Gyrithe Lemches tale ved møde i Dansk Kvindesamfund

Der løb et Skib af Stabelen, - det var engang i forrige Aarhundrede, 1871, - stille og saa temmelig ubemærket. Men dog var der ved det Skib noget at mærke sig: Det havde kun Kvinder ombord. Og der var ogsaa en og anden, som med et Skuldertræk spurgte om »Maalet« for Rej­sen. - »Kvinders Selvstændighed« - blev der svaret; og de, som havde spurgt, smi­lede, thi for dem kunde der lige saa godt være svaret: »Fantasiens Land«.

Men Skibet fortsatte sin Kurs støt og stilfærdig, og Aar efter Aar tog det flere Kvinder ombord, og de, som stod paa Ky­sten, begyndte lidt efter lidt at holde Øje med Skibet.

Saa hændte det en Dag, at Kvinderne hejsede et Flag i Mastetoppen, og nu blev der stor Opstandelse i Land, og Kikkerter­ne kom frem; men da Folk fik at læse, hvad der stod i Flagdugen, blev Opstan­delsen endnu større, og nogle vendte sig bort i Forargelse, andre vred sig af Latter, thi der stod: »Det sædelige Lighedskrav«. - Ja, der var et særdeles oplyst Hoved, som sagde: »Det er ikke Mennesker, som sejler der, det er Engle, og Maalet er Para­disets Strande.« - Men Skibet blev ved at sejle, og Skibet sejler den Dag i Dag, og pløjer Vandet tungere og dybere, fordi der stadig er flere ombord.

Men jo dybere Kølen skærer Vandet, jo større Bølger lader den efter sig, og Be­vægelsen forplanter sig helt ind til Kysten, saa Folk paa Land faar Sprøjtet i Ansig­tet. Og de ser ud over Vandet, hvor det gynger og vipper, og nogle raaber ud efter Skibet: »Der er Strømkæntring, læg Roret om«, og andre raaber: »Tag Lods om­bord«. Og Lodsbaaden piler allerede ud fra Land.

Men ogsaa paa Skibet begynder flere at faa Betænkeligheder og foreslaar at høre Lodsens Mening om Vinden og Farvandet, og andre mener det raadeligst at stryge Flaget og forandre Kursen.

Men den gamle Besætning ser ubekym­ret paa alt det, som vipper og gynger der­ude bag.

»Det er ikke andet end Kølvandssprøjt«, siger de. »Det er Tegn paa, at nu pløjer vi dybt.«

Det er paa Opfordring af Dansk Kvin­desamfunds Bestyrelse og en Del af dets Medlemmer, at jeg tager Ordet her i Af­ten for at indlede den Diskussion, som skal vise os, om Dansk Kvindesamfund endnu styrer samme Kurs, som i Halv­fjerdserne, toner samme Flag som i Fir­serne, vedkender sig de samme Formaal, som Gang efter Gang har sat Dansk Kvin­desamfunds Præg paa vor Lovgivning lige op til den seneste Tid, eller om det efter 37 Aars Sejlads har faaet nyt Land i Sigte og besluttet sig til at kaste nogle af sin Ungdoms Idealer overbord for at gøre Plads for en ny Tids nye Krav.

Som Udgangspunkt vil jeg vælge den le­dende Artikel i »Kvinden og Samfundet« af 30. Okt., hvori Fru Wilckens har givet os en kortfattet Skildring af den tyske Moderskabsforsikringsbevægelse, thi det forekommer mig, at jeg her finder de Punkter, hvorom en Diskussion som den foreslaaede væsentlig vil komme til at dreje sig; og jeg vil tillade mig for Tyde­ligheds Skyld at citere Slutningslinierne af bemeldte Artikel, hvori gives et sam­mentrængt Referat af den yderliggående tyske Gruppes Fordringer:

»Lad Staten forsikre alt Moderskab ved at lægge en Skat paa alle voksne Mænd og_Kvinder og give et bestemt aarligt Bi­drag til hvert Barn, der lever (300 Mrk!). Hæv Forskellen paa ægte og uægte børn, lad alle Børn være lige for Loven.   

Ægteskabet vil da være ophævet som lovbunden Institution, men de ideale Magter vil derfor ikke være stødte fra Tronen.«

Herefter vil jeg forsøge at trække Li­nierne op for Dansk Kvindesamfunds hid­tidige Virken og Formaal og prøve ad denne Vej at finde det Standpunkt, som det forekommer mig, at Dansk Kvinde­samfund konsekvent maa indtage overfor den tyske Kvindebevægelses yderliggaaende Krav.

