fremragende som justitsminister, og så fik vi det bedste kommunalvalg i flere årtier. Og før det hele gik galt, lå vi til 17% procent i meningsmålingerne, og flere politiske kommentatorer vurderede det mest sandsynligt at vi ville få statsministerposten, hvis der var borgerligt flertal. En tanke, der var fuldstændig umulig for blot et par år siden. Og det kan godt være, det ikke gik, som vi havde håbet, men nu vi ved, at vi kan. Og vi ved, at den eneste partiformand, der siden årtusindeskiftet har gjort det bare tænkeligt, at Konservative kunne komme til at regere det her land, det var Søren Pape.

Så udover at mindes gode stunder med Søren, så lad os også inspirere af ham. Af den måde han var hel politiker og helt menneske på en og samme tid. Det er ikke tilfældigt, at alle har gode ord at sige om Søren og hans person. Han mødte folk i øjenhøjde, han tog dem seriøst og behandlede dem med respekt, og man havde en følelse af, at han virkelig lyttede til en, når man talte med ham. Det tjener ham til ære. Hans ordentlighed.
Og så var han en fighter. Han kæmpede med næb og kløer for den konservatismens fremgang. Søren har altid været utroligt uselvisk og selvopofrende for den konservative sag. Lige til det sidste. 

Lad Sørens liv og eftermæle tjene som eksempel på, hvordan man kan dedikere sit liv til en sag uden at miste sig selv. Søren er savnet, men jeg tror på, at han er et bedre sted nu. Han vil altid være et forbillede og for altid være i vore hjerter.
Jeg vil bede jer om at rejse jer op, og så vil vi holde et minuts stilhed for Søren.

>>Et minuts stilhed<<

Tak for det og ære være Sørens minde. Og jeg vil også lige benytte lejligheden til at takke alle dem af jer, der var med til at gøre bisættelsen til en smuk og værdig afsked med dannebrogsfaner fra hele landet. Det var smukt og fuldstændigt i Sørens ånd.

Men! Selvom det kan være svært, så er det også tid til at se fremad nu. Jeg er helt sikker på, at Søren ville have sagt det samme, hvis han var her. Vi har meget vi skal nå, vi har et valg, der skal vindes, vi skal kæmpe for konservatismens fremgang og jeg tror sådan set, at den bedste måde at ære Søren på, er ved at kæmpe for den sag, som han viede størstedelen af sit liv i tjeneste for. 

Det er også i Sørens ånd, at vi tillader os selv at være glade og fejre landsrådet, som den festlige begivenhed det er. Med politiske kampe, kammeratlige samtaler, ideologiske drøftelser, gallafest, grin, gensyn og jeg ved ikke hvad. Det har jeg glædet mig utroligt meget til at gøre sammen med jer allesammen.

Konservativ Ungdom er et unikt fællesskab. Vi står op for, hvad der er ret og rimeligt, og vi kæmper for at passe på Danmark. I medgang og modgang kæmper vi for vores land – med mere tryghed, sammenhængskraft, fællesskab og retfærdighed. Vi har en forpligtelse overfor vores land og familie. Det må vi aldrig glemme. Og det er derfor, vi er her. 

Så der er faktisk ikke så meget mere at sige end: kan I allesammen have et fantastisk landsråd!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags