Kære Trine
Shu-bi-dua lavede engang et album med titlen ”dengang da mor var dreng”.
Det var en kærlig hilsen til kvinden, som shubberne mente, havde taget mandens bukser på, og nu frøs de stakkels mænd altså uden dem.
DU har i den ministertid aldrig været bange for at tage bukserne på.
Nogle vil måske også mene, at du visse steder tog bukserne fra mændene. I hvert fald har det været tydeligt, at der var nogen, som kom til at fryse, når du gik ind i dine kampe.
Jeg har ofte været uenig med dig politisk.
Men jeg har altid beundret dit mod. Og mod skal der til. Fordi hvert eneste skridt mod ligestilling i det her samfund er begyndt med en kamp mod normerne.
Og fordi ligestillingskampen er et opgør mod normerne i vores samfund, så bliver den altid mødt med en hovedrysten i begyndelsen.
Måske er det derfor, at ligestillingsministeriet så ofte har oplevet at måtte skifte minister. Det er en brændende platform. Ligestillingskampen mødes ofte med ringeagt. Kig blot tilbage i historien:
- Skolelederen Nathalie Zahle argumenterede i 1870’erne for, at kvinder skulle kunne komme på gymnasiet og få samme uddannelser som mænd. ”Hun var ikke rigtig klog”, sagde man.
- Da Frederik Bajer sammen med sine kone Mathilde stiftede Dansk Kvindesamfund, blev han opfattet som en slags forræder.
- Og da kvindesagsforkæmperen Elna Munch i 1913 holder en tale, hvor hun argumenterer for kvinders valgret, bliver hun mødt med argumentet om, at kvinder er for styret af deres følelsesliv til at kunne deltage i det politiske liv.
Der er unægtelig sket noget siden, og vi står to kvinder her i dag til en ministeroverdragelse. Men at vi har en ligestillingsminister er også et symptom. Det ville jo ikke være nødvendigt med ligestillingsministre, hvis ikke normerne stadig var skæve i vort samfund. På den måde kan man sige, at vores vigtigste mål som ligestillingsministre må være at gøre jobbet overflødigt.
Og der er vi langt fra endnu. Det er ikke bare en diskussion om mand eller kvinde. Det handler også om dem, der lever anderledes end flertallet.
Det er ikke så mange år siden, at Danmark var blandt de første til at lovliggøre ægteskab mellem to af samme køn og give enlige og lesbiske ret til kunstig inseminering. Også det blev mødt med hovedrysten i store dele af vores eget folketing.
Det er heller ikke så lang tid siden, at debatten om kvinders måde at tage barsel på, rasede i folketinget. Nogle mente, at man skulle holde børnene hjemme og sandelig ikke møde op på borgen, når man havde et lille barn. Nogle af os har mærket det selv.
Vi må desværre også konstatere, at kvindens ret til fri abort ikke er en selvfølge. Slet ikke i det europæiske fællesskab, hvor lande som Ungarn og Polen ruller lovgivning tilbage og forbyder abort. Vi står med en kæmpe opgave i det europæiske fællesskab. En værdikamp.
Og vi har også mange andre udfordringer. Vi har også en stor udfordring med for mange drenge, der desværre tabes i folkeskolen, og for mange mænd, der mislykkes i bunden. Det er mindst lige så urimeligt som, at kvinder ikke lykkes i toppen.
Der er altså masser af kampe, der skal kæmpes. Og jeg glæder mig til at tage fat. Danmark skal blive endnu bedre til at lykkes med at være mulighedernes samfund. Uanset baggrund og kultur skal alle opleve, at de har frihed og mulighed til at vælge, hvem de vil elske og hvad de vil beskæftige sig med. Jeg glæder mig til at være mulighedernes minister.
Men jeg vil også sige et par ord om digitalisering.
Jeg er også utrolig stolt over min nye post som Danmarks første digitaliseringsminister. Det er et vigtigt område.
Danmark er allerede i dag et digitalt foregangsland.
Nu hæver vi ambitionsniveauet med oprettelsen af et helt nyt digitaliseringsministerium. Fordi der både ligger mange udfordringer – men også muligheder – og venter i fremtiden. Muligheder for vækst, for velstand, for klimaløsninger, for bedre sundhed og meget mere.
Og samtidig skal vi sikre, at digitale tilbud er nemme at bruge for alle, uanset alder og uanset hvor dygtig man er til at bruge en skærm. Her har vi altså nogle udfordringer, og derfor er jeg glad for, at vi nu prioriterer området endnu højere.
Og til sidst:
Kære Trine.
Du har aldrig svigtet ligestillingskampen. Heller ikke uden for ligestillingsministeriet.
For du er ikke bange for at stikke hånden i en hvepserede og gøre det, du mener er det rigtige at gøre.
Du er ikke bange for at blive mødt med hovedrysten. Det forekommer mig faktisk, at du ikke er bange for ret meget.
Og som man siger: ”Der er alt mulig grund til at frygte alt muligt her i verden. Derfor skal man ikke være bange for noget som helst.”
Den sætning har du udlevet som minister, og derfor skylder vi dig alle en stor tak for kampen her i dag. Du har i sandhed haft de bukser på, som Shu-bi-dua sang om for efterhånden mange år siden.
Som gave skal du have lidt litteratur om kvinder, der har forandret verden. Og den er pakket ind i en grøn sløjfe. Sløjfen blev indstiftet af dansk sygeplejeråd og symboliserer kampen for ligestilling på arbejdsmarkedet.
Alt godt fremover. – jeg håber, vi kan fortsætte kampen for ligestillingen sammen.