- Dansk Kvindesamfund stiftedes som bekendt i Aaret 1871 med det Formaal at virke for Kvinders Uddannelse til Selver­hverv og Forbedring af deres Stilling i Fa­milie og Samfund. Disse Bestemmelser har bl. a. sat Frugt i Handelsskolen for Kvinder, oprettet af Frk. Caroline Test­man 1872 og Tegne- og Kunstindustri­skolen for Kvinder, oprettet af Professor og Professorinde Klein 1876.

Man sammenholde med dette for Øje hvad Fru Wilckens meddeler om et tysk Tidsskrift, som for nogle Aar siden udsatte Præmie for Besvarelsen af Spørgsmaalet: »Hvorledes forsørger jeg mine ugifte Dø­tre?« og fik Svaret: »Ved at uddanne dem til Selverhverv«, og man vil forstaa, hvor betydeligt et Forspring Kvindesagen her hjemme har haft for den tyske. Dette maa være os en Trøst, naar vi nu ser os distancerede af Moderskabsforsikringstanken.

Men Dansk Kvindesamfund tog i sine Bestræbelse ikke alene Sigte på de ugifte Kvinders Tarv, ogsaa for de gifte Kvinder gjorde det sig til Talsmand.

Som ligestillede Arbejdsfæller skulde Mand og Hustru værne om Hjem og Børn. Derfor maatte Kvinden dygtiggøres til at varetage sin Del af Forsørgerpligten.

Husmødrekursus i Madlavning, i Skræd­der- og Linnedsyning oprettedes, - men samtidig maatte hun frigøres for sit Afhængighedsforhold til Manden, - Loven om Hustruens Raadighed over selverhver-
vede Midler, Loven om gift Kvindes Myndighed bærer Vidnesbyrd om Dansk Kvindesamfunds Bestræbelser i denne Retning; men først med Loven om gift og ugift Kvindes kommunale Valgret ser vi disse Bestræbelser kronede med Sejr.

Thi med Loven om gift Kvindes kom­munale Valgret er det Princip blevet aner­kendt, som laa til Grund for Dansk Kvin­desamfunds aarelange Virksomhed i Hjem­menes Tjeneste. Hustruens Arbejde i Hjemmet og for Børnene er blevet ligestil­let med Mandens Arbejde udenfor Hjem­met; den Skat, som Manden yder af sit direkte Erhverv, betragtes som ydet ogsaa af Hustruens indirekte Erhverv, og paa Basis af denne Betragtningsmaade er der blevet Hustruen tildelt den skatteydende Borgers kommunale Rettigheder.

Men er Kvindens Arbejde i Hjemmet og for Børnene saaledes blevet ligestillet med Mandens udenfor Hjemmet, saa maa de ogsaa begge betragtes som Forsørgere, og konsekvent maa ogsaa Husbondens for­skellige Særrettigheder bortfalde, thi For­sørgerbyrden er ikke længer hans alene, og det vil sikkert kun blive et Tidsspørgsmaal, naar ogsaa denne Ulighed mellem Ægtefæller forsvinder.

Men ud fra denne Betragtningsmaade, som er den eneste med Valgretsprincipet overensstemmende, læser man med Un­dren følgende hos Fru Wilckens: »Med Rette kræver Manden nogen Erstatning for Forsørgerbyrden af Hustru og Børn: Hus­bondret, større Raadighed over Børnene o. s. v.

Gift Kvinde kan ikke bære Halvdelen af Udgifterne ved Familiens Underhold; Børnenes Fødsel, Opfostring, Hjemmets Pasning stiller hende højst ulige med Man­den paa Arbejdsmarkedet . . .«

