Kære alle
Jeg har med glæde set frem til denne helt særlige aften på Haderslev Kaserne.
Lysfesten i Haderslev er en af årets store begivenheder. Her markeres årsdagen for freds- og frihedsbudskabet. Og normalt med mange tusinde mennesker foran kasernen.
Sådan er det ikke i år. Men pandemien gør ikke fejringen af Danmarks befrielse mindre vigtig.
Da den tyske besættelsesmagt den 9. april 1940 invaderede Danmark, faldt der soldater i kamp blandt andet i Haderslev og i Sønderjylland. Det var nogle af de få steder, det skete, og derfor ved jeg, at sønderjyderne har et helt særligt forhold til markeringen af befrielsen.
Min oldefar Kong Christian den 10. var konge under besættelsen og ved befrielsen. Min morfar og mormor, Frederik den 9. og Dronning Ingrid grundlagde deres familie under besættelsen, så allerede som barn fik jeg fortalt om kampene, besættelsen og frihedsbudskabets betydning.
Frihedsbudskabet om de tyske troppers overgivelse i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark hensatte det meste af Danmark i en nærmest euforisk stemning. Danmark var atter frit.
Når jeg står her i aften i Haderslev, kommer jeg også for en stund til at tænke på, at det var den samme form for euforisk stemning, som min oldefar Kong Christian den 10. oplevede, da han den 10. juli 1920 red over den gamle grænse ved Kongeåen.
100-året for denne store begivenhed glæder jeg mig til at fejre sammen med min mor, Dronningen, og min søn, Prins Christian, den 13. juni.
På begge sider af grænselandet har mindretallet spillet en betydelig rolle i den forståelse og respekt, der næres for naboen mod Syd eller Nord. Fjendskab og krig blev til venskab og fred, foragt blev til fordragelighed.
Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt og ikke mindst beundringsværdigt, at man på så kort tid opnåede en harmonisk sameksistens. Friheden til at være anderledes og stoltheden over det særegne bidrog til det urokkelige sønderjyske fællesskab. Den diversitet, der i dag afspejles i den kulturelle, sproglige og åndelige forskellighed, kendetegner området både på den ene og den anden side af grænsen. Det tjener fortsat til inspiration langt ud over den danske grænse.
Frihedsbudskabet fra maj 1945 fremstår nok som en mere og mere fjern og abstrakt størrelse for de yngre generationer. Men fredsbudskabet er i høj grad fortsat relevant. Covid-19 pandemien har ikke udslettet verdens aktuelle konflikter og krige, den har blot fjernet fokus fra dem.
Det giver os anledning til at tænke på de mange, som Danmark i dag har udsendt på internationale operationer rundt om i verden. Jeg har gennem tiden besøgt mange af de missionsområder, hvor danske soldater på den ene eller anden måde har kæmpet for fred og fordragelighed. Jeg har altid opfattet det som et stort privilegie at komme helt tæt på de mennesker, der uegennyttigt har valgt at kæmpe for bevarelsen af vores frihed og vores demokrati. Dem skylder vi en stor tak.
I Sønderjylland sejrede freden og samhørigheden. De levende lys i vinduerne på Haderslev Kaserne, og i vinduerne rundt om i hele Danmark, er et symbol på varme og håb. Her i aften mærker vi sønderjydernes glæde over friheden, og også viljen til fredelig sameksistens.
Lad lysfesten her i Haderslev være en påmindelse til os alle om, at friheden har en pris, og lad os huske at vise taknemmelighed for dem, der betalte den højeste pris.
God lysfest.
Tak.