N.F.S. Grundtvigs tale ved elevsamling på Marielyst Højskole

Forrige Mandag, da vi havde lidt Stads herude, hvorved man altid selv kommer til at staa lidt på Stads, da talde jeg egenlig kun om, hvor haardt det har holdt, inden vi kunde faae saadan en lille Dansk Høiskole igang, og det var jo sandt nok, men hvad jeg rent glemde at tale om, og som er det allerfornemste, det var, hvor let det faldt at faae saa mange ungen Mennesker, som Skolen havde Rum til, for uden det vilde det jo ikke have nyttet med al den Umage der var gjort og al den Hjelp, jeg fik af gode Venner. Det var jo underligt nok, at jeg kunde glemme det, da jeg jo længe har vidst og tit baade sagt og skrevet, at det er de unge Mennesker selv og ingenlunde os Gamle, der kan og skal sætte Liv i Skolen, hvad de dog aldrig giør uden paa en gal Maade, med mindre de kommer i Skolen med en god Villie, for at lære noget, de kan have Nytte og Fornøielse af, men Sagen er den, at naar Folk tit havde leet ad min meget Tale om en folkelig Dansk Høiskole og sagt, naar du saa havde faaet den istand, saa kom der sikkert ingen, da havde jeg leet igien, og sagt, det har ingen Nød, Danske Folk kommer nok, naar de mærker, det er ikke dem, men Skolemestrene, der skal høres, om de kan deres Lexe