Vi åbner dette landsmøde i en situation med skærpet
international krise, skærpet borgerlig klassepolitik
herhjemme men også visse tegn til en positiv vending.
Trods forbigående forbedringer af den økonomiske
konjunktur er verdensøkonomien fortsat præget af
krise. Det kommer klarest til udtryk i gældskrisen:
den tredje verdens lande skylder storkapitalen i
de rige lande ca. 7000 milliarder kr. - på samme
tid et vidnesbyrd om imperialismens fortsatte eksistens,
men også en tikkende bombe under hele det økonomiske
imperialistiske system.
Selvom den tredje verdens gæld
er enorm og avler elendighed og nød i et uhørt omfang,
svarer den faktisk "kun" til, hvad der på et
enkelt år bruges til militær og
oprustning på vor Jord. Det siger noget om
kaprustningens sindssyge omfang
- sådan ruttes der med ressourcer til bygning af
drabsapparater, mens milliarder må leve
i sult og nød.
Det er den verden, vi lever i. Men
også den verden,
som socialismen internationalt har sat sig som mål at
forvandle til et fælles
hjem, hvor vore ressourcer
og viden bruges til at sikre livet for alle - i stedet
for at blive brugt til drab, undertrykkelse og udbytning.
Det er beskedent, hvor stort bidrag vi i det lille Danmark kan yde til
denne fælles kamp. Men vi skal gøre
vort bedste i tillid til, at de andre også
gør deres bedste. Det er princippet for socialistisk internationalisme.
Det gælder
helt umiddelbart
i vor kamp
for at bevare
verdensfreden og formindske krigsfaren,
en kamp der også drejer sig om
at få flyttet ressourcer fra krigsforberedelser til international solidaritet.
Denne kamp fører vi nu under skærpede
vilkår. Det hænger
sammen med kaprustningen, blokpolitikken og den rolle, som blokkenes førermagter spiller. Begge har et alvorligt medansvar.
Sovjetiske tropper er stadig involveret i krig i Afghanistan,
til stor ulykke for det afghanske folk men også
til skade for Sovjet selv og for alle afspændingsbestæbelser. Afghanistan-eventyret er - uanset
hvilken idelogisk klædebon
det siges
indhyllet
i - et tragisk
vidnesbyrd om, at Sovjet, der trådte ind
på verdensscenen som en anti-imperialistisk magt,
selv er blevet smittet af imperialismens måde at tænke
og agere på.
SF tager på det skarpeste afstand fra den uretmæssige
sovjetiske tilstedeværelse i Afghanistan,
og vi kræver, at de sovjetiske tropper ufortøvet forlader
landet, og at de afghanske folk får mulighed for at
bestemme sin tilværelse uden indblanding eller påtryk
udefra.
Men også USAs politik er - vel i
endnu højere
grad - præget af foragt for fred og afspænding.
Efter en pause, hvor USA slikkede sårene efter Vietnam og
Watergate, har præsident Reagan nu påtaget sin rollen
som en aggressiv
international gendarm eller oversherif,
skulle man vel sige - for det imperialistiske
verdenssystem.
På tre måder -
Gennem IMY, som opretholder imperialismens
økonomiske verdensorden. Gennem en forstærket
oprustning, med stjernekrigsprogram og nej til atomprøvestop,
for at søge militær
overlegenhed.
Og gennem
militære "straffeaktioner" over hele kloden: mod
Grenada, mod Nicaragua og nu senest mod
Libyen.
Den undskyldning, at terror-angrebet mod Libyen
skulle være et slag mod terrorismen, accepterer vi
ikke.
Ingen tror på, at man kan bekæmpe terroriamen på
denne måde. Også vi fordømmer på det skarpeste den individuelle
terrorisme, men statsterrorismen er intet svar.
USA må
have
haft helt andre hensigter med drabet
på
mindst
hundrede libyske
borgere.
Reagan satser på at opnå og demonstrere militær
overlegenhed for derved at kunne diktere alle
andre sin vilje. Det er sagen. På den måde skal det
imperialistiske system sikres.
Denne politik er ikke alene brutal, den er også
en fare for verdensfreden.
For de tider er forbi, da
sagerne kunne ordnes med kanonbåde og marinetropper.
