Det er Digteren Jacob Paludan, som et Sted i en helt anden for os her helt uvedkommende Sammenhæng taler om, hvor forskellige vore Dage kan té sig. „Vore Dage" – siger han – „som fødes ubeskrevne, men som hurtigt siger han udvikler deres Karakter, nogle sort skarnagtige, andre uventet givende; nogle med et Bud til os, andre forløbende saa lydløst, at vi ganske vist mærker noget gaar, men vægrer os ved at tro, at det skulde være Livet." – Hvis man i det hele taget giver sig af med at bedømme sine Dage og overveje sit Livs Forløb, maa man ogsaa kende, hvor rammende den Karakteristik er. Netop saa forskelligt er det, vore Dage og vore Øjeblikke fornemmes. Ser man frem, er det blot som at se ind i en stor Tomhed, en Tomhed, som man saa ganske vist selv fylder ud – undertiden med sin Forventning, men oftest med sine Bekymringer. Og som saa Dagene og Øjeblikkene efterhaanden bliver Nutid, faar de først deres Karakter og Præg. Der kommer de Dage, der synes at ville give alle vore Bekymringer Ret og er blot sorte Ulykkesdage. Det er de nu ikke altid i Kraft af de Ulykker og Vanheld, de vælter ind over os ude fra. Men ikke sjældent – og det er ikke de „mindst værste" virker de sorte og tunge og uigennemkommelige i Kraft af den Afsløring, de kan rumme, den Afsløring af, at man ikke magter at forme sit Liv ret. Man kender det forfejlet og sig selv afmægtig til at rette det op. Man kom skævt ind paa de Mennesker, man var bundet til og holdt af og var forpligtet paa, man svigtede Livets Gerning. Og Dagen og Øjeblikket kan ikke leves om igen. – Og saa kom der trods alt ogsaa Dage, eller maaske snarere Øjeblikke, der netop var uventet givende: alle vore Bekymringer blev gjort til Skamme – havde vi en Forventning, blev den overtruffet; Dagen, Livet kærtegnede os midt i vor Frygt og Magtesløshed; vi kendte os som uværdige Modtagere af et Liv, vi ikke selv havde skabt eller fortjent. Paa den Maade kunde Dagene komme til at rumme et Budskab til os. Det var ikke blot de Dage, der føltes gode, blide, gavmilde, der var paa den Maade talende, men det gælder ogsaa om de sorte Dage. Dagene havde deres forskellige Budskab til Mennesket: om Krav og om Gave, om Dom og om Naade, om noget, vi ikke selv er Herre over. Saadan er vore Dage talende, de er meddelende, d.v.s. de er givende. Saa kan der ganske vist være disse Dage ogsaa, der føles saa lydløse, hvor vi ganske vist mærker noget gaar, men vægrer os ved at tro, at det skulde være Livet." Ja, der var saadanne Dage, som man maaske følte trivielle og stillestaaende, mens man var i dem; man mærkede højst, at Tiden gik, og man syntes, de var saa underligt spildte, man fik intet ud af dem. Og dog har vi maaske ogsaa nu lært at skønne paa og længes efter den Slags Dage, der ikke er altfor støjende og højrøstede, men hvor man gaar i sin beskikkede Dont og Kreds og ikke har saa megen Tid og Lejlighed til at tænke paa, hvad man selv faar ud af Livet, men har at passe de andres Liv og Trivsel, som man er sat til at varetage. Saaledes kunde ogsaa de lydløse Dage bringe et Budskab om, at man ikke selv var eller skulde være Midtpunktet i Tilværelsen. Saaledes kunde ogsaa de lydløse Dage blive givende og en Gave. – Vore Dage er givende. De gav os vel ikke altid – maaske meget sjældet –det, som vi ønskede af dem, men netop derigennem blev de os en Kundgørelse af, at vi er under Herre og Skaber, at vi er under Skabelse, at alt er Gave. Det bliver paa den Maade til et paa een Gang beskæmmende og befriende Budskab, at midt i alle Spørgsmaalene til os og alle vore Afgørelser, midt i vores stadige Virken Handlen, hvor det ser ud, som om det er os, der er bestemmende og skabende, midt i dette er vi dog ikke de endeligt afgørende Herrer, men vi er i en andens Haand. Det frier os ikke fra Ansvar, men det paalægger os Ansvar, – for den, der ingen har over sig, har heller ingen til at kræve sig til Ansvar.
Men vi kan maaske ikke se, hvad alt dette har med Dagens Evangelium at gøre. Og dog skulde der ikke med det, der her er sagt, siges andet end det, som Evangeliet har forkyndt. Det taler om Mennesket, der staar mod- tagende overfor Livets Gave og Livets Gaver – er afmægtigt til at tage dem selv eller skabe dem selv. Om Mennesket, der er under Skabelse, er i en andens Haand. Og det er Mennesket ikke blot idet det bliver udfriet af Lidelse og Nød, men er det ogsaa under Lidelsen, i Nøden, er ogsaa der prisgivet en andens Vold; og Mennesket kommer aldrig saadan ovenpaa og bliver saadan „rask", at det kan klare sig selv. Nej, Livet er os givet, og Livet er givende, ogsaa hvor det forløber i naturlige Baner og i Menneskets almindelige Fællesskab og gensidige Hjælp og indenfor Menneskets naturlige Begrænsning under Synd og Død. – Men Fortællingen her taler ogsaa om Menneskers Blindhed, hvori de ikke kan se Livets Gavmildhed, fordi den kommer til dem og formidles ad naturlige og menneskelige Veje, som f. Eks. dette ordinære at fremstille sig for Præsterne og bringe sine Ofre, som de spedalske skulde. Og her tales om Menneskers Blindhed, hvori de kun kan se deres egne Lidelser og deres eget Velvære, og hvori de føler Lidelsen uretfærdig og uforstaaelig, men Velværet naturligt og berettiget, saa at de af den Grund aldrig har noget at takke for. Men saa hænder det altsaa ogsaa, at det er en Samaritan, – en, der ikke regner sig for, og ikke regnes for, hørende med til Guds Folk og i Guds Hus, bedst har Øje og Øre for Livets Gavmildhed: at vore Dage er givende (ogsaa i deres Krav til os), at Livet er en Gave, at vi er i en andens Haand. – Og saa vil Evangeliet her forkynde, at det er ikke i en blind Skæbnes Haand, vi er, men i Guds Haand; at Gud handler givende og tilgivende med os lige saa fuldt midt i Lidelse og Afmagt som i Styrke og Glæde – det er dog under den ene og samme, under hans naadige Handlen og Skaben og Gavmildhed, vi er. Vi kan gaa Dagene igennem, blinde for det, men Kristus aabenbarer det, at i vore menneskelige Dage, i vore gode og onde Øjeblikke, er Guds Naade Gave, hos os og handler med os. Baade i Dagens Krav og i dens Dom og Barmhjertighed, baade i de sort skarnagtige og uventet givende Dage er det den samme Naade, der handler med og taler til os og vil binde os til sig og til Livet med Mennesker.