Jeg forudsætter selvfølgelig, at denne Udtalelse staar alene for den tyske Kvindebevægelses Regning, thi en dansk Kvin­de kan umulig efter Loven om gift Kvin­des kommunale Valgret dele en Anskuelse, der strider i den Grad mod denne Lovs Aand; og det forekommer mig da, at vi ogsaa i denne Anskuelse ser et Bevis paa, hvor langt den tyske Kvindebevægelse maa staa tilbage for vor hjemlige i Moderlighed og sund Ligevægt, naar den ovenikøbet kan gribe til en saa fortvivlet Løs- ning som - jeg citerer atter Fru Wilckens - »at overskære den økonomiske Navlestræng, som forbinder Faderen med Moder og Barn, for at alle Kvinder kan blive lige«. - Blot Tanken om en saadan Operation faar det til at løbe den besin­dige Læser koldt ned ad Ryggen, og man maa uvilkaarlig mindes Holbergs berømte Ord om Patienten, som døde, »men Fe­beren forlod ham ganske, thi det var os kun om at gøre den at fordrive.« Den foreslaaede Navlestrængskur forekommer i det mindste mig saa skrækkelig, at jeg synes, Feberen vilde have været at fore­trække; og jeg kan ikke noksom prise vore hjemlige doktores, at de ogsaa havde en Tanke tilovers for Patientens Liv. Og jeg ved ikke noget bedre at ønske de tyske Kvinder end, at deres Lovgivere engang maa udvise lige saa megen sund Sans som vore, da de gav os gifte Kvinder den kom­munale Valgret og Valgbarhed som en sen men billig Anerkendelse af vort hjemlige Arbejdes Betydning for Slægt og Samfund og saaledes uden Vanskelighed løste Spørgsmaalet om gifte og ugifte Kvinders borgerlige Ligestilling.

Men tilbage til Dansk Kvindesamfunds Virken og Formaal. Som alle levende Væ­sener har ogsaa Dansk Kvindesamfund haft sin Ungdomstid, og som bekendt er det Ungdommens kæreste Beskæftigelse at drøfte Problemer og vifte med Idealer. For Dansk Kvindesamfund faldt denne Ungdom lidt over Midten af Firserne. Bjørnson havde paa Kvindernes Vegne kastet sin »Handske« til de letlevende Mænd, og Kvinder indenfor Dansk Kvindesamfund fæstede med Begejstring Handsken paa deres Banner og skrev paa Flag­dugen: »Det sædelige Lighedskrav«. -

Bestyrtelse greb alle Sind, Kvindernes ikke mindst. De gamle følte sig forargede, de unge følte sig nærmest lidt flove paa deres krigerske Søstres Vegne, og Flertallet af Mænd morede sig kostelig. Jeg tror i det hele ikke Tiden dengang var moden til at forstaa Rækkevidden af det Krav, Dansk Kvindesamfund gjorde til sit, og jeg tvivler om, at Dansk Kvindesam­fund selv forstod det, thi - som Dr. Bran­des skeptisk skrev: »For at den Lighed, Handskekvinderne tilstræbte, kunde tæn­kes naaet, maatte begge Køns indre og ydre Liv her i Norden, saavel deres Fø­lelser som deres Vaner og Vedtægter have undergaaet en betydelig Forandring.«

Ingen, ikke engang Kvindesagskvinderne selv, drømte dengang om de Undere i Retning af Kønnenes Ligestilling, som nu fast daglig foregaar for vore Øjne og gør det tænkeligt, at, ligesom det 19. Aarhundrede gav Dr. Brandes Ret, saaledes vil engang det tyvende Aarhundrede give Handskekvinderne Ret. Det synes i al Fald i Øjeblikket, som om Kønnene er ved at bytte Roller.   

I 1887 var det Kvinder, som rejste det sædelige Lighedskrav og indledte den »Sædelighedspassiar«, som gav Dr. Brandes Anledning til at sige: »Man tænke sig, at vi er naaet saa vidt i aandelig Hen­seende, at naar en fremmed spørger os: »Hvad sysselsætter nu mest Sindene deroppe i Eders smaa Samfund?« - saa maa man bide sig i Læben for ikke at svare: »Jo, vi render rundt og passer paa hverandres Kønsliv. Vor Hovedsysselsættelse er Bekymringen for, at andre ikke tilfreds­stiller denne deres Drift.«

I dette Aar 1908 er det Mænd, som rejser, ikke det sædelige men det usæde­lige Lighedskrav paa Scenen og i For­samlingerne, og Dr. Brandes Ord dengang om Kvinderne kan fortræffelig komme til Anvendelse paa disse Mænd. Vi sætter f. Eks., at vore Søstre i det internationale Kvindeforbund spurgte os: »Hvad syssel­sætter nu mest Sindene oppe i Eders lille Samfund?« Maatte vi da ikke bide os i Læben for ikke at svare: »Jo, der er nogle unge Herrer, som er bekymrede over, at ikke alle Kvinder faar deres Drift tilfreds­stillet«. - Ja, i den Grad har Tidernes Hjul drejet sig, at disse forhenværende Handskekvinder nu forundrede ser til hverandre og spørger med Uvilje: »Skal vi nu til at diskutere det erotiske Problem?  - har vi ogsaa Tid til det?« - Thi i alle de mellemliggende Aar har Dansk Kvinde­samfund lært den Livets Kunst, som byder at tie med sine Idealer og leve dem i Hand­ling; den Kunst, som en Statsmand har udtrykt i Ordene: Tal aldrig derom! Tænk altid derpaa.-