Idag forener kravet om national selvstædighed
og social retfærdighed hundreder af millioner mennesker,
der ikke vil affinde sig med diktatpolitikken. Med sine angreb spiller USA
derfor hasard med verdensfreden.
Vi har altså kritiske bemærkninger til begge stormagter.
Men den ene af dem er Danmarks allierede. Gennem NATO er Danmark blevet afhængig
af en hasardspiller,
der med sine kort kan udslette alt liv.
SFs grundlæggende position
er, at dette selskab
hører Danmark ikke
hjemme i. Den holdning er blevet
bekræftet gennem Reagans terrorangreb på Libyen.
Vi tror ikke, at Danmark bare kan hytte sit eget
skind. Det kan ingen, sådan som verden er idag. Men
vi vil have nedbrudt blokpolitik
og vi vil, at Danmark skal yde et bidrag hertil.
Som følge af de daglige propagandadoser, men også som følge af den anden supermagts kritisable adfærd
er der endnu flertal i befolkningen for, at Danmark
skal bevare sit allianceforhold. Det må vi tage til
efterretning - ikke fordi vi synes, at det er klogt,
men fordi vi respekterer en demokratisk afgørelse.
Samtidig er det åbenbart, at flere og flere, måske et
flertal, føler en voksende utryghed ved det nære
selskab med en Reagan og
en Thatcher og alle deres dødelige
atomvåben og bombefly.
Der tegner sig derfor en reel mulighed for at opleve
tilslutning til et brud med i hvert nogle af de farligste elementer i den farlige alliance: atomkrigsstrategien og de forstærkningsaftaler
der forudser udstationering af Reagans bombefly i Danmark i fredstid.
Vi skal gøre, hvad vi formår, for at bevæge virkeligheden i den rigtige retning. Selvfølgelig er vi med til at vedtage instrukser til den danske regering om dens holdninger
i NATO. Men selv de bedste instrukser
slår ikke til. Først når et enkelt land for alvor
går sine egne veje og tager ensidige skridt, der indebærer brud med den værste galskab, kan en nedrustning og afspændingsproces virkelig komme i gang.
Hvorfor skulle Danmark ikke være
det første land der
tog sådanne ensidige skridt? Nogen må gøre det,
de kræfter, der vil det, er stærkere hos os end i mange andre lande.
Vort parti skal satse på en fortsat kamp for at
samle flest mulige stater imod oprustningen, atomkrigsforberedelserne
og USAs magtpolitik - indenfor og udenfor NATO, men vi skal sandelig også satse på og klare brud med de farligste sider af NATOs blokpolitik.
Vi skal gøre det med omtanke. Om nogensinde drejer det sig her om at opnå håndgribelige resultater, - ikke bare vor egen, men verdens skæbne står på
spil.
Dermed kommer jeg til situationen herhjemme.
På sidste landsmøde lå overenskomstindgrebet og
store protestaktioner umiddelbart bag os.
Samtidig antydede meningsmålingerne dengang, at det borgerlige
flertal var ved at smuldre. Tiden siden da
har bekræftet det - med kommunevalget som et markant indslag og Kommunalvalget var en ny stor sejr for vort parti. Samtidig gik
de borgerlige klart tilbage. Der er nu helt
reelt:
muligheder for at slippe af med SchlŸter
ved næste valg
og at få
skabt et arbejderflertal.
Godt nok fortæller SchlŸter.
os, at det går helt
ufatteligt godt. De borgerlige politikere synger med
samme melodi. Men
de magiske besværgelser
slår ikke
til mere. Folk sammenligner selv de fagre ord med virkeligheden og drager deres egne konklusioner.
F.eks. i forbindelse med påskepakken. Som følge af
regeringens egen klassepolitik, der giver overklassen
uanede økonomiske muligheder, tog udviklingen af betalingsbalancen
en helt katastrofal vending. For så vidt var et indgreb uundgåeligt. Men
retter regering det mod de reelle årsager til underskuddet? Nej, den
havende del af befolkningen går atter fri. Et forslag
fra SF om at beskatte kapitalisternes handel med værdipapirer, hvorved staten kunne opsuge mere end efter regeringens forslag, blev afvist. Indgrebet skulle rettes mod den jævne
befolkning.
