1700-året for koncilet i Nikæa, som vi er samlet for at markere, er omgivet af både selvfølgeligheder og paradokser.
Det er oplagt at fejre en så stor begivenhed i kirkehistorien, fordi koncilet var vigtigt, både fordi, det fandt sted, og endnu mere, fordi det ikke bare dengang satte ting på plads, men er blevet eet af de konciler, der har haft den største langtidsvirkning. På grund af den trosbekendelse, der blev formuleret i Nikæa, har koncilet bevaret en relevans, som end ikke splittelserne i kristendommen har kunnet ophæve. Tværtimod ser alle kristne på tværs af splittelserne koncilet som et fælles referencepunkt, der endnu i dag er med til at markere de grundlæggende trossandheder, som alle, der bærer kristennavnet kan deles om. Ud over at udtrykke de kristne grundsandheder er koncilet også en påmindelse om den enhed, der herskede dengang, det fandt sted, og som det stadig skal være en ambition at komme nærmere.
En anden og endnu vigtigere selvfølgelighed er koncilets formål med at samle op på de første århundreders levede kristendom, lige fra de første øjenvidners møde med Kristus og hans udsendelse af dem for at forkynde hans rige, over en tid med næsten uafbrudt forfølgelse til en periode med de første alvorlige udfordringer af den kristne lære. Det er et kendt hændelsesforløb i kirkehistorien at ting, der i sig selv burde være indlysende, nogle gange kommer til at stå klarere efter at være blevet udfordret og så præciseret.
Jesus lagde i sin forkyndelse ikke skjul på, hvem han er. Ikke mindst evangelisten Johannes gengiver Jesu udsagn om hans tætte, evige tilknytning til sin fader, en tilknytning, der har sin rod i evigheden, sådan som Jesus siger det i evangeliets 8. kapitel.
Samtidig er der også passager, hvor Jesus synes at underspille sin status, når han f.eks. giver udtryk for sin tilsyneladende uvidenhed om verdens ende og viser total lydighed mod sin Faders vilje. Vranglærer består ikke altid i, at der siges noget forkert, men i, at ikke alt bliver sagt eller troet. For dem, der ville understrege, at der kun er én gud, var der således en forståelig ambition om at forsvare denne del af den kristne tro.
At benægte Kristi guddom behøver derfor ikke at ses som et ondsindet forsøg på at lancere en ny lære, men snarere som en ignorering af, hvad Gud har åbenbaret om sig selv, gjort for os og ønsket at inddrage os i med det til følge, at vor egen status som mennesker er blevet højnet.
Det er også her, at paradokserne toner frem. Læren om Treenigheden, om Guds Søns menneskevordelse og dermed om hans to naturer er både svær at forstå og for mange total irrelevant, en verdensfjern akademisk teori.
At noget er svært at forstå hører med til Guds væsen. Han er uudgrundelig og trods vor beredvillighed til at tro alt om ham kommer vi aldrig forstandsmæssigt til at fatte hans evighed, hans almagt og alvidenhed eller den interne dynamik i Treenigheden. Trods hans Søns synlighed på jorden forbliver hans to naturer et mysterium og menneskevordelsen uudgrundelig og en permanent anledning til benovelse.
Nikænums lære om Gud, om hans Søns guddom og om Treenighedens mysterium er således ikke kun en fremlæggelse af ubestridelige facts, man som kristen blot har at acceptere i tro. For den kristne er Gud ikke fjern og utilnærmelig. Også det gamle Israel kunne forundret sige: ”Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har sin Gud så nær?” (5. Mos. 4,7b); men i den nye pagt er Gud kommet sit folk endnu nærmere. Gennem sin Søn er han trådt ud af sin sikre sfære for at være os så nær, som det kan lade sig gøre i denne verden. Guds Søn blev sårbar og mærkede gennem sin lidelse konsekvenserne af denne sårbarhed. Guds indgriben og ledsagelse af sit folk i den gamle pagt gjorde indtryk og skabte tillid, ofte p.gr. af spektakulære begivenheder. Hans Søns komme til jorden var uden magtdemonstrationer, men med en overbevisende form for autoritet og ganske konkret omsorg. For sine modstandere var Jesus på én gang svag og provokerende: Svag, fordi han ikke opfyldte messianske forventninger; provokerende, fordi han sagde, han er Gud.