Men hvorledes har saa Dansk Kvinde­samfund levet sine Idealer? - Det har le­vet dem i sit Arbejde for Kvindens aandelige og økonomiske Selvstændighed. Thi kun den med Manden ligestillede Kvinde kan rejse det sædelige Lighedskrav. Og dette Arbejde har omfattet saavel de gifte som de ugifte Kvinder. For at Ægteskabet skulde blive det idealeste Udtryk for Sam­liv mellem Mand og Kvinde, maatte det revolutioneres fra Kælder til Loft. Murene var gode nok, men Inventaret forældet og ubrugeligt. Herhen virkede de Love, jeg før nævnede, som Frugter af Dansk Kvindesamfunds Bestræbelser: Hustruens Myn­dighed, hendes Raadighed over selverhver-
vede Midler, og hendes Adgang til kommu­nal Valgret og Valgbarhed. - Endnu staar meget tilbage, ingen ved det bedre end Dansk Kvindesamfund selv, inden Huset kan staa færdigt, saaledes som vi saa det i vor Ungdoms Drømme, men ingen af os tvivler om, at indenfor Ægteskabets Mure og kun indenfor disse Mure gror Betingel­serne for Danmarks Fremtid.

Der er Mennesker, som gyser, hver Gang de hører Ordet: en Mur; der er Men­nesker, som dokumenterer deres Frisind ved at protestere imod alle Baand og Skranker og ikke desto mindre stadig selv forsynder sig mod deres Næstes Frihed ved gladelig at vandre ind over hans Plan­keværk. Det kan være meget fortræffelige Mennesker, elskværdige i Omgang, forfri­skende at slaa et Par Timer ihjel med, men det er daarlige Samfundsborgere, ja, jeg betænker mig ikke paa at kalde dem Sam­fundets Snyltere. Thi de er de første til at nyde Samfundslivets Goder, men de vægrer sig ved at yde det Vederlag, som er Betingelsen for disse Goder. De raaber, hver Gang Vederlaget af kræves dem, deres: Lader os vende tilbage til Naturen! Lader os tage vore Kvinder i Flæng, som de Vilde, - lader os tage for os af Livets Goder, som de Vilde. - Bort med Ægteskabet, som gør Kærligheden til et Monopol, bort med Lovene, som er frie Mennesker uværdige o. s. v. i det uendelige. Lader os vende tilbage til Naturen. - Men selv har de aldrig fattet den Naturens uforanderlige Lov, som byder: »Fremad og aldrig til­bage«. Lige saa lidt, som de selv formaar at flygte fra Kulturens Goder, tilbage til Dyremenneskets Lov, ligesaa lidt formaar Menneskeslægten at flygte fra noget Trin af sin Udvikling til det, som ligger bag. To­get gaar videre og bestandig videre, som det lige til denne Dag er gaaet. Fra Rov og Plyndring til frivillig Deling, fra Sværd og Kanoner til Spade og Maskiner, fra Mænd og Kvinder i Flæng til en eneste Mand og en eneste Kvinde.

I dette Tog har Dansk Kvindesamfund indtil denne Dag haft sin Plads; med Glæde er det gaaet frem fra Udvikling til Udvik­ling, har set, hvad det anede i Drøm, ud­folde sig i Dagens Virkelighed, større og mangfoldigere, end hvad det havde vovet at haabe, - nu synes det pludselig, som stoppede vi op; - er det os, som ikke læn­ger kan se? eller er den Vej, som udpeges os en Irgang, der fører tilbage? - Dette Spørgsmaal rejser sig for os i Kravet om Kvindens erotiske Frigørelse; formuleret af den tyske Kvindebevægelses yderliggaaende Fløj i Paastanden om: hver Kvindes Ret til at have et Barn.

Lad os da se lidt nærmere paa denne Ret, som tillader en Kvinde at leve sam­men med sit Barn for 300 Mark, paa dansk 270 Kr. om Aaret uden Hjælp af Faderen.

