Fra minimalstat til vasalstat
I dag er en af de helt store dage i Anders Foghs regeringstid.
Han har fået besøg af sit store western-idol, George W. Bush.
Og han har indkaldt politi fra hele landet for at passe på sit store idol. Så velkommen til jer alle – også til de betjente, der er kaldt ind fra Tønder og Aalborg på deres feriedag, for at passe på sheriffen fra Texas.
Hver gang man i det her land kritiserer noget, der vedrører USA, bliver man beskyldt for antiamerikanisme.
Lad mig derfor sige til jer:
Jeg er ikke antiamerikansk. Jeg kan bare ikke lide præsident Bush.
Jeg er ikke antiamerikansk. Jeg bryder mig bare ikke om den forbandede krig i Irak.
Jeg er ikke antiamerikansk. Jeg insisterer bare på min demokratiske ret til at ytre mig mod George Bushs vanvid.
Så jeg er ikke antiamerikansk. Men jeg føler en dyb forpligtelse til at bekæmpe George W. Bush, Donald Rumsfeld, Dick Cheney og Paul Wolfowitz, og dét de gør ved den verden, mine og jeres børn skal vokse op i.
Den forpligtelse er vi heldigvis mange, der føler.
Det gælder for øvrigt også amerikanerne.
Så lad os sende en hilsen til de millioner af amerikanere, der deler vores syn på Bush-administrationen.
Lad os sende en hilsen til de millioner af amerikanere, som i disse år skammer sig over deres regering og deres lands officielle politik.
Lad os sende en hilsen til de 59 % af amerikanerne, som i en nylig Gallup ønsker deres tropper hjem fra Irak.
Og lad os så sende en hilsen til alle de amerikanere, som med deres kritik af egen regering yder et vigtigt bidrag til en bedre verden.
For der er et andet Amerika.
Der er et andet Amerika.
Der er det andet Amerika, dét Amerika, som ikke vil et nationalistisk, nykonservativt og dogmatisk-kristent USA, men som vil friheden, ligeværdigheden, freden og fornuften.
Dét Amerika, som er Bushs antitese.
Vi beskyldes for at være antiamerikanske, fordi vi viser vores protest og disrespekt for Bush.
Men vi kan ikke andet. Vi står hér – og kan ikke andet.
Hvad er antiamerikanisme? Hvad betyder det?
En indisk-amerikansk forfatter, der havde kritiseret Irakkrigen, blev i USA hængt ud som antiamerikansk.
Men hun spurgte: Hvad betyder antiamerikanisme?
Betyder det, at jeg ikke kan lide jazz? Eller Bob Dylan? Eller kalkun på Thanksgiving Day? Hvad betyder det?
Der er ikke noget svar. For stemplet om antiamerikanisme er intet andet end et patetisk forsøg på at lukke munden på enhver kritisk røst.
Men vi vil ikke lade dem lukke munden på os.
Vi vil ikke tie, når verden står i flammer, og når verdens mest indflydelsesrige person kun bidrager med benzin og krudt – i stedet for frisk vand og lægehjælp.
Vi vil ikke tie!
I dag er det George W. Bushs fødselsdag. Det er også Dalai Lamas. Så forskellig, så mangfoldig er verden.
Så lidt intellekt og så lidt medmenneskelighed samlet i Det Hvide Hus.
Så megen medmenneskelighed og så stor livsvisdom samlet hos en kutteklædt munk fra Tibet.
Verdens goder er i sandhed uretfærdigt fordelt.
For mens visdommen og medmenneskeligheden er fordrevet fra sit land og er uden magt, er dumheden og den menneskelige arrogance mere end noget andet ved magten i USA.
Jeg er sikker på, at Anders Fogh Rasmussen på skatteydernes regning får diverteret Bush med gaver og saltkringler på fødselsdagen.
Jeg er vokset op med, at man skal udvise almindelig høflighed overfor fremmede. Så tillykke med fødselsdagen, George Bush. Trods alt.
Men først og fremmest: Lad os sende en hilsen til de kræfter i verden, som bringer os håb og tro på en bedre og mere retfærdig fremtid.
Lad os derfor sende en stor og varm hilsen til Dalai Lama.
Og lad os fordømme den rå magt, som forvalter deres muligheder og deres position så uendelig dårligt og til skade for så mange. Ja, det er dig, jeg tænker på, George Bush.
