JEG MODTAGER DEN GYLDNE GRUNDTVIG 2023
Jeg ved ikke, om jeg er nogen dygtig debattør. Det er sjældent, jeg har trynet en modstander, og jeg magtede også kun et par uger i diverse kommentarspor, før formatet afskrækkede mig helt. ”Det er simpelthen ikke sådan, jeg bruger energien bedst”, konkluderede jeg. Lidt indebrændt og misundelig på dem, der med teflonoverflade og rapkæftethed kun synes at nyde showet.
Hver gang, jeg udgiver et indlæg i avisen, er jeg i tvivl bagefter. Jeg er ofte, meget ofte, i konflikt med mig selv.
Det er på mange måder også gået virkelig godt. Der tales om klasser igen i Danmark. Forskellige stemmer bidrager til samtalen. Personligt lever jeg af at skrive og fortælle.
Man har kaldt mig vred fem gange på ét interview. Læsere har tatoveret citater fra mine bøger på deres kroppe. Man har døbt mig Jesus fra Horsens. Og samme dag som chefen for CEPOS anklagede mig for milliardærfobi, anklagede nogle studentikose venstreradikale mig for ikke at være marxist på den rigtige måde. Man har kaldt mig folkelig og ment det positivt og negativt. Venner er forsvundet, nye er kommet til.
Det kan være omkostningsfuldt at være tro imod sig selv, at gå imod strømmen, imod gruppetænkningen, imod familien, ja imod alverdens religioner, både i traditionel forstand og moderne. Det kan være omkostningsfuldt at insistere på nuancerne, nævne dét, der ikke må nævnes. Selv den mindste form for afvigelse opfattes nemt som forræderi — og nogle vil forsøge at lukke én ned.
Så hvad bringer fremtiden? Jeg er ikke sikker. Men jeg ved, det er i orden, hvis jeg fortsætter ufortrødent. Det er også i orden, hvis jeg trækker mig en stund. Det er i orden, hvis jeg udvikler mig, og det er også i orden, at jeg på visse punkter forbliver den samme. Jeg eksisterer ikke for at tilfredsstille nogen eller bekræfte noget bestemt. Hvad, jeg til gengæld ved, er, at jeg nok skal skrive en masse fede bøger i fremtiden også.
Tak for anerkendelsen.
Tak til Odder Højskole, juryen og de fremmødte
Jeg ved ikke, om jeg er nogen dygtig debattør. Det er sjældent, jeg har trynet en modstander, og jeg magtede også kun et par uger i diverse kommentarspor, før formatet afskrækkede mig helt. ”Det er simpelthen ikke sådan, jeg bruger energien bedst”, konkluderede jeg. Lidt indebrændt og misundelig på dem, der med teflonoverflade og rapkæftethed kun synes at nyde showet.
Hver gang, jeg udgiver et indlæg i avisen, er jeg i tvivl bagefter. Jeg er ofte, meget ofte, i konflikt med mig selv.
Det er på mange måder også gået virkelig godt. Der tales om klasser igen i Danmark. Forskellige stemmer bidrager til samtalen. Personligt lever jeg af at skrive og fortælle.
Man har kaldt mig vred fem gange på ét interview. Læsere har tatoveret citater fra mine bøger på deres kroppe. Man har døbt mig Jesus fra Horsens. Og samme dag som chefen for CEPOS anklagede mig for milliardærfobi, anklagede nogle studentikose venstreradikale mig for ikke at være marxist på den rigtige måde. Man har kaldt mig folkelig og ment det positivt og negativt. Venner er forsvundet, nye er kommet til.
Det kan være omkostningsfuldt at være tro imod sig selv, at gå imod strømmen, imod gruppetænkningen, imod familien, ja imod alverdens religioner, både i traditionel forstand og moderne. Det kan være omkostningsfuldt at insistere på nuancerne, nævne dét, der ikke må nævnes. Selv den mindste form for afvigelse opfattes nemt som forræderi — og nogle vil forsøge at lukke én ned.
Så hvad bringer fremtiden? Jeg er ikke sikker. Men jeg ved, det er i orden, hvis jeg fortsætter ufortrødent. Det er også i orden, hvis jeg trækker mig en stund. Det er i orden, hvis jeg udvikler mig, og det er også i orden, at jeg på visse punkter forbliver den samme. Jeg eksisterer ikke for at tilfredsstille nogen eller bekræfte noget bestemt. Hvad, jeg til gengæld ved, er, at jeg nok skal skrive en masse fede bøger i fremtiden også.
Tak for anerkendelsen.
Tak til Odder Højskole, juryen og de fremmødte