Der lød et skrig, da mit baghoved knaldede i asfalten – ikke fra mig, men fra en af de forbipasserende, der troede jeg var død. Det gjorde jeg også selv et øjeblik. Millisekunder inden havde jeg fået øjenkontakt med forlygterne på den bil, der kørte mig ned. Jeg slap med en hjernerystelse og en totalskadet cykel.
Det her er ikke en tale om, hvor meget tryggere vores byer kunne være, hvis vi fjernede bilerne fra dem. Det er heller ikke en tale om, hvor vigtigt det er at bruge cykelhjelm - selvom den reddede mit liv den aften. Det er en tale om frihed. For det begreb fik en helt ny betydning for mig i månederne efter ulykken.
Da jeg skulle starte på mit arbejde igen, var der nemlig et problem: forsikringen havde stadig ikke givet mig penge til en ny - og jeg var heller ikke helt sikker på, at jeg var klar til at træde i pedalerne igen. Det fik mig til at føle mig hjælpeløs.
Jeg er var vant til at cykle overalt, men jeg blev reddet af friheden til at kunne bevæge mig rundt uden bil eller cykel. Friheden i vores offentlige transport.
Hver dag tager folk på arbejde, i skole og til fest med Danmarks busser, færger og tog. Og jeg tror, vi undervurderer, hvor vigtig en del af vores velfærdssamfund det er. Det er et system, der gør os frie til at kunne bevæge os rundt i hele landet - uanset om det er fordi vi ikke har kørekort, ikke har råd til bil, er blevet for gamle til at køre bil eller som mig var kommet til skade.
Men desværre er vores offentlige transport under angreb. Måske har I selv mærket det: Billetpriserne stiger og stiger, mens busruter beskæres eller lukkes helt ned. Det er en katastrofe for hundredtusindvis af danskere, der hver dag er afhængige af offentlig transport for at komme rundt - og det er en trussel mod vores bevægelsesfrihed.
Vores offentlige transport giver os frihed i fællesskab. For mig var det det, der gjorde, at jeg kunne beholde mit job, selvom jeg var syg. Jeg håber, I vil være med til at forsvare og bevare vores offentlige transport - det handler om frihed.