Selve det, at man opererer med energiafgifter, er
ikke forkert. Det gør SF også i vort økonomiske program.
Men her er det forudset, at 20-25 pct. af provenuet
skal sendes tilbage som kompensation
til lavindkomstgrupperne. Men regeringen ville ikke
høre tale om de slags. Derfor blev indgrebet
især rettet mod de gamle,
unge under uddannelse, lavtlønsgrupperne osv. Derfor
vil jeg citere af Vodsgaards artikel i sidste nummer
af Praksis:
"Med den forklaring overser, at de andres svaghed ikke er tilfældig,
men bunder i, at hver især som politiske "vildspor" har haft deres paehøjde. Både til højre og venstre for SF er der rådvildhed. De andre strømninger er på principiel retræte; de er ved
at blive udkonkurreret programmatisk
af den nye
"folkesocialisme".
Læg mærke til, at Vodsgaard skriver "både til højre
og til venstre". Altså også Socialdemokratiet. Jeg siger
det ikke for at angribe, men blot som en konstatering
der kan udlæses af masser af indbyrdes polemik, ofte
i en tone - som i Metals blad - der helt overgår,
hvad SF'ere har præsteret
i vore stridigheder.
Derfor forstår jeg ikke den frygt
man af og til
kan spore (sikkert også her), for
et samarbejde, måske
et tæt samarbejde, med SD. "De røvrender os" siger
nogle. "De er ude på at slide os ned," siger andre.
Jamen, tror I, at de kan det. Nogle
af dem vil sikkert gerne. Jeg husker, da Per Hækkerup
engang i 70'erne tonede frem på skærmen og fortalte, at han under det
første arbejderflertal havde fået tildelt den opgave at reducere SF.
Men er en ny Per Hækkerup i stand til det?
Er vi ikke blevet dygtigere og stærkere? - Lad mig citere, hvad en af vore - gennem mange år - skarpeste kritikere, Preben Wilhjelm,
sagde til Information den 21.2 i år:
"Jeg synes,
at SF
klarede
slituationen fantastisk
flot, da de var
med i det parlamentariske flertal
som sammen
med de radikale
skulle udgøre regeringsgrundlaget
i den sidste periode, før Anker
gik. Her forsøgte SD at placere Sorteper hos SF, mens de radikale fik lov til at love alt og springe fra alt.
Men SF klarede altså denne udfordring ufantastisk
flot", mener Preben Wilhjelm. Uden at vi skal overvurdere
vore egne evner, spørger jeg: hvorfor skulle vi ikke
kunne gøre det igen?
Ikke på grund af illusioner,
fordi vi har lært af vore erfaringer og har en grundlæggende,
gennemdiskuteret strategi, som vi holder fast ved,
og en afprøvet socialistisk grundholdning med
klassepolitik i højeste potens.
Af disse grunde
er behovet for et alternativ blevet
aktuelt og
påtrægende.
Lad mig minde
om, at det var
SF, der startede diskussionen om en praktikabel, alternativ politik, et
"arbejdsdueligt arbejderflertal",
helt tilbage i 1980-81, altså mens der endnu var en S-mindretalsregering.
Hvorfor? Fordi vi opstillede som mål,
at der skulle skabes et arbejderflertal i befolkningen og folketinget.
I lang tid talte for døve øren til socialdemokraterne om denne sag. Det var nok umuligt, sagde de
og tidsspilde
at prøve på det, og et flertal af dem og os og de
radikale var vel heller ikke det værste.
Den omstændighed, at SF for 6 år
siden klart
satte
kurs efter et arbejderflertal, er en væsentlig
årsag til
den voksende tilslutning til vort parti.
Blandt lønarbejderne er der mere og mere forståelse for, at arbejderbevægelsen ikke skal føre krisepolitik sammen med de
borgerlige (heller ikke RV) , for så bliver det på borgerlige betingelser, men søge at vinde styrke til at gøre det alene.
Dette var og er SFs standpunkt. Det, at vi så stædigt
har fremført det, trods socialdemokratisk lunkenhed
og afvisninger, bevirkede, at flere og flere lyttede
til os. SF kom til at fremstå som den realistiske drivende kraft i hele arbejdet for at få arbejderbevægelsen til - i samarbejde med fagbevægelsen
både i LO og FTF og i alliance med græsrodsbevægelser
og medborgerinitiativer - at tage et opgør med den borgerlige
politik og indlede en fundamental vending.
