Skip to content

Ezekiel Rohdes elevtale ved Rahbeks Højskoles Sommerkursus

Om

Taler

Ezekiel Rohde
Forretningsudvalgsmedlem, samt Klima- og miljøordfører i Liberal Alliances Ungdom

Dato

Sted

Grundtvigs Højskole, ved Rahbeks Højskoles Sommerkursus

Omstændigheder

Talen er elevtalen 2024, ved Rahbeks Højskoles Sommerkursus. Talen er afholdt ved Rahbeks Højskoles afsluttende festmiddag. 

Tale

Ordentligheden.
 
 
Hvad vil den egentlig sige?
 
Hvis man spørger ordbogen, siger den “opførsel der er i overensstemmelse med gældende moralske normer”. Det vi andre kort sagt ville kalde: at opføre sig ordentligt.
 
Men vi kan komme det endnu nærmere. Ordentligheden handler nemlig også om det engelske sprogs smukkeste ord: Fairness. Det vi på dansk vil kalde retsind.
 
Men udviser vi egentlig stadig retsind?
 
Opfører vi os egentlig stadig ordentligt, ikke bare over for os selv, men over for hinanden? Taler vi ordentligt sammen?
 
 
Clement Kjærsgaard inviterede for nogle år siden Bertel Haarder ind i det daværende program “Hos Clements” netop for at tale sammen.
 
Her udtrykte Bertel Haarder, at “Vi kunne have langt bedre politikere, det er jeg sikker på (...) Men de vil ikke stille op, for de vil ikke slæbes igennem skidtet.” 
 
Omkostningerne ved at stille op, var ifølge Haarder blevet alt for store.
 
En af de klare årsager til de øgede omkostninger er utvivlsomt polariseringen i den offentlige debat.
 
Politiske modstandere bliver dæmoniseret, sproget bliver grimmere, og truslerne til offentlige debattører flyder over.
 
Eksemplerne på disse ting er mange:
 
Omtalen af Marie Le Pens Rassemblement National i Frankrig, som kaldes fascister.
 
Mette Frederiksens regeringstid, som af nogle borgerlige omtales som ”Tiden under Mette Frederiksens Regime”.

Og for nyligt, stod en fremtrædende ung debattør frem og delte den første dødstrussel fra hendes indbakke, som lød “Du er et godt argument for partnerdrab”.

Anekdotiske eksempler kan man selvfølgelig finde nok af, men en undersøgelse fra Aarhus universitet viser endda, at når vi borgere danner vores holdninger i dag, vægtes det højest, hvem der siger noget eller hvilket parti de kommer fra, fremfor hvilket argument de fremfører.
 
Ordets magt er kort sagt døende…
 
Og hvorfor egentlig det? 
 
Er målet ikke at blive klogere?
 
Er målet ikke at lytte på det gode argument? 
 
 
Hvis vi kigger længere ud i verdenen, ligger de mørke skyer over den demokratiske debat desværre endnu tungere med vold og magt. 
 
Dette resulterer i, at toppolitikere i demokratier, som USA, Slovakiet og Frankrig, overfaldes og skydes.
 
Kort sagt, hvis ordets magt først dør, vil mennesker i yderste konsekvens også dø. 
 
 
Men hvad kan vi så gøre i demokratiets dystopiske tider? Hvad må der gøres?
 
Vi må finde tilbage til roden af ordentligheden. 
 
Ordentligheden, der handler om at lytte til hinanden og respektere forskellige synspunkter, selv når vi er uenige. 
 
Ordentligheden, der handler om at vurdere et arguments kvalitet frem for dets politiske ophav. 
 
Ordentligheden, der handler om at udvise retsind i den offentlige debat.
 
Retsind.
 
For, som det lyder i ”Frihed er det Bedste guld” ,så er ”Frihed det gyldne skjold, mod avind list og overvold, hvor retsind fører sværdet”

For kun med ordentligheden og med retsindet, som fører sværdet, kan vi vende den demokratiske kultur tilbage mod det gode.
 
Et vendepunkt, der er fundamentalt vigtigt, at vi rammer. 
 
For hvis vi ikke engang kan holde den demokratiske samtale ordentligt i live i et af de mest demokratiske lande i verden, hvordan skal Ungarn så kunne? Hvordan skal USA kunne? Hvordan skal Tyrkiet kunne?
 
“Derfra min verden går” som det står så smukt i H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”. Netop herfra, hvor vores verden går, her i Danmark, må vi udbedre polariseringen i den offentlige debat, både før og for, at vi kan skabe en bedre verden.
 
Så her til aften vil jeg bede jer, yngre som ældre, piger som drenge, mænd som kvinder, men vigtigst af alt, mennesker som medborgere: 
 
Engagere jer i forskellige mediekilder. Så i stedet for altid kun at købe Børsen og Berlingske, så en gang imellem, tag fat i Politiken eller Information.
 
Tal til individet foran dig, ikke til de fordomme eller stereotyper, du måtte have om en gruppe mennesker.
 
Og når du taler, så tal ordentligt, tal pænt, tal respektfuldt og vær nysgerrig.
 
Men vigtigst af alt. Vær med til at genfinde ordentligheden og retsindet. Vær med til at passe på vores demokrati. 
 
For Frihed er det bedste guld.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags