I Henseende til Spørgsmaalet om Magtens
Deling, da synes mig, at det er vel meest et Ordspil, jeg kan i det
Mindste ikke see Andet deri, thi hvad den udøvende Magt angaaer,
som egentlig er den Magt, som giver sig tilkjende som saadan, da
er Spørgsmaalet kun om hvad denne Haand skal kaldes, thi i een
Haand maa Magten ligge, naar det ikke enten skal føre til Anarki
eller til det groveste Aristocrati, som opløser baade Staten og Folket.
Men det, jeg egentlig reiste mig for, det var for at gjøre opmærksom
paa, at man vel med en vis Ret kan sige om ethvert Forsøg paa at
indskrænke Anvendelsen, — jeg siger aldrig indskrænke Kongemagten, thi
ialtfald saaledes som jeg forstaaer Sproget, kan jeg ikke sige det,
men derimod Anvendelsen af Magten — om enhver Bestræbelse derfor,
naar den virkelig skal kunne naae sin Hensigt, at den maa mere
eller mindre give os Skin af at ville ophæve hele Betydningen af
Kongens Stilling, hvad jeg ogsaa troer for nærværende Tid finder
Sted i Udkastet til Grundloven langt mere, end det behøvedes; men
jeg vil paa den anden Side gjøre opmærksom paa, at naar man
vender Sagen om, saa kunde man jo ved Overdragelsen af Enevoldsmagten i Danmark i 1660 langt mindre undgaae, at Folket derved
sigtedes for at have tilintetgjort sig selv og aldeles at have opgivet
alt Krav paa Ret og Frihed, saa at vi endog have maattet høre af
Mange i Udlandet, at vi være de største Daarer.Jeg vil nu ikke
videre prise den Viisdom, som dengang lagdes for Dagen, men jeg
vil kun gjøre opmærksom paa, at det ingenlunde blev Følgen deraf,
og jeg er vis paa, at hvis det danske Folk vedbliver at blive sig
selv, saa vil det ligesaalidt blive Følgen heraf, at Kongen vil blive
til Intet, fordi hans Stilling ikke rager saaledes frem — hvad den
umuligt kan — som i det sidste halvandethundrede Aar; men jeg haaber, at det om halvandethundrede Aar vil staae ligesaa klart, at Kongen kan bestaae med Folket, saaledes som det har været seet i den
foregaaende Tid, at Folket har kunnet bestaae med Kongen.
Deling, da synes mig, at det er vel meest et Ordspil, jeg kan i det
Mindste ikke see Andet deri, thi hvad den udøvende Magt angaaer,
som egentlig er den Magt, som giver sig tilkjende som saadan, da
er Spørgsmaalet kun om hvad denne Haand skal kaldes, thi i een
Haand maa Magten ligge, naar det ikke enten skal føre til Anarki
eller til det groveste Aristocrati, som opløser baade Staten og Folket.
Men det, jeg egentlig reiste mig for, det var for at gjøre opmærksom
paa, at man vel med en vis Ret kan sige om ethvert Forsøg paa at
indskrænke Anvendelsen, — jeg siger aldrig indskrænke Kongemagten, thi
ialtfald saaledes som jeg forstaaer Sproget, kan jeg ikke sige det,
men derimod Anvendelsen af Magten — om enhver Bestræbelse derfor,
naar den virkelig skal kunne naae sin Hensigt, at den maa mere
eller mindre give os Skin af at ville ophæve hele Betydningen af
Kongens Stilling, hvad jeg ogsaa troer for nærværende Tid finder
Sted i Udkastet til Grundloven langt mere, end det behøvedes; men
jeg vil paa den anden Side gjøre opmærksom paa, at naar man
vender Sagen om, saa kunde man jo ved Overdragelsen af Enevoldsmagten i Danmark i 1660 langt mindre undgaae, at Folket derved
sigtedes for at have tilintetgjort sig selv og aldeles at have opgivet
alt Krav paa Ret og Frihed, saa at vi endog have maattet høre af
Mange i Udlandet, at vi være de største Daarer.Jeg vil nu ikke
videre prise den Viisdom, som dengang lagdes for Dagen, men jeg
vil kun gjøre opmærksom paa, at det ingenlunde blev Følgen deraf,
og jeg er vis paa, at hvis det danske Folk vedbliver at blive sig
selv, saa vil det ligesaalidt blive Følgen heraf, at Kongen vil blive
til Intet, fordi hans Stilling ikke rager saaledes frem — hvad den
umuligt kan — som i det sidste halvandethundrede Aar; men jeg haaber, at det om halvandethundrede Aar vil staae ligesaa klart, at Kongen kan bestaae med Folket, saaledes som det har været seet i den
foregaaende Tid, at Folket har kunnet bestaae med Kongen.