Frederik Vad Nielsens tale ved DSU’s 100-årsjubilæumsreception

Kære DSU’ere, samarbejdspartnere, politiske med- og modspillere. Kære alle sammen. 

Denne uge er utrolig vigtig for DSU. I morgen er det 100 år siden, at Danmarks Socialdemokratiske Ungdom blev stiftet. Det skete d. 8. februar 1920 i Aarhus. Og optakten var vigtig: Et flertal i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) havde brudt alle bånd til Socialdemokratiet. Flertallets holdning var klar: Partiformand Stauning var klasseforræder, og Socialdemokratiet havde svigtet arbejderklassen. (Jeg synes ikke rigtig, at de beskyldninger har ændret sig…)

Kommunisterne havde vundet kampen internt i ungdomsforbundet – og derfor besluttede mindretallet sig for at skabe Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. En forening, der troede på demokrati, på politisk og aktivistisk arbejde i den virkelige virkelighed, på en resultatsøgende arbejderbevægelse.  

Jeg er i den privilegerede situation, at jeg i denne uge skal holde to taler. I dag for jer – og i morgen for 775 jubilæumsgæster på DSU’s fødselsdag. Der får vi god tid til at tale om sejrene, nederlagene, organiseringen, kampene og de lyse nætter. 

I dag vil jeg tale om, hvad DSU er og skal være. Hvad vores historiske arv forpligter os til og kræver af os. Hvorfor DSU har en eksistensberettigelse i det 21. århundredes politiske kamp. 

***

DSU er en politisk ungdomsorganisation – ikke et ungdomsparti. 

Vi kæmper for en verden, hvor flere mennesker får herredømmet over deres liv. 
 Får en retfærdig bid af den enorme velstand, der skabes hver dag. 
 Kræver mere medbestemmelse over samfundsudviklingen. 
 Opnår rigtig frihed gennem fællesskabets styrke.

Alt det kræver, at de rigtige repræsentanter med de rigtige holdninger sidder på Christiansborg. Men det er ikke nok. 

En af DSU’s vigtigste opgaver er at give mennesker magt, evne og vilje til at sætte sig for bordenden, tage ansvar og bekæmpe uretfærdighed på alle niveauer i samfundet. I skolebestyrelsen, lærlingeklubben, personalegruppen. I klasselokalet, på arbejdspladserne og over for magthaverne. Alle de steder, hvor rammen for vores liv defineres og udvikles hver eneste dag.

Derfor skaber vi lokal forandring, hvor unge bor og lever – og ikke kun på Christiansborg. Derfor bruger vi internationale projekter til at gøre en forskel i verden – og ikke kun på de bonede gulve. 

Jeg bliver stolt, når jeg ser unge overalt i DSU, der kæmper for at deres kommune skal træffe et ansvarligt bankvalg, at den lokale skole ikke kun skal være for dem, der kan læse inden de starter, at det lokale CO2-aftryk skal reduceres, og at unge skal have mere indflydelse. 

Jeg bliver stolt, når vi sender unge DSU’ere ud i verden, som klæder andre unge på til at kæmpe for demokrati, ligeværd og sociale rettigheder. 

En politisk ungdomsorganisation skal være en politisk overbygning for alle de unge, der bruger deres fritid på at kæmpe for deres fag, deres uddannelse, klimakampen eller noget fjerde. 

Hvis organisationen kun ender med at bestå af Twitter-krigere, politiske kommentatorer og politikerskole-elever, så kan den nemt droppes og erstattes. DSU’s eksistensberettigelse i det 21. århundrede er ambitionen om at blive den stærkeste ungdomsbevægelse i Danmark. At være det sted, hvor afstanden fra tanke til handling blandt unge er kortest.

***

Når det så er sagt, så er jeg og DSU enormt stolte af den parlamentariske historie, som vi også har født sammen. Fem danske statsministre har skænket deres ungdom til DSU – Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen og Mette Frederiksen. Gennem årene har de og en masse andre politikere med DSU-baggrund præget Danmarks udvikling. Det skylder vi dem stor tak for. Og nu kan vi se, hvad for en politisk kurs, der bliver sat, når 17 ud af 20 ministre i en regering er DSU’ere. Det kan vi godt være stolte af. 

Mange kommer også med en meget stærk selvforståelse. Engang imellem støder jeg ind i betegnelsen ”DSU-arrogance”. Det kan både blive sagt med et glimt i øjet – eller med rynkede bryn. Jeg tror tit, at den stærke identitet, der kan skabes i et fællesskab som DSU, kan forveksles med arrogance – men måske er der også lidt om snakken.. 

