Flemming Splidsboel Hansens tale ved modtagelsen af Forskningskommunikationsprisen

Tak for det. Og tak til ministeren naturligvis også for prisen, som jeg er meget glad for.

Det er faktisk anden gang, jeg modtager en pris. Første gang var, da jeg gik ud af niende klasse. Da modtog jeg skolens flidspræmie. Ja, sådan en havde man på den skole, hvor jeg gik, i al fald den gang. Den var jeg også meget glad for – og overrasket. Jeg vidste slet ikke, at der var en flidspræmie. Efter sommeren det år begyndte jeg på gymnasiet. På gymnasiet fandt jeg hurtigt ud af, at hvis mine tre år der skulle blive bare nogenlunde tålelige, så skulle jeg tie helt stille om den der flidspræmie. Så jeg har stort set ikke talt om den siden.

Men denne her pris kommer jeg til at tale rigtigt meget om. Det gør jeg, fordi det er vigtigt, at vi fejrer forskningsformidlingen, og at vi udbreder kendskabet til Forskningsformidlingsprisen. Det her er jo faktisk en del af et større arrangement – Forskningens Døgn – hvor vi sender forskning ud i alle kroge af landet. I den forbindelse vil jeg gerne sige tillykke til de andre nominerede, som gør et vigtigt arbejde for at udbrede kendskabet til netop deres forskning.

Nu er vi her i dag i Mogens Dahl Koncertsal. Her er jo virkeligt flot, og der er musik og blomster og vist også bobler senere. Hvis der nu er nogle i publikum, som ikke har deres daglige gang i forskningsverden, og som sidder og tænker ’nå, det er SÅDAN, de har det’, så må jeg bare sige, ’nej, det er det ikke’. Når man sidder alene i S-toget sent om aftenen på vej hjem fra Farum eller Frederikssund – som jeg har gjort – eller man ruller ind på hovedbanegården tæt på midnat efter en tur på 10, 11, 12 timer ude i landet, ja så er der ikke meget rock’n’roll over det. Men så er det rart, at vi har sådan en pris, som fejrer forskningsformidlingen.

Nu har jeg været nødt til at tænke over, hvad god formidling egentlig er. For mig er det centralt, at man er i stand til at skubbe sit eget ego til side. Det skal ikke handle om dig selv – det skal handle om modtageren. Jeg er som udgangspunkt på alle platforme. Det betyder ikke, at jeg tager alle interviews, men jeg siger som udgangspunkt ja til alle, hvis jeg kan overkomme det. God formidling handler også om, at man synes det er sjovt at gøre. At man synes, det er inspirerende at møde mennesker derude og præsentere sin viden og få deres kommentarer.

Jeg skal også sige tak. Jeg skal sige tak til gode samarbejdspartnere ude i medierne. Mange glemmer nok, at en stor del af det er aftalt på forhånd. Når et medie beslutter at anvende mig som ekspertkilde, vil de jo helst, at jeg virker bare nogenlunde begavet. Det er jo et helt andet vilkår, end det mange andre arbejder under … Og så er der alle de ildsjæle, som arrangerer det praktiske derude. Når man sidder i S-toget sent om aftenen på vej hjem fra Farum eller Frederikssund, så er der jo nogle der, som er ved at rydde op og køre på plads.

Jeg skal også sige tak til DIIS for at indstille mig. Herunder vil jeg gerne sige en særlig tak til min kollega Jon Clausen, som har forberedt alt det praktiske. Det er sådan, at når man bliver indstillet, så skal der forberedes noget tekst og noget video, og alt det har Jon ordnet meget fint. Så tak for det.

Jeg skal også sige tak til familie og venner, som har vænnet sig til, at jeg altid kommer lidt for sent. Når man er så meget i medierne, som nogle af os er, så kan man forsøge at bilde sig selv ind, at man lige kan ordne det mellem det ene og det andet. Men det kan man ikke. Det går ud over andre. Min datter Emilie, som desværre ikke kunne være her i dag, insisterede på, at jeg skulle fortælle, hvor god hun og hendes bror Jonathan i mange år var til at være stille, når jeg skulle i fjernsynet. Det var de bestemt også.

Med det vil jeg gerne sige tak igen. Jeg er meget glad for prisen!