Kære Christian
Nogle vil sige, at du nu lægger barndommen bag dig. Mit bud er, at du altid vil bære den med dig. Du vil vokse og lægge til, men noget går igen. Siden du var lille, har du været glad for selskab. Allerede i børnehaven fik du at vide, at du var god til at få alle med.
En samlende figur blev du kaldt, hvilket gjorde din mor og mig pavestolte. Du tiltrækker mennesker, og mennesker tiltrækker dig. Derfor er det også helt rigtigt at fejre dig ved at invitere hundredvis af unge med til festen. Det er din stil.
Du er dig selv sammen med andre. Det kan lyde let, men det er det langt fra. Slet ikke som ung. For hvad mon de andre tænker? Kan de lide mig? Falder jeg igennem? Alle her i lokalet, der er eller har været unge, har formentlig stillet sig selv de spørgsmål. Jeg ved, at jeg har.
Det er ikke anderledes for dig, men du lader ikke spørgsmålene forandre, hvem du er. Du bærer på noget fast, som ikke lader sig ryste let. En kerne. Jeg tror, det er en del af din tiltrækningskraft. For vi kan godt lide mennesker, der tør vise, hvem de er. Det tør du. Fortsæt med det.
Det med at turde er kommet snigende, for du var – hvis sandheden skal frem – ikke det mest frygtløse barn.
Du gik stille frem som lille. Du var nysgerrig og observant, men også meget omhyggelig. Du gik hellere en ekstra omgang end kastede dig hovedkulds ud i noget ukendt.
De mange omgange gav du til gengæld gladeligt videre til dine søskende, da du blev storebror første og anden gang. Isabella, Vincent og Josephine har mange gange lagt ører til, når du gavmildt delte ud af dit forspring i livet. Det forspring vil du altid have, men vær opmærksom på, at det opleves mindre med årene.
Det mærker vi også som forældre. Før kiggede du altid i vores retning, når der var et spørgsmål, du ikke kunne finde svar på. I dag kigger du også andre steder hen – for eksempel ned i din telefon. Husk at løfte blikket af og til.
Det er kun naturligt, at du orienterer dig mod andre og andet, for vores forspring svinder også ind. Vi har ikke alle svarene længere. Du skal erfare dig frem – frem for at gøre det, dine forældre ville have gjort. Og selv om din mor og jeg nok aldrig holder op med at mene en hel masse, og selv om vi håber, at du vil blive ved med at komme til os, så vil du skulle træffe flere og flere valg på egen hånd.
Hvis jeg så alligevel skal snige et godt råd ind, nu jeg har chancen, så er det, at forberedelse og øvelse aldrig kommer dårligt igen. De to tilsammen udgør en slags livets lommekniv, som altid er god at have med i rygsækken. Der findes ikke den situation, hvor den ikke kan bruges. Forberedelse og øvelse giver os noget at falde tilbage på. Så uanset om der er tale om:
”Nyt liv, ny stil. Ny bil, nyt gear”. Så husk at holde ”den kniv helt skarp”.
I dag markerer en overgang. I dag tager du hul på den fremtid, som du ikke selv vælger, men som er valgt for dig. Du er forpligtet. Du er tronarving. Du er også ung og den nye i rækken.
Kan man forberede sig og øve sig på det? Ja, det kan man, og det gør du. Fjerner det al tvivl og alle vildveje? Nej, på ingen måde. Kunsten er at kunne være med tvivlen. Som regel fordamper den lidt efter lidt. Men af og til bliver den hængende, fordi den hører med til det at være menneske. Ligesom vildvejene.
Mister du orienteringen, så stop op, sæt ”Lov mig en ting” på anlægget og nyn med på omkvædet: ”At fejle er at lære”. For det er ikke fejlene, der bremser os, men frygten for at begå dem. Så frygt ej, tro kun og bliv frem for alt aldrig doven på livet.
Det har aldrig kun været let at være ung, men noget er forandret. Du og alle andre på din alder vokser op i den mest oplyste tid nogensinde. Alligevel kan I fare vild i mørket. Alt for mange unge er pressede og stressede og kæmper med at holde balancen i et hav af forventninger. Vi ved mere end nogensinde før, og alligevel har vi ikke formået at få bugt med mistrivslen.
Der findes ingen enkle løsninger, og enhver ungdom lever nødvendigvis i en ny tid. Kun I ved, hvordan det er at være ung lige nu. Derfor skal vi lytte til jer.
Søren Kierkegaard sagde i sin tid, at hvis man bliver ved med at gå, så går det nok. Det kan lyde banalt, men omvendt er enhver forandring afhængig af bevægelse. Et efter, der adskiller sig fra et før.
Jeg er klar over, at mulighederne kan blive så mange, at de spænder ben for hinanden, men de er også det, de er; muligheder. Så gå med det, I kan gøre noget ved. Og inviter andre til at gå sammen med jer.
Enhver af jer kan til enhver tid være noget for en anden. I er hinandens rækværk. Brug det! Og brug os, der var unge engang. For noget er det samme. For eksempel at vi bedst holder balancen ved at stille os tæt op ad andre – både når det går godt, og når det går dårligt.
Kære Christian, du bærer barndommen med dig, men du lægger også hele tiden til. Du tjekker stadig vanddybden, inden du springer. Det er vi som forældre uendeligt taknemmelige for. Er der dybt nok, er der til gengæld ingen grænser for, hvor højt du kravler op. Det gør nogle gange din mor nervøs, men mest af alt gør du os begge stolte.
Du er født med et ansvar, og det kommer lidt tættere på fra i dag. Du kan ikke blive, lige hvad du vil. Men du kan træde ind i rækken på din egen måde. Hold fast i at være dig selv sammen med andre, bliv ved med at udforske livet og pak din rygsæk rigtigt. Så skal det nok gå.
Hjertelig tillykke med fødselsdagen.
