Her ved Overgangen til et nyt Aar, hvor Mennesker ser skuffet eller brødebetynget tilbage og bekymret fremad, kan man lyse efter et Middel til at magte Tilværelsen, til at komme ovenpaa. – Er det dette, Jesus-Navnet vil være? – Man kan undertiden i hedenske Religioner eller i gammel Folkeovertro støde paa den Anskuelse, at den, som kan nævne den overnaturlige Magt ved Navn, han har Herredømme over den, saa Guden eller Aanden nu ikke kan skade det Menneske, men maa tjene det og opfylde dets Ønsker. Mennesker kan med Jesusnavnet undertiden forbinde lignende Forestillinger, saa at dette Navn bliver ligesom en beskyttende Trylleformular. Og man venter sig saa af den, at hvor og naar man nævner den, idet man nævner dette Navn, maa alt ondt og skræmmende vige bort fra en. Og indrømmes skal det jo, at naar vi staar i Øjeblikket og ser frem mod det Aar, som er begyndt, saa kunde det jo unægteligt være ganske behageligt og betryggende, om man havde et saadant Trylleord, der kunde mane en og anden ond Aand i Graven, faa en og anden truende Ulykke til at vige bort fra vores Vej. Men saadan en Garanti, en Ulykkesforsikring betyder Jesusnavnet ikke. Jesusnavnet betyder ikke, at han vil faa det onde, Ulykkerne til at forsvinde, men han vil overvinde dem. „Herren frelser!" Det betyder det Navn. Men saa slipper vi altsaa ikke udenom al Nød og Elendighed, Ondskab og Synd, Djævelskab og Død; for den, som aldrig kommer i Nød og Anfægtelse, vil aldrig have Frelse behov. Men Jesusnavnet vil sige, at midt i og midt igennem vor Nød og Afmagt, som vi staar i, er Herren vor Frelse. –
Og vil vi saa have lidt mere at vide om, hvad dette Jesusnavn, denne Frelse betyder, saa kan det lade sig gøre der, hvor Jesusnavnet først møder os, er nævnt over os: i vor Daab. – Nu gaar det vel ikke sjældent saadan, at Daaben er for Mennesker først og fremmest en Skik. en Ceremoni, en billedlig Handling, som kan være meget køn, men hvis Indhold er noget dunkelt for en. Man kan, – hvis man ellers vil være ved det – synes, at man behøver noget Oplysning om Daaben, men man finder meget vanskeligt paa i Daaben at søge Oplysning. Men Daaben selv er os Oplysning, oplyser os om os selv, om Livet og dets Vilkaar, om Gud. Daaben er ikke blot Ceremoni, den er Ord, Forkyndelse, Meddelelse. — Tænk paa Troens Ord, som lyder til os i Daaben. Den er ikke et Maal, sat for os, for at vi skal se at svinge os op til at kunne præstere saa megen Tro, saa vi nu kan sige ja til alt det, eller til i alt Fald at lade være med at sige nej, – for det er vel nok det, de fleste Mennesker nøjes med, naar de staar ved Daaben. Nej, Troens Ord er Forkyndelse, Meddelelse, Delagtiggørelse i Guds Gave: siger os, hvori Guds Gave bestaar og gør os delagtige deri. Og nu er det ikke Meningen, at jeg vil gennemgaa hele Trosbekendelsens Indhold, Blot pege paa, hvad den siger os om, hvad Navnet betyder: Det betyder, at Gud blev Menneske, født af en Kvinde, blev som en af os – ja ringere endnu. Og at han ikke bare som en forklaret Gud svævede uskadt hen over Jorden, usaaret af dens Tidsel og Torn, ubesværet af dens Byrde og Møje, det fastslaas af Ordene „korsfæstet, død og begraven". Han delte vore Kaar – ja, mere end det: han døde ikke vores almindelige Død paa Sygesengen, omgivet af lutter sørgende Slægt og Venner, der bare tænker paa at hjælpe og lindre, og som sørger for et smukt og godt Eftermæle. Nej, en endnu ringere Død: pint, prisgivet Menneskers Haan og Foragt, vanæret med Forbryderens Død. – Se, det fortæller os, at vort Menneskeliv og Afmagt og Vanære, i dets Dømthed og Fortabthed det kendtes Gud ved, dette vort Liv gjorde han til sit Liv. – Og paa den tredie Dag igen opstanden"; det forkynder, at trods Menneskets Død, saa lever Gud og overvinder Døden, ja, at Guds Liv gæster de dødes Rige og skaber Udgang deraf; Guds Liv vender tilbage til Mennesket i dets Død. – Jesusnavnet betyder dermed det samme, som udtrykkes ogsaa i Trosbekendelsen med Ordene: Syndernes Forladelse, Kødets Opstandelse og det evige Liv.
– Og nogle vil saa muligvis spørge forundret: hvad saa dette med Jesusnavnet og Troens Ord og Daaben vel vedkommer vort Nytaar? – Og da kan der svares, at det vil give os Mod til at være Mennesker, til at leve Livet som Mennesker. – Og igen vil nogen vel indvende, at det er vi forbandet nødt til, og at det er vel ikke noget at være bange for, for det gaar jo ganske af sig selv. Men trods det, saa viser det sig jo alligevel, at Mennesker flygter fra Livet, fra dette at være Menneske. Det sker baade paa den Maade, at Mennesker slapt giver op og forlader Livet og saadan, at man lukker sig inde med sig selv og sit eget, for derved saa vidt muligt at holde Livet paa Afstand, - intet at ville høre og intet at ville opleve af det, som sker, fordi man vil nøjes med det, man kan magte. Man vil ikke kendes svag, ikke lade sig knuse. Eller der er dem, der flygter fra dette blot at være Mennesker ved at forsøge at leve som en Slags Overmennesker eller Halvguder i Styrke og Godhed. – Her er det, at Jesusnavnet, at Daaben kommer til os, og den vil ikke være os et nyt Middel til at gøre os sikre og trygge overfor Livet, overfor Mennesker og overfor Gud, men den vil give os Mod til at nøjes med at være Mennesker, svage og bange – og onde. Den vil lære os at vedgaa vor Skyld og gaa ind under vor Skæbne, hvad den end maatte blive ogsaa lade os knuse af den – fordi vi i alt Fald ikke har fortjent den bedre. Det vil Jesusnavnet – ogsaa som det møder os i vor Daab, – fordi det forkynder os Gud som den, der kommer til os i vor Afmagt overfor Synd og Død og Djævelskab. Ved Jesusnavnet udslettes al vor Skyld og gøres vore store og gode Gerninger til intet; Jesusnavnet forkynder, at Gud giver en Fremtid og et Haab - ikke til dem, der selv kan skabe sig det, men til dem, som er uden Fremtid og Haab og kun har Udsigt til Dommen og Døden.
Saadan handler Jesusnavnet med vor Fortid og vor Fremtid, og vil dermed lære os at leve i Øjeblikket, at tage Øjeblikket som Guds Øjeblik, hvor han her og nu møder os med Krav og Dom, med Naade og Opstandelse.