I sommer var der OL, olympiske lege, i Paris, og sommerens OL fik mig til at tænke på et af livets helt store spørgsmål. Hvad nu, hvis vi partier herinde stillede op til OL? Hvilke olympiske discipliner ville vi så egentlig stille op i?
Lad mig begynde med Dansk Folkeparti. Jeg tænker brydning: stædighed, standhaftighed, suk og støn og en sportsgren med et sæt super simple spilleregler, nemlig at få ham udlændingen presset tilbage og ud over grænsen. I forhold til Alternativet tænker jeg breakdance – en ny og spændende disciplin. For os andre ser det måske underligt ud, når de roder rundt nede på gulvet, men måske er det bare, fordi de er så meget forud for deres tid. Så har vi i Danmarksdemokraterne. Jeg tænker traktortræk. Så er der måske nogle herinde, der tænker: Er det virkelig en olympisk disciplin? Og svaret er et rungende nej, hvilket jo kun er en fordel, for så slipper man for at skulle helt ned til Paris og alle deres fine saloner.
Så har vi Enhedslisten. Jeg tænker skydkast. Det er I gode til. Jeg tænker spydkast, eller hvad der nu ellers lige er af kasteskyts i nærheden. Så har vi De Konservative. Se, her har en af mine konservative venner hjulpet mig. Han har foreslået maraton, for som han siger, kræver det råstyrke og rettidig omhu, og så er det rodfæstet i traditionen. Jeg tænkte mere, at det er virkelig kedeligt fjernsyn. Og så har vi Liberal Alliance. Her må jeg simpelt hen beklage og sige, at jeg ikke har kunnet finde på noget, men det er altså også lidt svært, når hverken skak eller scrabble er på det olympiske program.
Hvad er Venstre så? Her er der måske nogle, der tænker 200-meterrygsvømning på dybt vand. Andre tænker måske, at vi ligner en groggy sværvægtsbokser, som nægter at acceptere tallene på vægten, der placerer ham i fjervægt. Men nej, svaret er, at Venstres disciplin er tikamp. Vi kan lidt af hvert. Tikamp handler om balancer, og det handler om en god grundform, eller som der står på Wikipedia:
»Tikamp kræver udover en bred teknisk kunnen og en velfunderet fysik også stor mental udholdenhed, der konkurrenceevne som regel er ganske langvarige.«
Balancen ser man i, at hvis du bliver et stort muskelbundt, vinder du måske i kuglestød, men du betaler prisen, når du skal slæbe din store krop gennem 110-meterhækkeløb. Og du kan bruge al din tid på at træne det perfekte spydkast, men så bliver du bare aldrig rigtig god til højdespring.
Der er nogle, som er bedre end Venstre i de enkelte discipliner. Nogle kan snakke om større skattelettelser end Venstre, men i Venstre vil vi også gerne have et stærkt sundhedsvæsen, vi vil støtte Ukraine og styrke vores fælles forsvar. Der er andre, der kan give vildere klimaløfter end Venstre, men vi vil redde klimaet uden at ødelægge erhvervslivet og sende arbejdspladser ud af Danmark. Og i Venstre taler vi ikke om land mod by, vi taler om land og by og alt derimellem, for vi er nemlig hele Danmarks Liberale Parti. Vi vil ikke tage fra de gamle og give til de unge eller omvendt. Vi er partiet for alle aldersgrupper. Venstre er et arbejderparti. Det skal kunne betale sig at arbejde. Men vi er også partiet for dem, der ikke længere arbejder og nu nyder en velfortjent tilværelse som pensionister.
Ja, og så skal det hele som sagt bindes op på en stærk grundform i form af økonomisk ansvarlighed, for uden det får man hverken arbejdspladser, skattelettelser, sundhedsvæsen eller grøn omstilling. Venstres politik har altid båret præg af balancer og fokus på grundformen. Vi ser det med den grønne trepart – en aftale, som af politiske kommentatorer er blevet beskrevet som værende i samme historiske liga som Kanslergadeforliget. Og når man er så ydmyg og beskeden, som jeg jo er kendt for at være, så er det da rart, at nogle andre kan rose Venstre. Men der har også været kritik, og den hilser jeg velkommen, for den viser, hvor fint balanceret aftalen er.
Kl. 10:05
På den ene side sidder Danmarksdemokraterne på en rodeotyr og tordner mod en CO2-afgift, og på den anden side står Enhedslisten i en plantebaseret pølsevogn og vil have halveret Danmarks animalske produktion til en begyndelse. Men i midten sidder Venstre heldigvis, for bordenden i loven i forhandlingslokalet, sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer og lander en aftale, der fremtidssikrer dansk landbrug, viser vejen for en klimavenlig omstilling og skaber et nyt, grønt danmarkskort med ny skov på et areal næsten på størrelse med Fyn. Med aftalen har vi ikke skullet vælge mellem fortsat landbrugsdrift i Danmark eller en nedbringelse af landbrugets klimaaftryk eller en genopretning af natur, biodiversitet og havmiljø. Vi har leveret det hele.