Ja, vi kan jo hurtig blive enige om at pleje sit Barn, have det hos sig om Dagen, kan hun i de fleste Tilfælde ikke, naar hun selv maa være ude om sit Erhverv; thi for 270 Kr. kan ikke den sparsommeligste Moder skaffe Føde og Klæder, Husly og Brændsel til sig selv og sit Barn; hun maa altsaa give det fra sig i Vuggestuer, Asyler og andre Børneinternater. Statsanstalterne vil træde i Hjemmenes Sted, og Moderens Ret til at have et Barn vil straks blive re­duceret til, Moderens Ret til at faa et Barn. Men saa er vi straks inde paa Akkorderinger med den Naturlov, som Kravet om hver Kvindes Moderret skulde støtte sig paa; thi Naturens Lov byder, at Mode­ren beholder sine Børn hos sig, saa længe de ikke kan klare sig selv; og kan ikke Forholdene tillade hende det, saa vil Ret­ten til at faa et Barn ingen Lykke bringe hende, men kun Sorg og Besvær, og hun vil snart søge den unaturlige Udvej at for­hindre Barnets Tilblivelse, hvilken Udvej jo ogsaa den frie Kærligheds Lægprædi­kanter giver direkte Anvisning paa. Men lad os saa bare være fri for disse Deklama­tioner om Naturlovenes Efterlevelse! Jeg kan ikke med min bedste Vilje se, at Kvinderne har nogen Fordel af at ombytte ægteskabelig Afhængighed med denne saakaldte økonomiske Uafhængighed, og jeg kan kun se, at et stort Antal af Børn, som før havde et Hjem, saa tarveligt det end kunde være, i saa Fald vil være uden Hjem. - Saa er der Mændene tilbage, og jeg tvivler ikke om, at mange af dem til én Begyndelse i det mindste vil føle denne nye Ordning som en stor Befrielse og se at faa saa megen Glæde som mulig ud af deres Assurancepræmie, ligesom jeg heller ikke tvivler om, at der staar Mænd bag denne »Samfundssag« - men jeg tror ogsaa, og jeg véd, at et stort Antal af Mænd vil fore­trække Samlivet med deres Børns Moder og betragte Arbejdet til Familiens Underhold som en Ret, ingen Statsgaranti skal tage fra dem; og disse Mænd og deres ulov­lige Hustruer vil danne ganske de samme Hjem, som de gode Ægteskaber dannede, og Verden vil se op til dem med dobbelt Agtelse og Beundring, fordi de ifølge den ny Ordning er blevne Undtagelser, og der vil i den offentlige Mening danne sig akurat den samme Kløft mellem saadanne va­rige Samliv og de løsere Forbindelser, som der nu er mellem gifte og ugifte Forhold. Skammen, som klæber ved de sidste, vil klæbe der ligesaa meget som før, og vi vil blot i Stedet for nu at skelne mellem ægte og uægte Børn, til den Tid skelne mellem Børn, som har en Fader og Moder, og Børn, som kun har en Moder, og Fordelen vil som før være paa de førstes Side. Intet vil være vundet, men usigelig meget vil være tabt. Loven skrives ikke for dem, som bærer Loven skreven i deres Hjerter.

Men den skrives for de svage, de skrøbelige, som trænger til en stærk Haand for at holde sig oppe, og den skrives for de hen­synsløse, de overgribende, som uden Lo­vens Skranker vilde træde de smaa og svage under Fødder. Disse sidste er det, som i første Linie vil nyde godt af en Sam­fundsordning med Moderskabsforsikring og en Opløsning af Familieforholdet. En­hver Kvinde, som de finder det værd at eje, vil de betragte som deres Prise og forlade hende, saa snart et nyt Bytte frister dem; - og hvis ingen anden frister dem, hvis hun formaar at holde dem fast, saa vil de vaage over hendes Troskab, skinsygere end nogen Ægtemand over sin Hustrues, gøre hende ufriere i hendes selvstændige Hjem end nogen Hustru i sin Mands Hjem, fordi ingen Lov mere forpligter hende til Troskab. Kvinden vil i et saadant Forhold blive sin Elskers udbyttede Slave. - »Men,« hører jeg paa Forhaand indvende, »Kvindens voksende Selvstændighedsfølelse vil værne hende mod Mandens Over­greb. Den Mand, som misbruger hende, vil hun ganske simpelt lade gaa, der er jo intet økonomisk Baand imellem dem.«