Det er dig, George Bush. Og med dig Rumsfeld og Cheney og Wolfowitz og den alenlange række af krigsgale, kristne fundamentalister.
USA har i mange år ført en vanvittig udenrigspolitik.
Men under George W. Bush, som lige nu er hér København, og som lige nu vartes op, som var han en konge og én af historiens store skikkelser, om ham må vi sige: Det kan næppe gøres dårligere.
Kursen kan næppe være mere katastrofal.
Jeg står her med en liste på 27 internationale aftaler og konventioner, som USA forsømmer at tilslutte sig eller implementere.
Det handler om landminer. Om atomprøvesprængninger. Om biologiske våben.
Det handler om den internationale straffedomstol. Om Wienerkonventionen.
Det handler om miljø og Kyotoprotokollen og den internationale plan for renere energi.
Det handler om FN's børneretskonvention og om torturkonventionen.
Jeg kunne blive ved. Igen og igen viser USA's regering sig at have et hyklerisk forhold til internationale aftaler og konventioner.
Og det bringer USA i selskab med de selv samme lande, som USA kalder for slyngelstater.
Dét er hykleri.
Og det er ikke acceptabelt, at den slyngeladministration som USA har, skal være Danmarks nærmeste allierede.
Og det er ikke acceptabelt, at Danmarks statsminister leger Bush-wannabe, og dermed gør Danmark til en del af den slyngelpolitik, som udgår fra Rumsfeld, Cheney, Wolfowitz og Bush.
Det kan godt være et USA's administration kører Harley Davidson, og Anders Fogh kun kører Puck Maxi:
Men det er ikke køretøjet, der bestemmer destinationen – det er vejen man vælger, som er den afgørende. Det er vejen man vælger, som bliver bestemmende for, hvor man havner.
Og kursen er forkert. Danmark skal ind på en helt anden udenrigspolitisk kurs. Vi skal ud af kløerne på Bush.
Man skal vælge sine venner med omhu, og Anders Fogh har udvist en fatal mangel på dømmekraft i sit valg af venner. Der bør i sig selv diskvalificere ham som statsminister.
Det er blevet sagt, at den gode magt er den forsigtige administration af uretfærdigheden.
USA's nuværende administration forvalter hverken magten eller uretfærdigheden nænsomt.
Og af samme grund går verden ikke fremad i disse år. De stigende rigdomme, den langt større velstand, den enorme produktivitet har ikke fjernet skellene og modsætningerne i verden.
De fattige bliver fattigere.
De desperate mere desperate.
Og dem, der er fyldt med afmagt, griber til magt, antændt af religionernes forblændelse.
Vi har muligheden for at gøre det bedre. Vi har muligheden for at gøre det anderledes. Vi har en historisk mulighed.
Ret skal være ret: Det er ikke alt sammen George Bushs skyld. Langt fra.
Men Bush sidder i en position, hvor han mere end nogen anden enkeltperson i verden har muligheden for at handle og forvalte magten klogt og forsigtigt og til gavn for fremtidige generationer.
Så når vi er her i dag, så er det ikke som antiamerikanere.
Når vi er her i dag, så er vi her som demokrater. Vi er her som borgere. Som verdensborgere. Når vi er her i dag, så er vi her som stærke individer, der hver især er optaget af en bedre og mere retfærdig verden.
Og vi er her, fordi vi med stor bekymring og med stor alvor er vidner til, at verdens mest indflydelsesrige person forvalter sin magt så umanerligt farligt og så uendelig dumt, at han udgør en selvstændig trussel mod fred, fremskridt, sundhed og bæredygtighed over hele kloden.
I dag er det blot to dage siden amerikanerne fejrede deres uafhængighedsdag.
Der står mange store og flotte ting i den amerikanske uafhængigheds erklæring.
Der er mange mål, som stadig er værd at stræbe efter.
Men hvis George Bush tror, at han kan udbrede den amerikanske idé om frihed, demokrati og fred …
… ved brug af rå magt, manipulation og bomber, så tager han fejl.
Derfor er det så ulykkeligt at vi har den mand siddende på den position. Og derfor må vi markere, at den ledelse, den magtudøvelse og den administration ikke har vores accept.
Det er ikke i vores navn!
Det er ikke med vores accept!
Det er ikke i vores ånd!
Rejs hjem, Bush. Hjem fra Danmark og hjem fra Irak.
Rejs hjem.