Tak, fordi I stadigvæk er her.
Jeg har her til aften haft møde med min gruppe her på Københavns rådhus og med kredsformændende for Socialdemokratiet i København og DSU.
Og det har jeg jo gjort på baggrund af de verserende sager, der har været om mig, og de krænkelser, som jeg har gjort mig skyldig i i den tid jeg har været i politik.
Jeg har brug for at se mine partifæller i øjnene og fortælle dem, at jeg er utrolig ked af, at jeg har krænket kvinder ved min opførsel i forskellige sociale sammenhænge.
Det har ofte været i festligt lag, det har været med hygge og dans eller alkohol på bordet.
Og der har jeg gjort mig skyldig i at krænke bl.a. Marie Gudme, som har været beskrevet.
Og ja, da jeg hørte igen om Marie Gudmes reaktion på det 8 år efter, så var det meget magtpåliggende for mig at få givet en undskyldning.
Og det gjorde jeg her fornylig, da vores formand for Socialdemokratiet i københavn og vores partisekretær havde fået en henvedelse fra hende.
Og jeg ringede for at give den undskyldning. Den blev modtaget dengang, men jeg har forstået efterfølgende, at den undskyldning blev ikke oplevet som dybfølt nok.
Og derfor vil jeg også gerne benytte den her lejlighed til, at den krænkelse, jeg gjorde mig skyldig i tilbage i 2012 i Nyhavn, den er jeg meget, meget, meget ked af.
Fordi jeg ved godt, at når mennesker bliver udsat for krænkelser, så sætter det sig som noget, som bliver oplevet også år efter, når man tænker tilbage på det, som noget, hvor man bliver meget ked af det.
Og det er selvfølgelig ikke rimeligt, og ingen skal krænkes og heller ikke af mig, heller ikke, når det er i sociale sammenhænge, og heller ikke, når der er alkohol på bordet.
Jeg har begået dumheder. De fleste er jo fuldt beskrevet.
Nogle af dem har været underkastet, også her på Rådhuset, både forvaltningsretslige og personalejuridiske og fagretslige undersøgelser.
Men det fjerner selvfølgelig ikke det også, i forbindelse med den julefrokost, som tilbage i 2011 fandt sted her i festsalen, at der var der kvinder, som følte sig krænkede, dengang gav jeg en undskyldning.
Der blev gennemført en undersøgelse af det, der ikke førte til nogen juridiske sanktioner.
Det fjerner selvfølgelig ikke det, at jeg har et kæmpe ansvar for også her at give en fuldstændig uforbeholden undskyldning over for de kvinder, som dansede med mig her i festsalen.
Den kulturforandringsproces, der nu er sat i gang efter anden bølge af MeToo, den vil jeg gerne forsøge at være en positiv del af.
Jeg har været en del af problemet, der har ført frem til, at vi har anden bølge af MeToo.
Jeg vil gerne gå fra at have været en del af problemet til at være en del af løsningen, og derfor har vi drøftet rigtig indgående her i aften i vores parti, i Socialdemokratiet her i København, hvordan vi kan sætte den proces i gang.
Vi kommer også til her på Rådhuset at drøfte, hvordan vi samlet set kan få en omgangsform og en omgangstone, der gør, at ingen føler sig krænkede i arbejdet her på Rådhuset.
Nogle vil spørge, hvordan kan du, når du selv har krænket igennem dit liv, hvordan kan du så være med i den proces?
Og der har jeg den klare opfattelse, at hvis vi på baggrund af MeToo kommer frem til, at de eneste, der kan være aktive i den debat, det er dem, der aldrig nogensinde har begået fejl, så bliver det jo en ekskluderende proces. Hvorimod os, der vedkender os: "Ja, jeg har begået fejl. Jeg er ikke ufejlbarlig." Hvis vi ikke er en del af det og er med i processen, så får vi jo et samfund, hvor tilgivelse ikke findes for ting, man har begået. Det bliver efter min opfattelse et betydeligt anderledes samfund end det, vores land er bygget op af.
Vores land er bygget op af, at hvis man begår nogle fejl – medmindre vi er ovre i det strafferetslige og andet – så kan man altså opnå tilgivelse.
Ellers bliver det et meget hadefuldt samfund. Et samfund, hvor konflikter ikke kan løses på en måde, hvor alle kan komme godt videre.
Jeg ved godt, at der står et stort arbejde foran mig, også efter i aften, også efter, jeg har fået opbakning fra partifæller her i København, så står der et stort genopbygningsarbejde foran mig.
Det gør der både i forhold til kvinder, til unge, til dem, der er stærkt engagerede også i den her debat om, hvordan vi får udviklet en ny kultur, som ikke er baseret på den kultur, jeg selv har været et produkt af, kan man sige, en machokultur.
Vi har et kæmpe ansvar for i fællesskab at prøve at komme videre. Det er det, jeg vil bestræbe mig på i den kommende tid.