O, dette almægtige økonomiske Baand, som er Roden til alle ægteskabelige Ulyk­ker og alle ugifte Mødres Nedværdigelse! Hvorfor har dog ikke nogen før været saa betænksom at operere det. væk? Ganske simpelt af den Grund, at Mændene lige saa længe Ægteskabet har bestaaet, har kendt Kvinderne meget bedre, end somme Kvinder nu synes at kende sig selv. De har vidst, at ingen Kvinde er saa vanskelig for en Mand at blive kvit som Elskerinden udenfor Loven, og ingen saa let at tage sig Friheder overfor som Hustruen med Loven paa sin Side. Fordi det til syvende og sidst slet ikke er det økonomiske Baand, som gør Kvinden til Slave af den Mand, hun elsker, men hendes egen Attraa, der er som den Ild, der ikke slukkes, den Orm, der aldrig dør. Derfor er den Frihed, Man­den tilslænger sin Elskerinde, hende værre end Døden, derfor oprøres hun imod den og klamrer sig til ham indtil Nedværdigelse i sin Angst for at miste ham. Thi Naturen har slet ikke nedlagt i hende nogen Trang til denne Frihed, Naturen, som kun ken­der ét Formaal, det levende Livs, har tværtimod fyldt hende med en evig Attraa til den Mand, som vakte hende, en Attraa, som trodser Fødselens Farer og Besværlig­heder for at sikre Slægtens fortsatte Bestaaen. Derfor rummer Hengivelsen ingen Frigørelse for Kvinden, som for Manden; den er for hende kun Middel til det Maal, som er Barnet. Mandens Maal er Kvinden, og for hendes Skyld elsker han Barnet, men Kvindens Maal er Barnet, og for Bar­nets Skyld elsker hun Manden, bevidst el­ler ubevidst, som den, der skal give hende Barnet, og naar hun har faaet Barnet, gaar al hendes Stræben ud paa at binde ham til sig i et Hjem for Børnene, og et saadant Hjem kan kun Ægteskabet, det varige Samliv, byde hende; derfor vilde det være en Latterlighed at ophæve Ægte­skabet til Fordel for en erotisk Frigørelse, som i sig selv er en Chimære, fordi Kvinden til syvende og sidst slet ikke vil vide af den.

Kvinden tilhører den Mand, som først har vakt hendes Attraa. Denne Naturens Lov, som ogsaa taler til os ud af det gamle Testamente i Ordene: Din Attraa skal være til Din Mand, - den kommer vi ikke uden om til Trods for alle vore økonomiske For­anstaltninger. Derfor, ve den Kvinde, som hengiver sig til en uværdig Mand; hun ta­ger aldrig sig selv helt tilbage. Det er en forfærdelig Misforstaaelse, at en Kvinde bør følge blindt sit Hjertes Tilskyndelse, at hun hurtigst mulig bør rive sig ud af Erotikens Drømmetaager og stille sig An­sigt til Ansigt med Guddommen. Saa længe Leda gik drømmende omkring i Lunden ved den azurblaa Sø og ubevidst følte Gu­dens salige Nærhed, var hun selv fri og lykkelig som en Gud, - ja, jeg er ikke sik­ker paa, at hun ikke baade skrev Vers og komponerede, som saa mange unge Kvin­der under erotisk Inspiration, - men fra det Øjeblik Suset af Svanevingerne fyldte Aftenstilheden omkring hende, og den gud­dommelige Fugl bruste ned imod hende, da var hun en Fange, afmægtig, prisgiven, saaledes som Kunstneren har fremstillet hende paa sit Billed; - og da den gud­dommelige Svane bruste videre paa sin Himmelflugt, som guddommelige Svaner har for Skik, - da var hun en ulykkelig, forraadt Kvinde. Saaledes ser Kvindens erotiske Frigørelse ud til Trods for alle økonomiske Navlestrængsoperationer. Og hvis nogen skulde synes, at det er saa sin egen Sag at bruge en Mythe som Bevisfø­relse, saa er jeg meget villig til at kalde Leda: Adamine Sørensen og den guddom­melige Svane: en Løjtnant ved Husarerne. Thi det kommer i Hovedsagen ud paa ét. Hvad der i dette Forhold for Manden er et Moment, er for Kvinden en Begyndelse og en skæbnesvanger Begyndelse. »Det bø­des der for i mange Aar, som kun var en stakket Glæde«, siger I. P. Jakobsen, og der er en anden Digter i vore Dage, Helge Rode, som siger med en Forstaaelse, der er finere, end nogen Kvindes kan være: »Jeg nynner og jeg bøder - mit sølverhvide Slør, - det gemmer alle Kvinder, - naar Pigedrømmen dør.« - Jeg siger, Gud hjælpe den Kvinde, som fik sit Slør saa ilde medtaget, at det ikke mere lader sig bøde men hænger som Pjalter mellem hendes afmægtige Hænder. Thi hun gem­mer det alligevel ikke bort; om Synet af det slider og river i hendes Hjerte, hun tager det alligevel frem i sine ubevogtede Øjeblikke og breder det over sine Knæ og prøver at føje de sønderrevne Traade sam­men igen; thi det er sit eget, ukrænkede Menneskebillede hun tilbeder i det Slør; og end ikke den varsomst elskende Mand kan skaane hende for Synet af det sønder­revne Slør, men hans Kærlighed alene gør hende det muligt at bøde Sløret, medens hun sagte nynnende lader det glide mellem sine Hænder.

