Størstedelen af jer der står her i dag, ved ikke nok om politik, I har ikke nogen holdning til jeres hverdag, I har ikke noget globalt udsyn, I kan ikke træffe velovervejede beslutninger.
Er I enige?
Det er jeg i hvert fald på ingen måde.
Problemet er bare, at det er sådan, vores samfund betragter jer, der er 16 og 17 år lige nu.
I har ikke den demokratiske rettighed til at kunne stemme; I bliver altså ikke reelt inddraget i samfundet.
Det er paradoksalt.
For når jeg står i dag, og kigger ud på alle jer, der deltager samt alle jer, jeg har snakket med i dag - så er der ingen tvivl om, at I ved noget om politik, I har holdninger til jeres hverdag, I har et globalt udsyn og I kan træffe velovervejede beslutninger.
Jeg kender ikke en eneste 16- eller 17-årig, der ikke har holdninger til samfundet og til deres hverdag.
Men som det ser ud lige nu, kan I kun tage ansvar for jeres handlinger, men ikke jeres holdninger.
I kan sagtens komme i fængsel, men I har ingen mulighed for at bestemme den lovramme, I skal holde jer indenfor. I skal tage en uddannelse, men I har ingen mulighed for at definere hvordan.
I skal betale skat, men I har ingen mulighed for at bestemme, hvordan de penge skal fordeles eller hvor meget, I skal indbetale.
Helt konkret har I en række pligter, men ingen direkte demokratiske rettigheder til at ændre det.
Er det overhovedet et demokrati?
Det er os unge, der i allerhøjeste grad kommer til at mærke konsekvenserne af de beslutninger, der træffes lige her og nu. Vi skal leve i en fremtid, hvor vi konfronteres med øgede klimaforandringer, kunstig intelligens og dominerende tech-giganter - men mange af os har slet ikke de fundamentale rettigheder til at påvirke det.
Det lyder meget trist at sige højt, men det behøver ikke at være sådan her. Der findes faktisk en løsning - vi kan lave om på de demokratiske rammer.
Næste år skal der stemmes til Europaparlamentsvalget. Et organ der om nogen har indflydelse på vores fremtid. Her kan vi helt uden grundlovsændring sørge for at jer 16- og 17-årige får stemmeret. Men det kræver, at vi der er 18 år og ældre står op for demokratiet.
Det kan man eksempelvis gøre lige nu, ved at tage mobilen frem, finde hjemmesiden borgerforslag.dk og underskrive borgerforslaget om at sænke valgretsalderen til 16 år til Europaparlamentsvalget.
Det tager vitterligt ikke mere end fem minutter at bruge sine demokratiske rettigheder og skabe dem for de 16- og 17-årige.
Så hop ind og underskriv eller prik dine forældre, bedsteforældre, lærere, pædagoger eller sidemakker her på pladsen på skulderen og mind dem om at værne om demokratiet.
Vi er i en konstant demokratisk udvikling, det er ikke mere end 53 år siden, at jeg ikke engang havde muligheden for at stemme. Så lad os hoppe med på udviklings-vognen. Tyskland, Østrig, Malta og Belgien er allerede med og vi gider da ikke at være det land, der er bagud på demokratifronten.
Lad os forbedre demokratiet. Lad os alle sikre fundamentale borgerrettigheder for unge. Lad 16- og 17-årige stemme til Europaparlamentsvalget!