Det siges jo, at der i fodboldspilleren Christiano Ronaldos hjem hænger spejle fra gulv til loft i alle værelserne. Jeg tænker nogle gange på, om det også er tilfældet for DSU’s tidligere formænd. 

På et tidspunkt bliver det jo én selv, så man skal passe på med, hvad man siger. Og jeg tror da også, det er rigtigt, at man skal indtage den position med 120% ydmyghed, for man mister nok 10-20 % undervejs. 

Jeg husker selv, da jeg for første gang skulle være vært for et møde i Formandsklubben i DSU. Det er et fællesskab for alle nulevende forbundsformænd, der mødes to gange om året og spiser sammen. Da jeg første gang var vært, var jeg faktisk lidt nervøs, så jeg drak mig måske en smule mod til inden, de kom – der skal ikke så meget til hos mig. 

Og da vi så endelig var i gang, så fortalte jeg om alle de spændende ting, vi lavede i DSU. Om projekterne, planerne, udviklingen osv. Jeg var enormt begejstret. 

Da vi bagefter var kommet udenfor, så trak to af mine forgængere mig til side og sagde: "Du snakker for meget, Frederik. Meningen med de her arrangementer er, at den nuværende formand skal lytte og lade de forhenværende udlægge teksten". Der blev jeg taget i skole!

Uanset hvad, der siges i sjov, så er jeg enormt stolt af alle de DSU-formænd, ledelser, tillidsvalgte og brændende engagerede frivillige, der gennem 100 år har båret en kultur, et fællesskab og stærke værdier gennem opture og nedture. Giv dem alle sammen en hånd! 

***

De har grundlæggende kæmpet for det samme, siden DSU blev stiftet: At demokratiske fremskridt og sociale fremskridt skal gå hånd i hånd for alle dem, vi repræsenterer. Dem som ikke automatisk har fået en plads ved samfundets bord, men som skal kæmpe for medbestemmelse, en bid af kagen og frihed i livet. 

I DSU’s love står der, at vi er arbejderbevægelsens politiske ungdomsorganisation. Det må og skal vi tage dødsens alvorligt. 

Vi lever i en tid, hvor alle dem, som i virkeligheden har deres på det tørre, kæmper for at sætte sig på den offentlige debat og politikernes hoveder. Alt imens de mennesker, som har brug for os, glemmes af særinteresserne, meningsdannerne og politikerne. 

DSU’s rolle er at repræsentere alle de stemmer, som ikke har kræfter, overskud eller mulighed for at tale deres egen sag. 

Vi skal kæmpe for de 100.000 unge, der hverken er i uddannelse eller arbejde. 
Vi skal kæmpe for de 50.000 ordblinde skoleelever. 
Vi skal kæmpe for, at de titusindvis af unge voksne, som i dag ingen uddannelse har, kan blive klædt på til det nye arbejdsmarked. 
Vi skal kæmpe for, at fremtidens generationer kan få en større del af kagen på bekostning af eliten i toppen, der bliver ved med at rage privilegier og velstand til sig uden at se tilbage. 
Og vi skal slå os sammen med unge Socialdemokrater i Norden, Europa og verden og insistere på, at velstand, velfærdsstat og grøn omstilling KAN og SKAL gå hånd i hånd. 

I årtier har højrefløjen og den isblå del af erhvervslivet fortalt os, at der IKKE bliver råd til et solidarisk, retfærdigt og anstændigt velfærdsfællesskab. 
 
 I 00’erne var undskyldningen globaliseringen. 
 I 10’erne var undskyldningen den økonomiske krise. 
 I 20’erne bliver undskyldningen den grønne omstilling. 

Det er vores forbandede pligt at kæmpe imod. Vi VIL leve i en verden med frihed, muligheder, retfærdighed og fællesskab. 

Derfor er der brug for en politisk ungdomsorganisation i absolut topform, der kan mobilisere unge ind i kampen for fremtiden de næste 100 år. 

DSU skal være en kamphund – ikke en vagthund. 
DSU skal agere – ikke reagere. 
DSU skal udvikle – ikke kommentere. 
DSU skal være en politisk ungdomsorganisation – ikke et ungdomsparti. 

Kære alle sammen. Tak fordi I er kommet i dag for at fejre Danmarks Socialdemokratiske Ungdom sammen med os. Tak for kampene, samarbejdet, engagementet og gnisten. Må DSU leve og ånde de næste 100 år!