Tak for det. Da vi i Socialdemokratiet foreslog og gennemførte Arnepensionen, gjorde vi det for at mindske uligheden og uretfærdigheden i Danmark. Også i forhold til dem med de hårdeste fysiske job var det vores opfattelse, at de skulle have bedre mulighed for og bedre fysik til at hygge sig med børnebørnene i deres otium. Nu tager vi næste skridt i kampen mod sociale uretfærdigheder. Socialdemokratiet støtter velfærdsforliget. Vi tager ansvar for at betale den regning, der følger med, når man som os har store ambitioner for velfærdssamfundet. Den position forlader vi ikke. Men vi kan se, at der økonomisk er plads til et mere retfærdigt pensionssystem i Danmark. Det er opgaven nu.
Da vi i Socialdemokratiet foreslog Arnepensionen, var der mange borgerlige politikere, der rystede på hovedet. Er der overhovedet et problem? blev der spurgt, og det blev påstået, at det var umuligt at finde en løsning for de nedslidte. Den samme kritik lyder nu, og ja, det bliver sikkert bøvlet, men så er det jo godt, at det er os, der skal gøre det. Jeg er helt på det rene med, at man kan have forskellige holdninger til pensionssystemet, men det nærmer sig det absurde, når Liberal Alliance og Radikale påstår, at der ikke findes urimeligheder i det nuværende pensionssystem, som hr. Ole Birk Olesen gjorde i Berlingske den 21. august, og her citerer jeg:
»Tallene viser jo, at Mette Frederiksens fortælling simpelthen ikke er sand. Hun opfinder problemer ud af den blå luft for at gøre sig attraktiv for bestemte vælgergrupper.«
Og fru Samira Nawa fra De Radikale udtaler i samme artikel, at »statsministeren mangler at pege på, hvad det er for et problem, der skal løses.«
Jeg har efter små 10 år i Folketinget den allerstørste respekt for holdningsforskelle, men i forhold til ulighed og uretfærdighed på pensionsområdet er det simpelt hen ikke et spørgsmål om holdninger. Hvis du er mand og har folkeskolen som din højeste uddannelse, kan du som 30-årig forvente at leve, til du er 76 år gammel. En akademiker som mig selv kan forvente en omkring 8 år længere levetid. Næsten 20 pct. af det her lands akademikere ville, hvis de ønskede det, have råd til at pensionere sig selv for egne midler 5 år før pensionsalderen. For gruppen af ufaglærte med grundskolen som deres højeste uddannelse gælder det for omtrent hver 20., og jeg kunne blive ved med de her eksempler. Uligheden findes, og det er hævet over enhver tvivl – eller hævet over enhver holdning, om man så må sige.
Når Radikale og Liberal Alliance påstår, Socialdemokratiet opfinder problemer, så henviser man til Pensionskommissionens tal. Hvad LA og Radikale glemmer at oplyse, er, at kommissionen jo ikke alene kigger på almindelige pensionsår, men også medregner førtidspension, og da ufaglærte og faglærte har langt hårdere fysiske job, ender de også langt oftere på førtidspension end akademikere. Derfor ligner det, at ufaglærte og akademikere har lige lang tid til at nyde deres otium, men det har de ikke. Faktisk fremgår det af den samme Pensionskommissions tal, at omkring en fjerdedel af den samlede pensionisttilværelse for en ufaglært er på førtidspension. For en akademiker er det omkring 3 pct. Det vidner om, at der er tale om markant forskellige seniorliv på tværs af de grupper, og det giver simpelt hen ikke nogen mening ude i den virkelige verden at sammenligne livet som almindelig pensionist med livet som førtidspensionist. Det er vel at mærke mennesker, der har både lægers og myndigheders ord for, at de er for syge til at gå på arbejde.
Man kan også understrege absurditeten fra Radikale Venstre og Liberal Alliance med et lille eksempel, hvor vi har to forskellige grupper. I den ene gruppe har vi tre akademikere, der alle får 10 år på almindelig folkepension. I den anden gruppe har vi tre ufaglærte, hvoraf de to dør, den dag de skal på folkepension, og altså får 0 år på folkepension, og den tredje gruppe får 30 år på førtidspension inden døden. Ifølge den opgørelse, som Liberal Alliance og Radikale betjener sig af, er der ikke nogen forskel eller uretfærdighed mellem de to grupper; de får jo lige mange år på pension.
Men i realiteten findes der jo ikke nogen danskere, der ikke kan se, at uretfærdigheden, uligheden mellem de to grupper er massiv. Uligheden findes. Det er årsagen til, at vi i Socialdemokratiet ønsker et mere retfærdigt pensionssystem.
