Først vil jeg gerne sige tak til Bramstrup Videncenter, Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab og Patriotisk Selskab for invitationen her i dag. Og velkommen til jer, som har taget udfordringen op med aktivt at deltage i innovationsprocessen i fødevareerhvervet ved dette arrangement.
Jeg er særdeles glad for at kunne være her i dag tillige netop dette arrangement, da innovation er et af de emner, som interesserer mig overordentligt meget.
Den mødeform, som I har valgt i dag, hvor vidensdeling og åbenhed er i centrum, er jo i sig selv spændende og innovativ.
Opgaven, "Hvordan skaber jeg innovative partnerskaber for min virksomhed?", som vi har stillet os selv i dag er en interessant, men absolut ingen nem opgave.
Og alligevel er deltagelse i et arrangement som dette en god start.
Innovation – er det nøglen til fremtidens fødevaresektor?
Det tror jeg, at det er – og selvom den danske fødevaresektor står stærkt og er kendetegnet ved god kvalitet, høj fødevaresikkerhed og særdeles effektive produktionsmetoder – så kan vi ikke hvile på laurbærrene.
Dagens forbrugere stiller stadig højere krav, og fødevaresektoren møder og vil til stadighed møde nye udfordringer.
Specielt i en tid hvor EU-udvidelse og globalisering gør konkurrencen endnu hårdere, og for nogle brancher vanskeligere, er det vigtigt, at der arbejdes fremadrettet. EU-udvidelsen skaber muligheder for de nye lande – og en række udfordringer for alle – herunder, nye markeder og nye kunder, som igen stiller nye udfordrende krav.
En styrket konkurrenceevne vil være et godt udgangspunkt for at kunne løfte udfordringerne. Derfor arbejder jeg også for, at innovation kommer til at indgå som et fokusområde i EU's landbrugspolitik.
Innovation er således mere end nogensinde vigtig. Jeg kunne derfor have lyst til at spørge, om vi er gode nok til at tænke nye tanker inden for fødevaresektoren? Altså innovere?
På det seneste har vi set nogle meget gode eksempler på innovation. For eksempel bioemballage, som er biologisk nedbrydelig og har samme egenskaber som almindelig plast.
Meget interessant er ideen om intelligent emballage, som kan fortælle, om der har været brud i kølekæden, eller om iltniveauet i pakningen er for højt, og om produktet inde i emballagen er fordærvet.
Også inden for gylleseparation har vi set udmærkede eksempler på innovative projekter med en bred samarbejdsprofil, som arbejder for bedre brug af separeringsprodukter fra husdyrgødning.
Og vi er mange, som ser frem til, at gylleudbringningen bliver lugtfri. Dette er blot nogle få eksempler ud af de mange innovative tiltag, der allerede er inden for fødevaresektoren og landbruget.
Bidrag, men – som jeg nævnte tidligere, tillader de kommende skærpede konkurrence vilkår ikke, at vi hviler på laurbærrene – der er stadigt et stort behov for at fremme innovationsindsatsen og innovationskulturen i hele fødevarekæden.
Der skal tænkes helhedsorienteret og dannes partnerskaber på tværs af discipliner, emner, institutioner og forskellige slags – og størrelser – af virksomheder.
Og ord som vidensdeling og vidensoverførelse er centrale for de ideer, der skal lede frem til, at de gode innovative projekter kan fødes. Samtidig skal innovation indgå som en naturlig del af fødevareerhvervets virksomhedsdrift og indgå i den finansielle planlægning – på linie med maskiner og bygninger.
Der skal derfor ydes en indsats i alle led i kæden fra jord til bord, for at vi kan sikre en kontinuerlig udvikling og en konkurrencedygtig dansk fødevaresektor.
Frem for alt er fornyelse vitalt for at fastholde og styrke den danske fødevaresektors position – fra jord til bord – både nationalt og international.
Jeg takker for, at jeg i dag måtte give startskuddet til dette spændende arrangement. Hvad vi får ud af arrangementet i dag, er afhængig af os selv, men jeg er overbevist om, at rammerne – hvor store lader kan bruges til andet end kornopbevaring – er ideelle for at opnå partnerskaber og samarbejde på tværs af virksomheder og specialer.
Det var mine ord – nu er det jeres tur ...
Jeg giver ordet til Gerard Muller, som vil forklare mere om dagens mødeform.