Derfor skal vi handle varligt med den unge Kvinde, som det er givet os at værne, forstaa, at hendes Pigedrøm er et Klenodie, som, en Gang mistet, aldrig gives hende tilbage; en Rigdom, hvis Minder hun kan leve paa ogsaa i Armodens Dage, og vi skal advare hende mod de Røster, som vil bilde hende ind, at denne Drømmetid er af det onde, usund og unaturlig og lokke hende til hurtigst mulig at gøre en Ende paa den; thi langt, langt hellere maa hun fortsætte sin  Pigedrøm lige op i den sene Alders Dage end faa den sønderrevet for bestan­dig i et uværdigt Kærlighedsforhold.

Jeg véd nok, det siges saa raskt, at tager hun fejl den første Gang, saa kan hun ja prøve én, ja to, ja tre Gange endnu. - Ja, hvis hun er saa lykkelig at blive vraget første Gang, thi, som jeg sagde før: de fær­reste Kvinder formaar at tage sig selv til­bage; Naturens ubarmhjertige Lov holder dem fast. Samfundets Udvikling gaar ikke i Retning af større Frihed for den en­kelte, tvertimod, den gaar i Retning af at indskrænke den enkeltes Frihed til Fordel for det almene Vel. Kan Kvindens erotiske Frigørelse ikke opnaaes uden paa Slægtens Bekostning, saa vil den skade det almene Vel og blive en Hindring paa Udviklingens Vej; og den maa da som alle Hindringer fjernes. Dette sidste er saa indlysende, at det ikke er værd at spilde Ord paa.

Men Mandens og Kvindens Ligestilling paa alle Omraader maa da ogsaa en Gang medføre, at Manden frivillig paalægger sig selv de Indskrænkninger, som Samfundet fordrer af Kvinden i Slægtens Navn; - kan og vil han gøre det? - Ja, det Spørgsmaal vil først staa paa Dagsorde­nen, naar en Gang Mand og Kvinde, jævn­byrdige paa alle Omraader, enes om Betin­gelserne for en ny og bedre Samfundsord­ning.

Og indtil den Dag kan Dansk Kvinde­samfund rolig lade det sædelige Lighedskrav hvile uden derfor at stryge sit Flag, stadig tro imod de Ord: Tænk altid derpaa, tal aldrig derom, - og vedblive at forfølge sit Maal: Kvinders Selvstændighed. Thi i denne Selvstændighed ligger den eneste erotiske Frigørelse for Kvinden. Den Kvinde, som har lært gennem Arbejde og Udvikling at elske sin Selvstændighed saa højt, at den virkelig bliver et Offer, hun bringer den Mand, hun elsker og det Hjem, hun med ham vil skabe, hun er allerede erotisk frigjort, hun bliver aldrig sin El­skers Slave, og hendes Attraa bliver hende ikke til Nedværdigelse, men en evig Kilde til Fornyelse for dem begge.

Det er derfor i fuld Overensstemmelse med sin Værnen om Hjem og Familieliv, at Dansk Kvindesamfund har arbejdet paa at udvikle Selvstændighedsfølelsen hos den unge Kvinde og søgt at aabne hende Ad­gang til Erhvervslivets forskellige Omraader og de Borgerrettigheder, som Manden hidtil har siddet alene inde med. Jo bedre udrustet hun staar til at tage Livskampen op,- jo større maa den Kærlighed være, som faar hende til at ombytte sit selvstændige Arbejdes Byrder med Byrderne, som Fælleshjemmet lægger paa hende. Thi Ar­bejdet i Hjemmet og for Børnene bør, saa længe Forholdene kræver det, være Hustruens første Opgave. Og saa stor er min Til­lid til Naturens Røst i hende, at jeg tror, at end ikke den selvstændigste Kvinde vil betænke sig paa at adlyde den og sætte al sin Intelligens og Energi ind paa at løse Hjemmets lige saa vanskelige Opgaver, saa vi paa denne Maade vil faa selvstændigere Hustruer og forstandigere Mødre.