For første gang siden anden verdenskrig, i 50 år, har vi kurs mod 3 sammenhængende år med en arbejdsløshed på under 3 pct. Antallet af kontanthjælpsmodtagere er aldrig målt lavere. Beskæftigelsen blandt ikkevestlige indvandrere har aldrig været højere. Selv hvis man samlede alle langtidsledige i det her land i Royal Arena eller på Odense Stadion, ville der stadig være pladser til overs. Det er altså på trods af coronakrise, krig, energikrise og stigende priser. Det er helt, helt historisk ekstraordinært, og det er ikke noget tilfælde. Det er også en direkte konsekvens af krisepolitik og politiske valg.
Traditionelt, når vi her på Christiansborg diskuterer ulighed eller socialpolitik, er der meget ofte fokus på Ginikoefficienter, på overførsler eller på særlige indsatser. Det er naturligvis alle sammen meget, meget vigtige diskussioner. Men mit bud er, at der næppe findes noget socialpolitisk tiltag, der har gjort så stor en politisk social forskel eller skabt en større grad af lige muligheder end de sidste års historisk stærke beskæftigelse, hvor tusindvis af mennesker er blevet løftet udefra og ind i det arbejdende fællesskab. Jeg tror, det er helt og fuldstændig afgørende for integrationen, at både Anna og Ahmed oplever, at far og mor går på arbejde, og det er helt afgørende, at både Ahmed og Anna selv kan få et fritidsjob.
I Socialdemokratiet mener vi, at kontanthjælp er en grundsten i vores sociale sikkerhedsnet, men overførsler kan aldrig give den samme stolthed, samhørighed og oplevelse af fællesskab, som et arbejde kan. Vi kan afsætte milliarder af kroner til både forebyggelse og sundhed, og det mener jeg at vi skal, men vi kommer aldrig den sociale og sundhedsmæssige forskel, som findes mellem dem, der er på arbejdsmarkedet, dem, der er langvarigt står udenfor, helt til livs. Der er få politiske resultater, der gør mig mere stolt end tanken om den kolossalt positive sociale betydning de sidste års stærke beskæftigelse har haft for danskere, særlig danskere, der tidligere har stået uden for det arbejdende fællesskab.
SVM-regeringen er, som statsministeren har sagt, en mærkelig regering. Det kan være svært at vænne sig til, at gamle hovedfjender i politik pludselig fremlægger politik sammen. Omvendt tror jeg, at særlig i disse år med så meget splittelse verden over er SVM den bedste regering for Danmark. Vi investerer i velfærd, samtidig med at vi forbedrer erhvervslivets vilkår. Vi reformerer og styrker sundhedsvæsenet, uddannelserne og ældreplejen. Vi fører en økonomisk politik, der sikrer fuld beskæftigelse, og som samtidig med det har fået bugt med inflationen og de stigende priser. Der er med andre ord mange grunde til at holde af en mærkelig regering.
Men måske er den vigtigste grund til at holde af en mærkelig regering, når det kommer til stykket, i virkeligheden den grønne trepart. I årevis har skiftende regeringers politik betydet en zigzagkurs på miljø- og landbrugsområdet. Det har været elendigt for landbruget, fordi skiftende rammebetingelser jo er en kæmpe sten i vejen for de grønne investeringer, som er nødvendige for vores landbrug. Det har været en katastrofe for vores vandmiljø, som flere steder er helt dødt, og det har udgjort en barriere for den klimaomstilling, som landbruget selvfølgelig også skal igennem.
I New Zealand forsøgte den socialdemokratiske premierminister, Jacinda Ardern, at indføre en CO2-afgift i landbruget. Den afgift blev stoppet af en blå regering. I Danmark bliver vi det første land i verden, der indfører en klimaafgift i landbruget, der på den ene side sikrer en bæredygtig produktion og på den anden side sikrer en konkurrencedygtig produktion. Vi gør det ikke alene bredt i Folketinget, vi gør det sammen med landbruget og sammen med Danmarks Naturfredningsforening og sammen med arbejdsmarkedets parter.
Jeg mener, at den arbejdsform siger ganske meget om Danmark, men den siger også ganske meget om, hvad man kan, når man har en bred regering i det her land.
Så vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne læse en vedtagelsestekst op:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget konstaterer, at økonomien er sund, og at beskæftigelsen er rekordhøj. Det har muliggjort det største løft af kommunernes og regionernes økonomi i mere end 15 år, som vil betyde mere nær velfærd.
Regeringen har sammen med partier i Folketinget styrket erhvervslivet, øget kvalitet og frisættelse af både folkeskole og ældrepleje samt fremrykket investeringerne i forsvaret.
Danmark er et foregangsland i den grønne omstilling med den grønne trepart.
Folketinget konstaterer, at der med treparten sættes fart på den grønne omstilling af dansk landbrug og en massiv omlægning af det danske areal.
Folketinget er optaget af, at vi i den kommende tid rykker sundhedsvæsenet tættere på borgerne og mindsker ulighed i sundhed, fremtidssikrer ungdomsuddannelserne og fokuserer på det familiepolitiske. Og så skal værdigheden fylde mere i socialpolitikken.«
(Forslag til vedtagelse nr. V 1).
