Bag ethvert menneskes smil og ord, gemmer der sig minder og øjeblikke, der former en, og hvor man mærker sin plads i andres øjne.
Det er ikke en fysisk plads, men en usynlig grænse, som samfundet tegner om én.
Man ser sig selv stå bagerst, lige på kanten uden helt at forstå, hvorfor man egentlig ikke passer ind.
Det er det jeg vil tale om i aften. Ikke fordi det er nemt, men fordi det er nødvendigt.
Da min familie og jeg fik opholdstilladelse i januar 2007, begyndte vores liv for alvor i Danmark. En ny start, et nyt land og en ny by.
Vi flyttede til Helsinge, som er en lille by nordpå, hvor vi dengang var en af de få familier med en anden etnisk baggrund.
Jeg var syv år gammel og begyndte i 0.b, som den eneste elev med mørk hud.
Jeg kunne næsten ikke sproget, og jeg husker især, hvor svært det var at finde mig til rette.
Men trods det svære, var jeg fuld af håb og glæde. Jeg glædede mig til at lære sproget, til at få venner og til at blive en del af det, jeg troede ville blive mit nye hjem.
En af de oplevelser, der står allerklarest for mig, var dansktimerne, hvor vores klasselærer læste højt for os.
Vi børn sad tæt sammen på rækker foran hende og vi var altid klar på at blive helt opslugt af historierne.
En morgen tog jeg endnu tidligere i skole, for jeg ville sidde forrest for at kunne høre alle detaljerne.
Men da timen begyndte, kom læreren hen til mig.
Hun kiggede på mig, rynkede på næsen og sagde: ”Fatma, kan jeg få dig til at rykke dig ned bagerst, jeg synes, du har en ret kraftig lugt”.
I dag ved jeg, at lugten nok kom fra hårolien, der duftede af kokos.
Men dét øjeblik føles som en dom. En dom over, hvem jeg var, og hvor jeg hørte til.
Jeg blev sendt bagerst. Ikke bare i klassen, men bagerst i et rum, jeg desperat ønskede at være en del af.
Når jeg tænker tilbage, mærker jeg en vrede – en vrede over, hvordan én lille kommentar, én handling, kunne forme min opfattelse af, hvor jeg hørte til.
For nogle var det måske bare et skift af plads.
Men for mig blev det et brændemærke. Et symbol på, at mit mørke hår, duften af kokos og min anderledes stemme satte mig udenfor.
At min plads i klassens fællesskab aldrig var noget, jeg kunne vælge frit.
Der er noget dybt uretfærdigt ved at vokse op som én af de få med en anden etnisk baggrund – noget, der tvinger én til hurtigt at træde tilbage, selv når man burde stå frem.
Man lærer at være forsigtig, at krympe sig, at tage mindre plads.
Og de små, ydmygende øjeblikke, der starter i klasselokalet, vokser sig langsomt større og bliver til en følelse af at blive skubbet bagerst i samfundet
Det er ikke på grund af, hvem man virkelig er, men på grund af hvordan andre ser én.
Så hvad gør man, når man igen og igen bliver placeret bagerst? Når ens plads altid er længst væk fra fællesbordet?
For mig har det været en kamp at indse, at min plads ikke nødvendigvis er bagerst. Jeg har lært, at jeg også hører til forrest – at vi alle har ret til at sidde dér, hvor vi kan se, høre og blive hørt.
Jeg står her i dag for at fortælle, at den skam, der engang blev plantet i mig, er blevet til en styrke. En styrke til at sige, at ingen bør sættes bagerst, bare fordi de ser ud som de gør eller dufter anderledes.
Vi har et ansvar – et ansvar om at give plads, lytte og forstå, at alle fortjener en plads forrest - ikke bare i klasselokalet, men også i hele samfundet.
Tak.