Spørgsmaalet om Kvindens Valgret, kan ikke skilles fra Navnet Folkerepræsentation. Navnet Folketing betegner Repræsentationen af hele Folket. Men hører da Kvinderne ikke til Folket? Kun Kvinder, Børn og Forbrydere ere udelukkede fra Plads i Tinget. Det er naturligt, at Børn og Forbrydere ere udelukkede, men det er unaturligt, at Kvinderne er det. Jeg vil opfordre enhver, ogsaa den ærede Modstander af Sagen, der talte før, til at træde ind i denne Forening, hvis Opgave det er at skaffe Kvinden lige Ret med Manden.
Til de Exempler, Hr. Jensen før anførte, vil jeg føje endnu et. Lad os tænke os, at en Skibsfører havde forpligtet sig til at føre Skib hver Dag til København Kl. 12 og tilbage om Aftenen. Ja, den Mand kan ikke lade sig vælge, men er han uundværlig for Rigsdagen, skaffer man ham nok derind alligevel; saaledes gaar det ogsaa med Kvinderne.
Om Modstanden mod Kvindesagen i Rigsdagen vil jeg bemærke: Medens det var Landstinget, der her var Klippen, hvorpaa den strandede, saa var det i Sverig netop de Kredse, der svarer til dem, hvortil Landstingets Medlemmer hos os fortrinsvis høre, som bragte den i Havn. Den Kvinde, der satte »Framåt« i Gang, var en Friherreinde. En General kæmpede ogsaa tappert for Kvindesagen. Jeg haaber og tror, at Landstingets Modstand til sidst, maaske om ikke saa lang Tid, vil blive brudt, uagtet det nu staar fast som en Klippe, ogsaa Klipper kan omstyrtes, det saa vi med Dronningestolen, og gik Kongespiret en Gang samme Vej, skulde det slet ikke undre mig. Det er imidlertid slet ikke Revolutioner, jeg ønsker; jeg ønsker kun at bringe Landstinget til Fornuft. — Der er dem, der forlange, at Kvinden, hvis hun vil have lige Ret med Manden, ogsaa skal have Værnepligt, men der glemmer man, at for hver Søn, der fødes, har Moderen sat, sit Liv i Vove for Fædrelandet. Der er kun Mening i at paalægge hende Værnepligt, hvis man saa samtidig kan paalægge Mændene Moderpligt.
