Hej, mit navn er Christina Olumeko. Jeg er demokratiordfører og minoritetsordfører for Alternativet.
Jeg har statsborgerskab, og det er jeg født med, selvom der sikkert er partier, der ikke ønsker det. Min far har statsborgerskab, og jeg er lykkelig for, at han nåede at få statsborgerskab inden 2004.
2004 var et skelsættende år for vores demokrati. I 2004 besluttede et flertal i Folketinget nemlig, at statsborgerskab skulle være svært at få. Statsborgerskab skulle ikke længere være en ret fra fødslen. Statsborgerskab skulle være en hårdt tilkæmpet ret, og så få som muligt skulle kunne få adgang til det.
2004 markerede starten på snart 20 års glidebane i dansk politik. Vi kender resultaterne.
10 procent af danskerne har ikke ret til at stemme til vores folketingsvalg. Hver tiende danskers stemme bliver ikke hørt i vores demokrati. I Ishøj Kommune er det 25 procent. Det svarer til hver fjerde borger. Samtidig tager det i gennemsnit 19 år at få statsborgerskab. Og så lidt som en fartbøde eller et sabbatår kan bremse din mulighed for at få en stemme i vores demokrati. Og hvis du tager en uddannelse, bliver du straffet, fordi du skal bevise dit værd over for systemet ved at have et lønarbejde.
Det er mennesker, der holdes ude af fællesskabet. Mennesker, hvis stemme får mindre indflydelse. Mennesker, der får at vide, at de ikke er danske nok til at være med.
Men ved I hvad. Vi er alle sammen danskere. Vi tilhører vores demokrati, og demokratiet tilhører os.
Når vi står her i dag, står vi sammen for, at vores demokrati bliver demokratisk. Det er vildt, at vi skal sige, at det om vores eget demokrati. Vi vil have et demokratisk demokrati.
Derfor er vi samlet om to krav:
1: At unge, der er født og opvokset i Danmark, automatisk skal have statsborgerskab, når de fylder 18 år.
2: At uddannelse skal tælle som beskæftigelse, når man søger om statsborgerskab
Dét, er der vi starter. Det er er første skridt på vejen mod et demokratisk demokrati.
Og i virkeligheden så er vi mange, der vil langt mere. Vi står her, fordi vi kæmper for, at de sidste 20 års udemokratiske politik rulles tilbage. Vi kæmper for lige rettigheder og indflydelse. Vi kæmper for vores demokrati.
Så til alle jer, der i dag er kommet for at fejre, at I har fået statsborgerskab: Tillykke til jer. Godt kæmpet. Vi ved, at der har været en lang proces. Tak for jeres tålmodighed.
Og til alle jer, der endnu ikke har fået statsborgerskab: I skal vide, at I ikke er alene. Vi kæmper sammen med jer for jeres demokratiske ret.
Lad 2024 blive året, hvor vi ruller de 20 års udemokratiske politik tilbage, og lad de næste 20 år blive starten på et bedre demokrati.
Tusind tak for ordet. Tak, fordi I er kommet, og tak for invitationen.