Ernst Hansens prædiken 4. søndag i advent

,,Den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden." Det lyder som en nedsættende Dom over Mennesket, en Fastslaaen af Menneskets uomgængelige Jordbundethed. Og det er det. Men der er dog i de Ord en Forjættelse, som man maaske ikke altid har Øre for. – De betyder en Fritagelse for Mennesket fra al Krampagtighed, al dets haabløse Anstrengelse for at hente Himlen herned. Ordet betyder, at Evangeliet er indforstaaet med, at vi gaar paa Jorden, og at det bliver vi ved med at gøre; vi hører Jorden til og kan ikke løbe fra den. Det er denne vores Virkelighed, vi ikke rigtig kan besinde os paa; vi vil ikke vedkende os, at vor Liv her ligger helt og holdent indenfor den Ramme: „Af Jord er du kommet, til Jord skal du blive." Og derfor fordi man nødig vil indrømme det – hører Mennesker ikke, forstaar ikke Evangeliet og tager ikke imod det. Johannes-Disciplene har saa afgjort Flertallet nu – og ikke Jesu Disciple. For det er jo denne Fornemmelse af Konkurrence fra Johannes Døber-Disciplene overfor Jesus-Disciplene, der er anført som Anledning til Ordskiftet i Begyndelsen her: Johannes-Disciplene er skuffede og fornærmede over, at det er Jesus-Disciplene, der har hele Tilløbet. Saadan er det i alt Fald ikke mere. Men hvad er vel Forskellen mellem disse to Partier? Ja, der er i andre Ord af Johannes Døberen, hvormed han bereder Jesu Komme, flere Ting, som tyder paa, at han har troet og forkyndt, at Mennesket selv skulde frembringe en ny Renhed og en ny Retfærdighed og Godhed, der ligesom skulde give det Adkomst til det nye Guds Rige, som han bebuder; at der skulde oparbejdes et nyt Liv i Mennesket, der skulde berettige det til at komme paa den rigtige Side af den Dommens Skillelinje, der efter Johannes Døberen skal gaa igennem Folket og dele det ved ham, som kommer. Det viser sig i den Maade, hvorpaa han taler om Omvendelsens Frugter, og giver sine Tilhængere bestemte Anvisninger paa, hvordan de skal praktisere det nye Liv, hvilke Udslag det skal give sig. Og ogsaa Ord af Jesus kan pege i den Retning, naar han taler om, at Johannes er den største blandt kvindefødte, men den mindste i Himmeriges Rige er større end han. Og lige derefter giver han sig saa til at tale om dem, der lige fra Johannes Døberens Dage selv har villet tiltage sig Himmeriges Rige. – Og det er formodentligt saadan noget, Johannes Døberens Disciple har heftet sig ved mere end ved Johannes Henvisning til ham, som kommer med Guds riget. Og det er i alt Fald saadanne Johannes-Disciple, der er flere af i vore Dage end Jesus-Disciple, For den Anskuelse, der raader hos Flertallet i vore Dage, gaar netop ud paa dette, at man skal ved et eller andet Middel hos sig selv sikre sig Adkomst til det ny Rige, eller man skal efter at have modtaget Guds Rige godtgøre sin Ret til at være der, eller sin Andel i det ny Liv. Saa kan Fremgangsmanden iøvrigt være forskellig. Enten det er ved gode Gerninger eller ved senderkaust Sindsstemning eller ved Bøn og Betragtning eller ved Næstekærlighed eller ved Vidnesbyrd for andre. Men det gennemgaaende og almindelige er, at disse forskellige udmærkede Ting bliver taget som Tegn, og det oven i Købet nødvendige Tegn paa, at man har forladt Jorden eller i alt Fald har begyndt at hæve sig op over Jordens jævne Flade og er begyndt at gaa sin Himmelgang. Og saa arbejder og træller man for at holde sig i Gang. holde sig svævende – eller sukker under ikke at kunne det. Alt saadant møder Evangeliet med disse nøgterne Ord: Den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden. For det kan jo nok af Teksten her se ud, som om de Ord er lagt Johannes Døberen i Munden, men det er i alt Fald det kristne Evangeliums Tale, der er udtrykt deri. Og sandsynligvis staar Ordene heller ikke paa deres rette Plads her, men hører hjemme foran i Kapitlet, i nærmere Sammenhæng med Nikodemus-Samtalen, hvor det hedder: Hvad der er fedt af Kødet er Kød."- De Ord er Evangelie-Tale, fordi de afdækker den Menneskets Kendsgerning og Virkelighed, som danner Baggrund for selve Kristi Komme. Da Mennesket ikke kan have sig fra Jorden og komme til Gud, saa kommer Gud til Mennesket og paa Jorden. Ordet „Den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden", vil forløse os fra al Slags Selvovervurdering og fra al Slags Trældom for at skabe os vor egen Himmelstige. Ordet vil sige os, at Evangeliet undrer sig ikke over, at Syndere synder. Og saa vil Evangeliet give os i Stedet for at fortrøste os til, at Gud, Guds Retfærdighed og Guds Rige kommer til os ovenfra, gæster os her paa Jorden, bliver givet os. For kun saa er det Guds Rige. Det er det, som med et andet Ord i Teksten udtrykkes saadan: „Et Menneske kan slet intet tage, uden det er givet ham fra Himlen." Det vil sige: Alt hvad et Menneske har af jordisk eller aandelig Lykke og Rigdom, har det modtaget, har det faaet givet – eller det er alt- sammen ingenting. Og saa snart vi tager det i Besiddelse som vort eget, bliver det til intet. – Derfor gælder det heller ikke mere, at alle kommer til ham, der forkynder et saadant Budskab. For det er Forargelsen for det frie, besiddende Menneske at skulle saadan fornedres som den bestandigt fattige, der maa have alting givet – og intet er Herre over selv. Men i saadan Fornedring er Gudsriget iblandt os.