Goethe skrev engang:
“Det er ikke nok at have viden, man må også anvende den, Det er ikke nok at have ønsker, man må også sørge for at få dem opfyldt”.
Og kære venner, det er netop dét, vi som dimittender fra Gefion forpligter os på.
Så når vi sidder her samlet i dag, for at fejre tre forgangne år, så er det med et håb om at sende hver og en af os ud i verden med en tro på egne evner. En tro på, at vi over de sidste tre år på Øster Voldgade er blevet klædt på til livets helt store begivenheder. Og at vi på trods af de mange bekymrede blikke på vores generation faktisk både magter og ønsker at tage styringen over vores eget liv. Vi må ikke lade os påvirke af, hvad andre kloge hoveder mener om, hvordan vi bør leve vores liv bedst.
Vi skal ikke hastes igennem uddannelsessystemet med hurtigstart, gangekvotienter og forkortede uddannelser, tværtimod skal vi huske hinanden på, hvor meget værdi, der er i at tage sig tid.
Nogle kalder det for “fjumreår”, vi vil tillade os at mene noget andet. Om du skal bruge 1, 2, 3 eller endnu flere år på at finde frem til, hvad du brænder for i tilværelsen, så må det ALDRIG blive opfattet som spildt tid.
Vi skal have tillid til, at de tre år vi nu lægger bag os, har givet os indsigt, klogskab og et sympatisk blik på dem omkring os. Det er en styrke, vi alle i dette rum deler, og som vi bør tage med os i vores videre liv. Om det så er at flytte 20 meter ned ad vejen væk fra far og mor, eller om det er en 6 måneders backpacker tur til Nepal, så er det egenskaber, der er værd at holde fast i.
Som studenter fra Gefion mener vi netop, at vi repræsenterer mere end bare faglig indsigt og flotte karakterer. Vi besidder en viden, som er langt større. Her mener vi ikke bare akademisk viden om homeriske lignelser, eksponentiel vækst og pdf-modeller. Vi mener også viden om, hvad det vil sige at tage ansvar. Ansvar for sig selv og for et større fællesskab.
For præcis fællesskabet synes vi er definerende for vores årgang af gymnasieelever. Vores start her på Gefion var mildest talt en prøvelse. Vi var nødsaget til at opbygge fællesskaber under urimelige forhold med gentagne hjemsendelser og break-out rooms på Meet. Men prøv lige at tag et kig omkring jer og tænk tilbage på en aften som studenterfesten i torsdags. Vidner det ikke netop om, at vi på trods af usædvanlige omstændigheder har formået at danne stærke og betydningsfulde venskaber på kryds og tværs.
Men, det er jo selvfølgelig ikke kun os elever, der har mærket pandemien på vores skolegang. Vores veloplagte lærere sad klar hver eneste dag bag skærmen, vel vidende at halve til hele klasser havde kameraet slukket, mikrofonen på mute og lige så deres snit, til at tage en time mere på øjet. I nægtede at gå på kompromis i selv den mest opgivende tid. Det vil vi gerne takke jer for!
For lige præcis Gefions lærere er i en liga helt for sig selv. I er dejligt nørdede og altid velvillige, når det kommer til os (peger ud over publikum) - jeres elever. Gennem de sidste tre år har vi oplevet en gruppe undervisere, der altid står klar, om det så er med faglig hjælp eller de mere personlige snakke. Fælles for jer alle, har altid været, at I ønsker at udvide vores horisont og inspirere os til at turde at ville mere.
Og når vi sidder her i dag, så skal vi huske hinanden på, at vi lige nu for allerførste gang har alverdens muligheder, for at forfølge de drømme og ønsker, som vi må have for fremtiden. For akkurat som Goethe sagde, forpligter vi os på at bruge vores viden. Vi skal bruge den viden, vi har fået gennem de sidste tre år, til at turde at træde ud på uvant grund. For det er nemlig kun der, vores ønsker rigtig kan blive opfyldt.
Så når vi lige om lidt for allersidste gang træder ud af de her døre og får, hvad der nok bliver vores livs vildeste og mindst ædru køretur, så er det med hovedet fuld af forventninger og hjertet fyldt med drømme. Men vigtigst af alt er det med troen på, at vi kan, hvad vi sætter os for.
Kære allesammen.
Tusind tak for tre skønne år. Tillykke med huerne. Tillykke med dimissionen.
Vi ses derude - god vogntur!