Den voksende tilslutning, vi oplever og som givetvis gør SF til
landets tredjestørste parti og måske giver os en endnu stærkere
placering ser jeg som resultat af denne grundholdning.
I den forbindelse har jeg et hjertesuk. Hvornår
forsvinder de sidste mindreværdskomplekser i forhold til
Socialdemokratiet? For en 6-7 år siden måtte jeg
stille det samme spørgsmål, husker jeg, men dengang
i forhold til DKP! Det behøver jeg vist ikke mere. Ej heller
i forhold VS. Og dog - enkelte mener, at vi bare
er "de mindst ringe", og
det kan snart vende. Herover
-- SIDE 6 MANGLER --
Vor styrke
bunder i, at vi her og nu, på den danske
virkeligheds grund
kæmper
for bedst muligt at varetage
den brede befolknings interesser, samtidig med at vi
fastholder vor socialistiske målsætning, som vi definerer
som: langt mere demokrati
end idag, samfundseje
af de vigtigste produktionsmidler, selvforvaltning og
decentralisering, tryghed og
solidaritet. Vi er bestandig optaget af
at få de kort - og langsigtede mål til at
hænge sammen, ikke mindst i begrebet "en demokratisk
vej til socialismen", som både betyder skabelse af de
bredest mulige alliancer, for uden flertal opnås
intet ad demokratisk vej, og fremme af det bredest tænkelige
sydende og boblende liv fra "græsrødderne",
fra menneskene dŽr hvor de er og udfolder sig i deres spontanitet,
alt imens vi hele tiden husker klassekampen.
Her finder vi baggrunden
for den voksende tilslutning
til vore ideer. Baggrunden for
vor strålende sejr i kommune- og amtsrådsvalg og for det praktiske arbejde,
hvormed SF'ere på kommunalt og amtskommunalt plan lagde
grunden til denne sejr. Vor store svaghed er, at vi
endnu har for få medlemmer, men til gengæld
viser det
sig, at vort parti er i stand til at tiltrække
de dygtigste, mest fantasirige og alligevel praktisk
indstillede socialister.
På samme måde kan vi, selvom slaget om EF-pakken
ikke blev vundet, være
stolte af vor indsats under
kampagnen
op til folkeafstemningen. Havde vi haft mere
tid, kunne resultatet meget være
blevet anderledes.
- Iøvrigt er det bemærkelsesværdigt, at det netop her
lykkedes at skabe en bred alliance, af
kritiske EF-tilhængere
og praktisk orienterede EF-modstandere om en
fælles kamp mod unionen. Vi må gøre vort til, at denne
alliance opretholdes,
så at vi i fællesskab
kan afværge
de værste følger af unionsdillen.
Altså: hvorfor skulle vi have mindreværdskomplekser?
Sætter vi ind på at bringe vore sidste svagheder ud af
verden - et for beskedent medlemstal og derfor også en
for ringe deltagelse i "græsrodsarbejdet" -,
så kan vi fastslå, at vort parti, efter godt et kvart århundredes
arbejde, er blevet til en stærk og helt afgørende faktor
i arbejderbevægelsen
og i dansk politik.
Det er i bevidstheden herom, og ikke i selvudslettende
ydmyghed, at vi skal analysere problemet om et arbejdstal virke og perspektiver. Jeg vil sige nogle ord.
Lad mig tage udgangspunkt
i, at visse socialdemokrater prøver at sætte
lus i skindpelsen med noget snak
om, at SF jo bare har nærmet
sig SD, ja måske er bare
et andet SD, og at det er grunden til SFs fremgang,
Hvis det skulle være
grunden, hvorfor vælger folk
ikke den rene vare? Det spørgsmål burde i så fald give
anledning til selvransagelse - i Socialdemokratiet.
Men vist er der lighedspunkter. SF henter en vanlig inspiration i II.Internationales store tid, første verdenskrig, da socialdemokratierne gik ind for
demokratisk vej til socialismen. Her har vi en fælles
kilde. Derfor kommer vi,
hvad respekt for demokrati
angår, til at ligne det andet arbejderparti.