En anden disciplin, hvor vi i Venstre jo har to af de absolutte topatleter, Lohse og Løhde, er sundhed. Her har vi netop præsenteret en ambitiøs sundhedsreform, og igen handler det om balance. For uanset om man bor på Frederiksberg, på Falster eller i Frederikshavn skal man have adgang til den nødvendige behandling hurtigt og trygt. Desværre er der alt for mange danskere, som er ramt af kroniske sygdomme som kol, diabetes eller hjerte-kar-sygdomme, og det er jo slemt nok i sig selv. Men oven i deres sygdom skal de kæmpe med sundhedssystemet. Her oplever de usammenhængende patientforløb og lange ventetider. Det kan vi ikke være bekendt. Det er ikke godt nok, så det gør vi nu op med. Vi kopierer modellen fra kræftpakkerne, så mennesker med kroniske sygdomme får et sammenhængende forløb, hurtigere adgang til specialister og bedre støtte i nærområdet, så alle får den behandling, de har brug for og krav på.
I den kommende tid skal vi så også diskutere pension, og også den diskussion går Venstre til som en tikæmper med øje på balancen og uden nogen sinde at ville sætte grundformen, den stærke danske økonomi ud, over styr. I Venstre mener vi ikke, at det er nok at kigge på, hvordan danskernes arbejdsliv slutter. Vi skal også interessere os for, hvordan det forløber. Hvordan sikrer vi det bedst mulige arbejdsliv for alle? Hvordan sikrer vi, at vi hver især har tid til familie, børn og venner, samtidig med at vi også kan give den en skalle på vores arbejdsplads? Pensionsalderen er kun et element i den diskussion. Vi har foreslået en arbejdslivskommission, så vi med omtanke kan træffe beslutninger, der både skaber mere fleksibilitet for den enkelte og samtidig sikrer, at vi som samfund står stærkt.
Nu vi taler om arbejdsliv, har de fleste nok opdaget, at vi i Venstre mener, at det skal kunne betale sig at arbejde frem for at være på passiv forsørgelse, men der er altså også mennesker i vores dejlige land, som ikke passer ind i de kommunale kasser, og for hvem det realistiske succeskriterium ikke er et 8-16-job. Vi skal være så rummelige i vores samfund, at vi har plads og råd til at tage os af dem, som er kommet skævt fra start, som drikker for meget, og som ryger noget, de ikke må ryge, eller det, der er værre. Men også her handler det om balancer, nemlig balancen på den ene side retfærdighed og rimelighed og på den anden side af værdighed og rummelighed. Den balance skal vi drøfte med hinanden i det kommende folketingsår, og det ser jeg frem til.
I Venstre er vi ikke dem, der trækker de fleste overskrifter med overdreven overbudspolitik. Der er ikke mange klik i artikler om godt gammeldags ansvar, og Venstre får nok aldrig guldmedaljen i hverken 100-meterløb eller kuglestød, og selv om vi har kæmpet med mange forhindringer, bliver vi nok heller ikke verdensmestre i 110-meterhækkeløb, men det er måske også meget fint. For sandheden er jo, kære venner, at ingen enkelt disciplin er tilstrækkelig i politik. Ingen af os kan nøjes med at stille op i 100-meterløb, kuglestød eller hækkeløb. Politik er tikamp, politik er balancer og sammenhænge. For hvad er vi værd som politikere, hvis vi kun tænker på de voksnes skattelettelser og ikke på børnenes daginstitutioner? Hvad er vi værd, hvis vi kun bekymrer os om børnenes daginstitutioner, men glemmer børnenes bedsteforældre, som er på plejehjem. Og hvad er vi værd, hvis vi kun tænker på velfærd, men glemmer de virksomheder, der skal tjene de penge, som skal betale for velfærden?
Jo, jo, måske kan enkeltsagspolitikeren vinde dagsordenen for dagen, og måske kan den politiker endda blive valgt til at sidde her i denne flotte sal, men den politiker kommer aldrig til at opnå det, som jeg ved vi alle sammen drømmer om, nemlig at gøre en positiv forskel, at rykke noget. Og at rykke noget i politik sådan for alvor gør du ikke uden at have øje for helheden og for balancen og uden at have grundformen hundrede procent på plads. Det har vi i Venstre. Vi har sådan set været med siden 1870. Det er 24 år før de moderne olympiske lege. Vi ser frem til samarbejdet, ikke bare i det kommende år, men i mange, mange år frem i tiden.