“Det er ikke nok at have viden, man må også anvende den, Det er ikke nok at have ønsker, man må også sørge for at få dem opfyldt”.
Og kære venner, det er netop dét, vi som dimittender fra Gefion forpligter os på.
Så når vi sidder her samlet i dag, for at fejre tre forgangne år, så er det med et håb om at sende hver og en af os ud i verden med en tro på egne evner. En tro på, at vi over de sidste tre år på Øster Voldgade er blevet klædt på til livets helt store begivenheder. Og at vi på trods af de mange bekymrede blikke på vores generation faktisk både magter og ønsker at tage styringen over vores eget liv. Vi må ikke lade os påvirke af, hvad andre kloge hoveder mener om, hvordan vi bør leve vores liv bedst.
Vi skal ikke hastes igennem uddannelsessystemet med hurtigstart, gangekvotienter og forkortede uddannelser, tværtimod skal vi huske hinanden på, hvor meget værdi, der er i at tage sig tid.
Nogle kalder det for “fjumreår”, vi vil tillade os at mene noget andet. Om du skal bruge 1, 2, 3 eller endnu flere år på at finde frem til, hvad du brænder for i tilværelsen, så må det ALDRIG blive opfattet som spildt tid.
Vi skal have tillid til, at de tre år vi nu lægger bag os, har givet os indsigt, klogskab og et sympatisk blik på dem omkring os. Det er en styrke, vi alle i dette rum deler, og som vi bør tage med os i vores videre liv. Om det så er at flytte 20 meter ned ad vejen væk fra far og mor, eller om det er en 6 måneders backpacker tur til Nepal, så er det egenskaber, der er værd at holde fast i.
Som studenter fra Gefion mener vi netop, at vi repræsenterer mere end bare faglig indsigt og flotte karakterer. Vi besidder en viden, som er langt større. Her mener vi ikke bare akademisk viden om homeriske lignelser, eksponentiel vækst og pdf-modeller. Vi mener også viden om, hvad det vil sige at tage ansvar. Ansvar for sig selv og for et større fællesskab.
For præcis fællesskabet synes vi er definerende for vores årgang af gymnasieelever. Vores start her på Gefion var mildest talt en prøvelse. Vi var nødsaget til at opbygge fællesskaber under urimelige forhold med gentagne hjemsendelser og break-out rooms på Meet. Men prøv lige at tag et kig omkring jer og tænk tilbage på en aften som studenterfesten i torsdags. Vidner det ikke netop om, at vi på trods af usædvanlige omstændigheder har formået at danne stærke og betydningsfulde venskaber på kryds og tværs.
Men, det er jo selvfølgelig ikke kun os elever, der har mærket pandemien på vores skolegang. Vores veloplagte lærere sad klar hver eneste dag bag skærmen, vel vidende at halve til hele klasser havde kameraet slukket, mikrofonen på mute og lige så deres snit, til at tage en time mere på øjet. I nægtede at gå på kompromis i selv den mest opgivende tid. Det vil vi gerne takke jer for!
For lige præcis Gefions lærere er i en liga helt for sig selv. I er dejligt nørdede og altid velvillige, når det kommer til os (peger ud over publikum) - jeres elever. Gennem de sidste tre år har vi oplevet en gruppe undervisere, der altid står klar, om det så er med faglig hjælp eller de mere personlige snakke. Fælles for jer alle, har altid været, at I ønsker at udvide vores horisont og inspirere os til at turde at ville mere.
Og når vi sidder her i dag, så skal vi huske hinanden på, at vi lige nu for allerførste gang har alverdens muligheder, for at forfølge de drømme og ønsker, som vi må have for fremtiden. For akkurat som Goethe sagde, forpligter vi os på at bruge vores viden. Vi skal bruge den viden, vi har fået gennem de sidste tre år, til at turde at træde ud på uvant grund. For det er nemlig kun der, vores ønsker rigtig kan blive opfyldt.
Så når vi lige om lidt for allersidste gang træder ud af de her døre og får, hvad der nok bliver vores livs vildeste og mindst ædru køretur, så er det med hovedet fuld af forventninger og hjertet fyldt med drømme. Men vigtigst af alt er det med troen på, at vi kan, hvad vi sætter os for.
Kære allesammen.
Tusind tak for tre skønne år. Tillykke med huerne. Tillykke med dimissionen.
Vi ses derude - god vogntur!