Paa Kravet om Kvindens saakaldte Erotiske Frigørelse, maa Dansk Kvinde­samfund da svare: Kvindens Ret til at have et Barn er illusorisk udenfor et æg­teskabeligt Samliv; hendes Ret til at faa et Barn vil hverken komme hende selv eller Barnet tilgode, men i Tidens Løb føre til Børneforhindring og Affolkning; - og som sidste, men i Øjeblikket væsenligste, Ind­vending: Kvindens erotiske Fri­gørelse vil ødelægge Resulta­terne af Kvindens sociale Fri­gørelse. - Thi, naar hver Kvinde skal være hver Mands Prise, og hver Mand hver Kvindes Attraa, saa kan der ikke skabes Arbejdsfred paa alle de Omraader, hvor Mand og Kvinde skal arbejde sammen som Kammerater. Forstyrrende Momenter af indgribende Natur vil sprede Interessen, hvor den skulde samle sig om Arbejdet alene, Arbejdsevnen vil svækkes, Udbyttet forringes, og Offentligheden vil tabe Tilliden til den indbyrdes Uafhængighed, som er Betingelsen for Samarbejdet mel­lem Mænd og Kvinder. Og hvis saa Skylden i det enkelte Tilfælde er: hun er den, som vil blive fortrængt, hun vil om kor­tere eller længere Tid erfare, at man ikke har Brug for hendes Arbejde, og alle hen­des tilkæmpede Adkomster vil blive værdi­løse for hende. Hun vil billedlig talt vende tilbage til Muddergrøften med Udsigt til at leve af sin erotiske Frigørelse. - Nej, skal Dansk Kvindesamfund tage Kvindens ero­tiske Frigørelse med ombord, vil den blive Liget i Lasten, som faar Skuden til at synke. Og det vilde af flere Grunde være en skæbnesvanger Misforstaaelse af Fri­hed og Fremskridt, om Dansk Kvindesam­fund nu af Kravene derude fra lod sig drive ud af sin Kurs. Thi vel skal en For­ening holde Skridt med Tiden og Udviklin­gen, men den skal ogsaa vise den Alvor at forfølge sine oprindelige Maal og ikke ved den første Kastevind sejle avet om. Dansk Kvindesamfund, som har været med til at udarbejde Loven af dette Aar om uægte Børns Retsstilling og i sit Udkast har til­stræbt at højne Faderens Ansvarsfølelse ved at paalægge ham forøget Underhold­ningsbidrag til Barnet, kan ikke interessere sig for, endsige tage Del i en Bevægelse der, som den tyske Moderskabsforsikrings, vil forfuske Faderens Ansvar over paa Sta­ten og paalægge Moderen, mod et util­strækkeligt Vederlag, Barnets Underhold­ning plus hendes egen Assurancepræmie; - og Dansk Kvindesamfund, som endnu i sidste Juni Maaned har indsendt til Regeringen Udkastet  til en Lov om Forbedring af det ægte­skabelige Forhold ved Ægtefællernes rets­lige Ligestilling, kan ikke gaa ind paa Tan­ken om Ægteskabets Afskaffelse uden saa at sige med ét Slag at være sejlet Kompas­set alle Stregerne rundt. - Ikke alle de Rø­ster, der anmelder sig selv som det yderste Frisinds Herolder, er lige paalidelige. Den, som et Øjeblik har været ved at lade sig indfange af Moderskabsforsikringens til­syneladende saa humane og demokratiske Tankegang, behøver blot at stifte Bekendtskab med det Krav, som i Tyskland sejler i dens Kølvand, Kravet om Udslettelse af Straffeparagrafen for Fosterfordrivelse og Ret for Kvinden til paa ethvert Tidspunkt at bestemme over sit Fosters Skæbne, og han eller hun vil straks forstaa, at hele den yderliggaaende tyske Kvindebevægelse kun er at ligne med visse revolutionære Udskejelser, bag hvilke Reaktionen ligger paa Lur med sin Hestefod synlig for hver den, som har Øjne at se med - eller - for ikke at tage Tingen slet saa alvorlig, - at ligne med et sygeligt, ekscentrisk Fænomen, en Slags utilregne­lig Tungetale, kun farlig ved sin Evne til at kompromittere den Sag, den giver sig ud for at tjene. Nej, lad Dansk Kvindesam­funds gamle, prøvede Skib støt forfølge sin Kurs og tone sit Flag, selv om der ogsaa herhjemme skulde hæve sig flere og flere Røster for andre Formaal, lad os uden at blinke se tilbage paa alt det, som vipper og gynger der bagude og svare de bekym­rede Sjæle: »Det er ikke andet end Kolvandssprøjt, thi nu pløjer vi dybt, vi har Danmarks Fremtid ombord.«