Det er sådanne paradokser, nikæakoncilet med sin trosbekendelse bl.a. ville forklare. Guds Søn steg ned fra himlen ”for os mennesker og for vor frelses skyld.” Denne sætning udtrykker både Guds ydmyghed og almagt. Ydmyghed, fordi hans Søns menneskevordelse var et ekstremt afkald på sikkerhed og overgivelse til sårbarhed; almagt fordi kun Gud kan frelse. Samtidig synes behovet for den frelse, som Gud tilbyder, ikke at være alle bevidst. Frihed og autonomi er noget alle længes efter og kræver, og befrielse fra ulykker og katastrofer opleves med rette som en lettelse, mens frisættelse med henblik på evig frelse synes uvedkommende og svært at forestille sig relevansen af.
Sandheden om, at Jesus er Guds Søn og dermed Gud, er ikke kun vigtig at acceptere, fordi den udtrykker en objektiv kendsgerning, som for os kristne er indlysende og ufravigelig. Sandheden om Jesu guddom giver også autoritet og troværdighed til alt det, som Jesus siger og gør, og ikke kun for hans samtid, mens han var på jorden, men til alt det, der siden er sket i oprigtig efterfølgelse af ham. Derfor er koncilets trosbekendelse blevet en uundværlig rettesnor for kristenheden til alle tider, et klart, både dybtgående og afgrænsende udtryk for kristendommens kernesandheder, som trods senere tiders splittelser, stadig er de kristne trossamfunds fælles grundlag til både at arbejde for større indbyrdes enhed og til på en troværdig måde at møde en fragmenteret verden med Kristi befriende og enhedsskabende budskab. Nikænums og det følgende koncils version af trosbekendelsen har til i dag været det fælles afgørende og identitetsskabende grundlag for kristenheden, også i de tider, hvor de enkelte trossamfund var hinanden allerfjernest.
Trods denne grundlæggende enighed om, hvor vigtig og uundværlig en rettesnor den nikænske og senere den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse er, spøger et sidste, endnu ikke afklaret paradoks, nemlig uenigheden om Helligåndens præcise udgåen, om kun fra Faderen eller også fra Sønnen. Der kan argumenteres seriøst for bevarelsen af den omdiskuterede tilføjelse; men der er også flere eksempler på, at der i konkrete tilfælde ikke er blevet insisteret på at have den med. Så kontroversielt spørgsmålet gennem tiderne er blevet set, viser praksis med lejlighedsvis udeladelse af tilføjelsen, at en løsning ikke burde være urealistisk.
Disse sidste bemærkninger er ikke nævnt for at dryppe malurt i bægeret og dermed spolere en oprigtigt glædelig begivenhed, men for at udtrykke ærlighed og realisme over for den faktiske situation. Ærlighed og realisme må dog ikke signalere resignation. Det ville meget direkte sagt være ukristeligt, fordi vi som kristne netop skal udtrykke og formidle håb, ikke mindst i vor tid, et håb, der både grunder i de løfter, Kristus har give,t og øser af det, han allerede har udrettet for os, først og fremmest gennem sin opstandelse, som den samlede kristenhed i år er fælles om at fejre i disse dage. Den korsfæstede og opstandne Kristus er sejrherre; hans sejr er en sejr over død og synd og ikke over modstandere – der er ikke tabere i påskemysteriet ud over djævelen, den store skaber af splittelse. (Jf. Den internationale teologiske kommissions dokument i anledning af 1700-året for Koncilet i Nikæa nr. 124).
Disse sidste bemærkninger er ikke nævnt for at dryppe malurt i bægeret og dermed spolere en oprigtigt glædelig begivenhed, men for at udtrykke ærlighed og realisme over for den faktiske situation. Ærlighed og realisme må dog ikke signalere resignation. Det ville meget direkte sagt være ukristeligt, fordi vi som kristne netop skal udtrykke og formidle håb, ikke mindst i vor tid, et håb, der både grunder i de løfter, Kristus har give,t og øser af det, han allerede har udrettet for os, først og fremmest gennem sin opstandelse, som den samlede kristenhed i år er fælles om at fejre i disse dage. Den korsfæstede og opstandne Kristus er sejrherre; hans sejr er en sejr over død og synd og ikke over modstandere – der er ikke tabere i påskemysteriet ud over djævelen, den store skaber af splittelse. (Jf. Den internationale teologiske kommissions dokument i anledning af 1700-året for Koncilet i Nikæa nr. 124).
Anliggendet i Den katolske Kirkes jubelår, som falder sammen med vor markering af nikæajubilæet, er også at tro på og skabe håb. I en tid som vor synes meget at være håb mod håb, håb på trods; men lad det alligevel være en strategi, prøvet af mange i frelseshistoriens og kirkehistoriens forløb, og en strategi, vi kristne har fået betroet som en forpligtende opgave. Amen.