¯nsker vi at skabe holdbare flertal. Derfor må vi tage
udgangspunkt i virkeligheden og ikke i en opfattet verden. Vore økonomiske programmer
er rent faktisk
udarbejdet uden skelen til Socialdemokratiets, men
grundlag af en virkelighedsanalyse. Og det er tilfældigvis den samme
virkelighed, vi analyserer.
Forskellene ligger
på et andet felt
1) Vi vil samfundets grundlæggende, socialistisk omformning - ad demokratisk vej, med fortrydelsesret
og alt det der.
Men målsætningen har høj prioritet
hos os.
2) Vel er vi ikke et alt-eller-intet
for så ville den demokratiske vej være
ufremkommelig
kun i den forstand, at vi ikke regner
med at opnå alt
på
een gang. Men vi er ikke tilfredse, før vi får
"alt". En fræk modstander kunne sige, at vi går ind for
"salami-metoden", altså at snitte den ene skive efter
den anden af
den kapitalistiske og militaristiske
pølse. Men er der noget ondt i det, når hvert eneste
snit kun gøres i kraft af en helt fri og demokratisk
tilslutning fra flertallet? Nuvel, så er det vor måde.
Vi kan ikke slippe af med pølsen på een gang - det er
også sagt med venlig hilsen til de mest utålmodige i
vore egne rækker.
Men vi kan
realistisk arbejde på at
få
flertal
for nogle
snitvise operationer,
- og målet
til sidst at blive helt af med den ildelugtende pølse.
Det skjuler vi ikke. Tværtimod: det husker vi.
3) Vi bygger på en marxistisk analyse, og vi glemmer ikke klassekampen. At varetage lønarbejdernes interesser her og nu er den ene side af
vort virke, at få afskaffet kapitalens magt er den anden. Hermed afspejler vi brydninger, der finder sted i samfundet, hvad enten man
vil det eller ej. Klassemodsætninger og klassekamp er
"bare" en af livets kendsgerninger.
I vor erkendelse heraf ligger der kim til en aktuel modsætning til visse socialdemokrater, der vil
erstatte SchlŸters
klassepolitik med "genskabelse af harmonien", med den store forsoning. Det siger vi kategorisk nej til. SchlŸters og borgerslabets klassepolitik er
logisk og konsekvent. Det må arbejderflertallets klassepolitik også være,
men med den enorme forskel at det spejler interesserne hos det store flertal i befolkningen. Borgerlig krisepolitik skal ikke besvares med
"stor harmoni", men med en socialistisk inspireret politik, med et opgør med nogle af kapitalens magtpositioner. Og med en alliance med de folkelige græsrodsbevægelser, der gør oprør mod statsbureaukratisk og
kapitalistisk formynderi, altså også med en bevidst kamp mod dette formynderi. Arbejderflertallet kan ikke undgå konflikter med de traditionelle magthavere, hvis de vil leve op til sine forpligtelser og opgaver.
I erkendelse heraf har hovedbestyrelsen udarbejdet
sit forslag til politisk hovedudtalelse, som jeg afslutningsvis vil forelægge med disse bemærkninger:
Vi diskuterer, om arbejderflertallet - når
det er en kendsgerning - skal bygge på et parlamentarisk protokolfæstet samarbejde, med S som regering og SF som støtteparti indenfor protokollens rammer. Det er een mulighed, - aktuel hvis der kun kan opnås begrænset enighed, og ikke nødvendigvis ringe. De radikale og den nuvæende
regeringsblok har et ganske tæt og - desværre - alt for stabilt samarbejde, endda uden nogen protokol.
En anden mulighed er et regeringssamarbejde. Den
mulighed har især
SD peget på, i hvert fald siden vor
sidste landsmøde. Men
monotont med den tilføjelse, at
regeringen
skal dannes
på
grundlag af SDs program. Og
så
er det, at man lugter den Per Hækkerupske
lunte
fra 1966.
SF skulle under ansvarets åg - vel at mærke
sådan at forstå, at vi skulle tage ansvaret for gennemførelsen
af et andet partis, SDs politik.
Den går selvfølgelig ikke.
