For et ungdomshus
Vi kan i dag læse i aviserne, at politidirektør Eefsen fandt det fuldt ud ansvarligt at anvende tåregasbomber mod børn og unge, at han fandt det fuldt ud ansvarligt, at politiet i en afstand af mindre end 50 meter affyrede tåregaspatroner mod bygningen. I rigspolitichefens tåregasreglement står der, at et projektil selv på en afstand op til 250 meter kan forvolde alvorlig skade. Politidirektøren hævder endvidere, at sikkerhedsforanstaltningerne var overholdt, og han udviser i øvrigt samme holdning over for de unge i gummifabrikken, som han tidligere har udvist i Byggersagen og omkring Christianias forhold til politiet.
Han må siges at være en farlig mand at have til at sidde på den post. Han har en enevældig magt, som tilsyneladende understøttes af justitsminister Ole Jeppesen, der ikke klart har taget afstand til brugen af den slags metoder fremover.
Hertil må føjes, at jeg ved, at en række menige betjente i det militært opbyggede politikorps er stærke modstandere af den optrappede politivold – at de er svært utilfredse med den måde, de styres ovenfra. Men så længe deres organisationer optræder som dikkende lammehaler, vil deres modstand ikke få betydning. Derfor må vi andre spørge: Hvor lang tid kan en mand som Eefsen sidde på den post? Efter gang på gang at have demonstreret, at samfundsproblemer skal bekæmpes med vold, ikke gennem forhandlinger.
Men samtidig skal vi dog ikke glemme, at politiet gennem sin optræden netop har været med til at åbne øjnene hos store dele af befolkningen for de forhold, der bydes børn og unge. Ja, selv overborgmesteren blev lidt bleg om næbbet, da han kunne se, hvilken virkning TV-avisens billeder ville have efter tåregasuddrivelsen – han inviterede således fluks de unge til en samtale. Så i den forstand kan vi takke politiet for den indsats.
Og så til alt det, I render og laver på Nørrebro. I vil nu og fremover blive beskyldt for at blive styret af voksne, af venstreekstremister. Gå aldrig ind i en dialog om det. I opnår intet. Alene det at unge tør sige fra, at unge vil formulere sig og være med i beslutningsprocessen, er en utrolig positiv udvikling. Da jeg var 15-18 år, kunne jeg ikke drømme om at sige noget til voksne og deres handlen hen over hovedet på os. Men jeg husker harmen, vreden over dem. Jeg husker, hvor meget jeg i mit stille sind bebrejdede dem, at de vidste bedre end jeg, hvad jeg havde brug for. Derfor er det godt, at der er nogen af jer, der er begyndt at tænke højt og at handle for en bedre tilværelse for jer og jeres kammerater. Og I er jo nødt til det. Der er ikke mange andre, der tillægger jer større betydning. Vi ved, at netop jeres generation er hårdt ramt. Det er jer, vi sender ud i arbejdsløshed. Det er jer, vi fortæller, at I ikke kan få lære- og praktikpladser. Det er jer, vi ingen bolig bygger til. Det er jer, der risikerer at hænge på bistandshjælp en stor del af jeres tilværelse. Det er jer, vi er godt i gang med at gøre til sociale klienter.
Et ungdomshus er en god begyndelse til at overleve på en mere menneskelig måde. Et stort ungdomshus er godt til koncerter og fællesarrangementer. Men jeg mener i øvrigt, at hver eneste bydel burde have sit eget ungdomshus, i mindre målestok – for at have et mødested, et aktivitetssted for kvarterets unge. I er nemlig nødt til at holde sammen for at undgå at føle jer som sociale fiaskoer, for at finde vejen til at stoppe passiviteten og accepten af, at man ikke kan tage jeres forhold alvorligt.
Men glem ikke, at mange af jeres forældre støtter jer, at mange andre voksne måske begynder at forstå, hvor alvorligt det er med børns og unges situation i dag. Brug disse voksne, støt jer selv.