Vi skal ikke frygte ansvarets åg, hvis vi også har den magt
der med rimelighed må følge med ansvaret. Men ansvar og afmagt - det er en
grim konstellation. Skal der være
tale om regeringssamarbejde,
må der følge magt med ansvaret.
Er det tilfældet, anser jeg et regeringssamarbejde
for mest effektivt og handlekraftigt. Men
i så fald er
det helt uomgængeligt,
at regeringens program og samnensætning
afspejler SFs styrke og synspunkter. At to
store partier danner regering sammen alene på
det ene partis grundlag, er helt uhørt og uacceptabelt.
I vort forslag til udtalelse er der i punkter
skitseret
et arbejdsprogram for et arbejderflertal. Det er
ikke vores
principprogram
- jeg tror ikke, at vi under
nogen omstændigheder
får mandat til at skippe hele
pølsen
på een gang. Det danske folk vil altid foretrække
at prøve sig frem. Men
det er, hvad vi principielt anser
for det fornødne minimum, hvis arbejdsflertallet
skal løse sine opgaver indadtil og udadtil. Naturligvis
må vi forhandle; en fællesnævner
kan aldrig blive fuldkommen og afspejle
alt, hvad der er fornødent. Men
hvis ikke et regeringsprogram på væsentlige punkter afspejler,
hvad vi anser for minimalt nødvendigt, kan vi selvsagt
ikke tage medansvar for en regering, der altså
slet ikke efter vor opfattelse ikke kan løse sine opgaver.
Omvendt: hvis vælgerne
giver os - og vort program -
tilstrækkelig styrke og vi samtidig bakkes op af brede
kræfter i fagbevægelsen
og i græsrodsbevægelserne,
så vil vi, med udsigt til fremgang, sætte
alt ind på at sikre, at arbejderregeringens program og sammensætning
på væsentlige områder er præget af vore ideer og vor styrke, og så er der basis for en fælles regering.
Og det er efter min opfattelse det, vi skal sætte kurs
efter: en arbejderregering med et
stærkt venstreorienteret
indslag, i sit program og i sin sammensætning.
Anden regering er vi ikke interesseret i at deltage i.
Kan det ikke lade sig gøre at nå så vidt, må vi nøjes
med det formaliserede, protokofæstede samarbejde på
parlamentarisk plan.
Kan det lade sig gøre? Det afhænger
primært af den styrke, vælgerne
giver vort parti, og den styrke,
vi kan
hente i samspillet med de folkelige bevægelser,
fagbevægelsen,
græsrodsbevægelserne
osv. Og så skal man
da ikke
se bort fra, at der faktisk er sammenfald på en
række
punkter i de aktuelle S-
og SF-programmer.
Hvis jeg må være
fræk,
så viser en nærlæsning
af
S-programmet,
at de på en række
punkter har nærmet
sig SF,
f.eks.
på hele det miljøpolitiske område.
Men der er to grundlæggende problemer: vil en arbejderregering
indlede et opgør med nogle af kapitalmagtens positioner? Og vil den også begynde et opgør med den blok - og oprustningspolitik, som er ført
an af skiftende præsidenter
i USA, senest af Reagan?
Vi skal ikke være
ultimative,
og vi
opfordrer SD
til at opgive ultimative holdninger. Men skal der være
fornuft i et regeringssamarbejde, må det efter hovedbestyrelsens opfattelse bygge på enighed om, i det mindste følgende: (1) en fuld opregulering af dagpengesatserne og SchlŸters andre sociale nedskæringer. - (2) en reform til økonomisk demokrati og arbejdspladsdemokrati, (3) en plan for nedsættelse af den daglige arbejdstid til 7 timer dagligt, (4) den økonomiske, sociale og økologiske politik tilrettelægges
alene udfra hensynet til danske interesser og danske lønarbejderes interesser, uden hensyn til EF; samtidig iværksættes
en undersøgelse med henblik på
alternativer til EF, og (5) Danmark erklæres som atomvåbenfri zone og
udtræder af NATOs atomplanlægningsgruppe.
Til slut blot dette: SF er idag blevet til et parti, som
hver sjette dansker viser sin
tillid. Det lægger et stort ansvar på
os.
Vi må
gøre
vort yderste for at leve op til den tillid, som så
mange
hundrede tusinder viser os.
Lad os
føre vor debat i
bevidstheden om dette.